To af landsholdets nye helte røg på den forkerte bus hjem efter triumfen

Både Joakim Mæhle og Mikkel Damsgaard fik sig en stille bustur hjem til Helsingør.

Man kan jo ikke gøre det hele rigtigt.

Den del af livet måtte den danske landsholdsspiller Joakim Mæhle sande, da han efter en pragtpræstation mandag aften mod Rusland sammen med holdkammeraterne var klar til at forlade Parken efter en god fest i omklædningsrummet.

Festen skulle egentlig fortsætte i bussen tilbage til Helsingør, men den 24-årige forsvarsspiller fik aldrig lov til at opleve, hvordan det var at sidde med alle sine holdkammerater og køre gennem København omkring klokken 00.30, da bussen forlod Parken.

Festen fortsatte langt ud på natten i de københavnske gader. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Mens folk på gaden festede og hyldede spillerbussen som var det en sommeraften i 1992, sad Joakim Mæhle nemlig i den 'forkerte' bus hele vejen hjem til landsholdslejren. Altså den bus, der fik knap så meget opmærksomhed fra de mange festede danskere.

Det samme gjorde en anden af aftenens helt store profiler Mikkel Damsgaard samt Andreas Skov Olsen og Jonas Wind, siger Joakim Mæhle.

- Jeg kom til at sætte mig ind i den hvide bus sammen med de tre unge, så vi sad fire gutter omme bagi, og jeg havde slet ikke fattet, at de andre fra holdet var hoppet ind i bussen oppe foran. Så der var bare nogen fra staben oppe foran, 30 tommer sæder og så os.

- Men vi hørte da, at de havde en fest i den første bus, siger Joakim Mæhle.

Joakim Mæhle sparkede sit tredje landskampsmål ind mod Rusland. (Foto: STUART FRANKLIN © Ritzau Scanpix)

Selv om han ikke på samme måde fik lov til at modtage folkets hyldest fra gaden, som det var tilfældet med holdkammeraterne, så er det ikke fordi, at Joakim Mæhle har manglet opbakning siden kampen mandag aften.

- Det er svært at svare på alle beskeder, for der er simpelthen så mange. Vi vil gerne svare så mange som muligt, fordi vi gerne vil skabe en relation til folket, og det er noget vi holder af at gøre som landsholdsspilere. Men vi har virkelig fået øjnene op for, hvor stor opbakningen er, siger Mæhle.

Fuldstændig sindssygt

110 landskampe har den danske anfører, Simon Kjær, nu spillet. Et hav af dem i Parken. Alligevel er det svært for forsvarsspilleren at sætte ord på den opbakning, som han og holdkammeraterne fik mandag aften.

- Stemning, forløsning, kærlighed. Det var fuldstændig sindssygt.

- Vi havde vel drømt om, at der kunne komme en eufori i Danmark med tre hjemmekampe, men den opbakning og støtte vi har fået, det er vildere end hvad jeg havde forventet. Det har været nogle vilde aftener i Parken, som vi aldrig kommer til at glemme, siger Simon Kjær.

Simon Kjær takker de danske fans efter mandagens kamp. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Ligesom holdkammeraterne er han ærgerlig over, at holdet nu skal forlade Parken, hvor følelserne over de seneste 11 dage er blevet revet og flået i alle retninger - både på- og udenfor banen.

- Jeg tror det bliver nemmere, når det hele kommer på afstand, og man får set nogle billeder igennem, men det har bare været for sindssygt. Vi er dybt taknemmelig for den opbakning, og den skal bare fortsætte, siger Simon Kjær.

Kjær og holdkammeraterne fortsætter træningen i Helsingør de næste dage, inden Wales på lørdag venter i Amsterdag i EM-slutrundens ottendedelsfinale.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk