Avancement kræver danske kasser: Sådan går Danmark videre ved U21-EM

Danmarks vej videre fra gruppen ved U21-EM er snørklet, men den er ikke urealistisk.

Rasmus Nissen Kristensen (midten), Andreas Skov Olsen og Joakim Mæhle skal som minimum have en sejr over Serbien i aften, hvis de vil videre ved EM. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er flere ting, der skal flaske sig, hvis Danmarks U21-hold skal gå videre fra puljen ved EM i Italien.

Men én ting er sikkert: Der skal en sejr til over Serbien i aften, og den har drengene tænkt sig at levere, fortæller landsholdets Rasmus Nissen.

- Vi glæder os til at komme ud og give den gas og forhåbentlig få en sejr, siger Ajax-spilleren.

Serberne har ikke det store at spille for, da de ikke har fået udbytte ud af de første to kampe i puljen, men det betyder ikke nødvendigvis, at de giver noget væk.

- De har tænkt sig at give den en skalle og vise, at det er forkert, at de står med nul point. Så vi forbereder os på, at de kommer med bulder og brag.

- Serbien vil spille frem over stepperne, og de har ikke det store at tabe, så de vil nok stresse os. Dér er det vores opgave at pille den sidste selvtillid ud af dem og gå lidt kontra på dem og forhåbentlig vinde kampen, siger Nissen.

Landstræner Niels Frederiksen forventer en præstation fra sit hold, som minimum er på niveau med den, der gav en sejr på 3-1 over Østrig, da han er meget i tvivl om, hvordan serberne vil gå til kampen.

- Det er den kamp, hvor jeg er mest i tvivl om, hvad vi kommer til at stå overfor. Hvor står de mentalt, og hvad vælger træneren at gøre, både i forhold til taktikken og hvilke spillere han vil vælge? Derfor er det nemmeste bare at fokusere på os selv, siger landstræneren.

Meget tyder på, at Danmark som minimum skal vinde med tre overskydende mål over Serbien, men der er flere ting, der skal flaske sig, hvis Danmark skal videre.

Hvordan går Danmark videre?

Der er mange brikker i U21-semifinalepuslespillet, så hold tungen lige i munden, når du læser videre.

Med Spaniens og Italiens sikre sejre over henholdsvis Polen og Belgien i sidste runde i gruppe A ved U21-EM i fodbold, blev vejen til en semifinale noget sværere for Danmark.

En sejr over Serbien søndag aften er ikke nok. Der skal bruges flere mål. Formentlig. For der kan være et meget spinkelt håb om en dansk gruppesejr og dermed avancement som etter.

Følgende ting skal gå i opfyldelse, hvis Danmark skal i semifinalen:

Step 1:

Danmark skal selv besejre Serbien med minimum tre mål for at overhale Italien i regnskabet om at være bedste toer.

En dansk tremålssejr vil betyde, at både Danmark og Italien har seks point og plus tre i målscore, men Danmark vil have scoret et mål mere og dermed overhale værtsnationen.

Step 2:

Ud over ovenstående har Danmark også brug for hjælp i gruppe C. Spiller Frankrig og Rumænien uafgjort mandag, ender de begge på syv point, og så er det slut for både Danmark og Italien. Så bliver Frankrig bedste toer.

Vinder Rumænien, vil Frankrig ende på seks point og med en dårligere målscore end Danmark eller Italien. Så kommer Danmark eller Italien videre afhængigt af udfaldet af step 1.

Vinder Frankrig, skal Danmark overgå Rumæniens målscore, som efter de to første kampe lyder på 8-3. Så vinder Danmark 3-0 mod Serbien, som er minimumkravet i forhold til regnskabet med Italien, skal Rumænien også tabe 0-3 til Frankrig.

I og med Rumænien har scoret otte mål, skal Danmark reelt hente seks mål i målscore, fordi rumænerne vil være bedst på antal scorede mål i tilfælde af ens måldifference ved dansk sejr på 3-0. Alternativt skal Danmark vinde en tremålssejr med mange mål i, hvis holdene ender lige på målscore.

Den meget optimistiske:

Skulle alt ovenstående glippe, er der faktisk en meget spinkel chance for, at Danmark kan vinde sin gruppe med det helt rigtige resultat i opgøret mellem Østrig og Tyskland.

Vinder Danmark over Serbien uanset cifre, mens Østrig slår Tyskland med præcis 2-0, vinder danskerne faktisk gruppen og stryger dermed i semifinalen.

Forklaring: Hvis to eller flere hold ender på samme pointtal i gruppen (her vil Danmark, Østrig og Tyskland alle ende på seks point), så kigger man på de indbyrdes kampe mellem de tre hold. Her vil alle have en sejr og et nederlag indbyrdes. Alle vil samtidig have en måldifference på nul indbyrdes. Men Danmark vil have scoret fire mål i indbyrdes kampe, hvor de andre vil have tre mål, og derfor ender Danmark i givet fald som gruppevinder.

Du kan følge kampen på DR1 i aften, og det er fra klokken 20.30.

Facebook
Twitter