Braithwaite lukkede ballet i dansk målfest: 'Vi er vikinger, og vi er der for at erobre'

Martin Braithwaite scorede til 4-0 i ottendedelsfinalen ved EM mod Wales.

Der var stor glæde hos Andreas Cornelius og Martin Braithwaite efter kampen mod Wales. (Foto: © OLAF KRAAK, Ritzau Scanpix)

Stillingen var allerede 3-0 i ottendedelsfinalen mod Wales, da Joakim Mæhle slog en perfekt bold til Andreas Cornelius, der med en førstegangsberøring sendte bolden videre til Martin Braithwaite.

Han scorede sikkert. 4-0 til Danmark! Eller hvad?

For i første omgang blev der nemlig dømt offside på målet. Senere kunne VAR dog konstatere, at målet stod. Braithwaite og resten af det danske landshold kunne juble over en sand målfest i Amsterdam.

Hovedpersonen ved 4-0-målet var dog ikke selv overrasket over landsholdets spil mod Wales.

- Det er helt fantastisk, men jeg er ikke overrasket over os. Vi har været udsat for en masse ting, og vi vidste, at hvis vi fortsætter de fine takter, kan de ikke være med.

- Når vi kører på, knækker de andre, siger Martin Braithwaite til DR Sporten efter kampen.

Du kan høre interviewet med Martin Braithwaite i videoen herunder:

Og det er opskriften, ifølge Braithwaite.

- Vi bliver ved med at køre på, og til sidst knækker holdene bare imod os.

Landstræner Kasper Hjulmand havde i startopstillingen rystet posen en smule forud for opgøret. En småskadet Yussuf Poulsen og en sygdomsramt Daniel Wass, gav plads til Kasper Dolberg og Jens Stryger Larsen. Dolberg, der endda kvitterede med to mål.

- Jeg føler, at alle spillere - både Dolberg og Stryger, der kommer ind – men også alle andre præsterer i dag.

- Alle, der kommer ind, er sindssygt vigtige, og dem uden for er vigtige. Vi er en trup, der vinder på holdpræstationer, siger Martin Braithwaite.

Martin Braithwaite scorede kampens sidste mål. (Foto: © Olaf Kraak / POOL, Ritzau Scanpix)

Den danske Barcelona-angriber føler ikke selv, at han var i offside-position på 4-0-målet og var derefter glad for at få scoret.

- Jeg føler ikke, at der er offside i starten. Det var sgu dejligt at få hul på bylden. Det var helt vildt med den her opbakning i dag, siger han.

Danmark skal i kvartfinalen møde enten Holland eller Tjekkiet, som mødes i morgen klokken 18. Kampen om semifinalen skal spilles i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, men for Martin Braithwaite er det ligegyldigt, hvor landsholdet skal præstere.

- Vi er vikinger, og vi er der ikke for at være der. Vi er der for at erobre.

- I dag var det Amsterdam. Næste gang er det Baku.

Danmark spiller kvartfinale lørdag d. 3. juli klokken 18.00 i Baku. Kampen kan følges på DR1, DRTV og i LIGA på P3.

Du kan se et sammendrag af ottendedelsfinalen mellem Danmark og Wales i videoen herunder: