Cornelius skabte den 'rabalder' i boksen, som giver Hjulmand noget at tænke over

Andreas Cornelius scorede søndag i Danmarks sidste testkamp forud for EM.

- Jeg føler, at jeg er, hvor jeg skal være, siger Andreas Cornelius. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Man skulle medbringe godt med knofedt, hvis man ville tørre smilet af Andreas Cornelius' mund mandag morgen i Helsingør.

Den danske angriber virkede godt tilfreds, men langt fra selvtilfreds, da han trippede rundt blandt de fremmødte medier, der alle ville høre til, hvordan den tidligere FCK-angriber så sin egen rolle på det danske landshold efter et succesfyldt indhop i søndagens testkamp mod Bosnien-Herzegovina.

Selv om gæsterne på Brøndby Stadion ikke investerede mange kræfter i at yde modstand, da Andreas Cornelius efter 72 minutter steg til vejrs og pandede Danmark foran 2-0, så var udførelsen og bekræftelsen i, at skarpheden er der, nok for danskeren.

- Jeg føler, at jeg er hvor jeg skal være. Jeg har spillet en masse kampe i Italien, så jeg er både fysisk og mentalt klar.

Mens Kasper Dolberg og Jonas Wind under Kasper Hjulmand har været foretrukket i front, så har Andreas Cornelius frem mod EM-slutrunden ikke fyldt meget i samtalen. Alle tre har dog kompetencerne, lyder det fra Andreas Cornelius, som under Åge Hareides ledelse fra tid til anden sågar figurerede på kanten også.

Den tid er dog for længst ovre for 'Corner'.

- En af de første ting, som Kasper Hjulmand sagde til mig, var, at jeg skulle koncentrere mig om at spille inde på midten. Selv om det ikke var så mange gange, jeg var på kanten under Åge Hareide. Det handlede mest om, at modstanderen spillede på en speciel måde, og det er også i midten, jeg skal spille her.

Andreas Cornelius afslutter på Frederik Rønnow i EM-lejren i Helsingør. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

- Vi har alle samme masser af bidrage med. Vi er forskellige, og Jonas Wind er god til at gå ned i banen, jeg er god i feltet og Dolberg kan lidt af det hele. Det handler bare om, hvem der er skarpest og bedst fysisk og mentalt til at gå ind og klare jobbet. Det tror jeg, vi alle kan, siger Andreas Cornelius.

Skal være klar til at trykke på knappen

Andreas Cornelius' fine indhop var samtidig med til at give landstræner Kasper Hjulmand det, man som ansvarlig for at sætte holdet gerne vil have. Positive problemer. Noget at vælge mellem.

Det er i hvert fald langt fra givet, at Andreas Cornelius udelukkende vil komme i spil fra bænken.

- Det er klart, at han har gjort det sværere (at vælge en angriber, red.). Når man kommer ind på den måde, så sender man ligesom et signal til træneren.

Kasper Hjulmand har fået noget lidt ekstra at tænke over inden lørdagens EM-åbning mod Finland. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

- Han kom ind og gjorde lige præcis det, han er med for. Han skal skabe noget rabalder i feltet, så når boldene kommer derind, så er han der. Men ingen siger, at det skal være fra bænken. Spillerne skal være klar til at trykke på knappen og give den fuld skrue, siger Kasper Hjulmand.

Danmark åbner lørdag EM ved at møde Finland i Parken. Kampen kan ses på DR1 og høres på P3.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk