Allan Simonsen husker følelserne i landsholdstrøjen: 'Det er dit land, du har i hjertet, og det er det største'

Martin Laursen, Allan Simonsen og Kim Vilfort har spillet med i landsholdets mindeværdige fodboldbrag mod England.

Allan Simonsen og Martin Laursen er to af de landsholdskoryfæer, der kigger tilbage på bragene mod England. (© (arkivfoto) Scanpix)

Der plejer at være noget stort under opsejling, når det danske herrelandshold i fodbold møder England.

I 1983 var det mod englænderne, at det hele for alvor begyndte, og i morgen kan det danske landshold så skrive endnu et mindeværdigt kapitel i den dramatiske historie om kampene mod England.

Vi har taget et kig på fire af de rød-hvides største kampe mod England og snakket med dem, der oplevede kampene på tætteste hold.

1

EM-kvalifikationen 1983: England - Danmark 0-1

Manden bag sejrsmålet, Allan Simonsen, fortæller:

- I 1979 havde DBU ansat vores nye træner Sepp Piontek og gik fra amatørbold til professionelle tilstande, og vi begyndte at vinde kampe i starten af 1980'erne. Vi slog blandt andet Italien og Frankrig, og vi kunne mærke, vi var i gang med noget stort.

- Sejren over England i 1983 var den aften, vi fik vores gennembrud med landsholdet. Wembley var jo et Fort Knox dengang, hvor det var umuligt at vinde.

- Jeg scorede målet på straffespark, og det er højdepunktet i min landsholdskarriere. Det er det, du går og drømmer om fra du er helt lille. Uanset, hvilke klubtitler du har vundet, så er det dit land, du har i hjertet, og det er det største.

- Det var reelt i den kamp, at vi kvalificerede os til EM-slutrunden i 1984 på et tidspunkt, hvor England var uslåelige. Det gav et boost, en selvtillid og en tro på os selv, som varede ved i flere år, siger Allan Simonsen.

2

Gruppespillet, EM 1992: Danmark - England 0-0 i gruppespillet

Danmarks målscorer i EM-finalen Kim Vilfort fortæller:

- Forventninger var jo, at vi skulle komme til slutrunden og levere alt, hvad vi kunne. En af de ting, som kendetegnede os var, at når vi gik ind til noget, så gjorde vi det for at vinde. Om det så var ludo eller en kamp, hvor man ikke var super velforberedt.

- Englænderne synes sikkert, at deres var halvsløj kamp, men for os var det faktisk en positiv oplevelse. Det var nok helt okay, at den endte 0-0, men skulle der havde været en vinder, så var vi tættere på, end de vi var. Det var bestemt ikke verdens bedste kamp, men for os var det et godt resultat.

- Man kan selvfølgelig altid diskutere, hvor underholdende kampen var, og hvor mange chancer, vi skabte. Men det er jo ikke altid det, det handler om. Vi havde brug for point, og det fik vi.

- Vi koncentrerede os om at vinde ud fra de muligheder, vi havde. Vi vidste godt, at vi nok højst sandsynligt skulle spille tre kampe for så at tage tilbage til Danmark, siger Kim Vilfort.

3

1/8-finalen, VM 2002: Danmark - England 0-3

Landsholdets forsvarsklippe Martin Laursen husker tilbage:

- Vi kom rigtig godt ud af gruppespillet, hvor vi havde slået Frankrig forsvarende europa- og verdensmestre i den sidste puljekamp.

- Vi var overlykkelige, og det var kæmpestort. Derfor var det også meget, meget skuffende, hvordan den her kamp forløb.

- Det starter med, at jeg giver et dumt hjørnespark, som Thomas Sørensen i målet går forkert af, og så er vi bagud. Min forsvarskollega Thomas Helveg blev også skadet i forbindelse med målet.

- Vi var bagud 3-0 allerede i pausen og sad i omklædningsrummet og følte, at det var slut.

- Vi havde en tro på meget mere, for holdet var på et højt niveau, og det var fedt at have fået Morten Olsen som landstræner. Vi følte, vi spillede som et storhold, siger Martin Laursen.

4

Nations League 2020: England - Danmark 0-1

Landstræner Kasper Hjulmand fortæller:

- Det sjove er, at vi næsten kopierede landsholdets kamp i 1983 - da vi 37 år senere vandt 1-0 på Wembley sidste efterår.

- Christian Eriksen scorede et straffespark i det samme mål, som Allan Simonsen gjorde i 1983. Og Kasper Schmeichel havde en sindssyg redning ligesom Ole Kjær havde dengang.

- Den sejr giver en tro, som vi helt sikkert kan bruge. Vi spiller to meget lige kampe mod dem i Nations League.

- På Wembley blev de ramt af et rødt kort, og det hjalp os selvfølgelig. Men sejren sidste efterår giver os en tro på, at det godt kan lade sig gøre i morgen, siger Kasper Hjulmand.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk