Det er 27 år siden, at svenskerne var ramt af samme fodboldeufori, som danskerne er i dag.
Dengang spillede svenskerne VM-semifinale mod Brasilien foran 90.000 tilskuere i Los Angeles.
I dag er det Danmarks tur til at spille en semifinale foran 60.000 mennesker på Wembley.
En semifinale, der giver forhåbninger om, at en ny, stor landsholdstid venter for nordisk fodbold. Det siger den tidligere svenske landsholdsspiller Daniel Nannskog, der i dag er ekspert for Sveriges Television, SVT.
For sideløbende med danskernes flotte togt har Finland også debuteret ved en slutrunde, mens svenskerne formåede at spille sig videre fra deres indledende gruppe.
- Ud fra et nordisk perspektiv har fodbolden aldrig været længere fremme. Det ser ud til, at der venter en meget lys fremtid for nordisk fodbold, og vi kan da håbe, at alle de nordiske lande får lov at deltage ved den samme slutrunde en dag. Det ville være fantastisk.
Også den tidligere danske landstræner Åge Hareide er meget imponeret over, hvordan særligt Danmark har vist frem under EM.
- Det har været fantastisk at se, hvordan Danmark har gjort det. Selvom deres bedste spiller, Christian Eriksen, måtte forlade slutrunden allerede i den første kamp, så er de bare fortsat. Og fremtiden for dansk fodbold ser også meget lys ud.
- Danmark har en helt anden palette af spillere, der kan vælges mellem, end det for eksempel er tilfældet i Norge.
- I Norge er der mange teknisk gode spillere, men der er også behov for, at der kommer nogle spillere med stor fysik på landsholdet. Her tænker jeg på typer som Thomas Delaney, Yussuf Poulsen og Pierre-Emile Højbjerg. Det udvalg har vi ikke helt i Norge, og det kan jeg godt savne. For det er hér, Danmarks styrke ligger, lyder det fra den tidligere landstræner.
Danmark er bedst i Norden
I Åge Hareides hjemland, Norge, er der dog også mange spirende fodboldtalenter på vej.
Derfor er det ikke usandsynligt, at både Sverige, Norge og Danmark kommer med til de kommende slutrunder, vurderer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
- Det kunne jeg godt forestille mig blev en realitet til EM i 2024. Jeg vil faktisk være overrasket, hvis ikke Danmark, Sverige og Norge er med. Så må vi se, om Finland også kan snige sig med igen.
Men selvom det ville være flot med tre eller flere nordiske nationer til en slutrunde, så er Daniel Nannskog ikke i tvivl om, hvem han spår de bedste chancer for succes de kommende år.
- Danmark er den ledende fodboldnation i Norden lige nu. Det er tydeligt, at de danske spillere har en bedre boldbehandling end de øvrige, og det ville være godt, hvis de øvrige lande lod sig inspirere af Danmark på den front.
- Specielt på midtbanen har Danmark boldsikre spillere, og det er dér, at de adskiller fra de øvrige nationer i øjeblikket, lyder det fra den svenske fodboldekspert.
Du kan se, om Danmark spiller sig i EM-finalen i aften, når de møder England i semfinalen. Opgøret kan ses direkte på DR1 og DRTV fra klokken 19.
Kampen kan også høres i LIGA på P3.