Dansk matchvinder var forberedt på friløber: 'Jeg vidste, han ville kaste sig den vej'

Yussuf Poulsen kender Schweiz' målmand fra Bundesligaen, og det blev udslagsgivende i den danske sejr.

Yussuf Poulsen på vej ned for at score til 1-0 mod Schweiz. (Foto: GEORGIOS KEFALAS © Scanpix)

Det var sparsomt med danske chancer i EM-kvalifikationskampen mod Schweiz her til aften, og med adskillige store redninger fra Kasper Schmeichel i den anden ende, var 0-0 et resultat, de danske spillere nok skulle være glade for.

Men få minutter før kampen blev fløjtet af blev Yussuf Poulsen sendt alene mod Schweiz' mål og til en direkte duel med Bundesliga-kollegaen Yann Sommer, som har sin daglige gang i Borussia Mönchengladbach.

Og det viste sig at være en fordel for den danske angriber, at han kender Yann Sommer ganske godt.

- Jeg bruger tid på at analysere målmænd, så jeg var ret sikker på, hvad jeg skulle gøre i den situation. Jeg kender ham fra Bundesligaen og bruger meget tid sammen med vores målmand på at analysere, hvad de gør, og jeg vidste, han ville kaste sig til den side.

Yussuf Poulsen vidste præcis, hvad han skulle gøre, da han fik en friløber mod Schweiz. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Da jeg tog det første touch, så vidste jeg, hvad der skulle ske, siger Poulsen til DR Sporten.

Store roser til Schmeichel

Når man blot ser på resultatet, så står Yussuf Poulsen tilbage som den store helt med sin scoring og dertilhørende matchvinderstatus.

Men faktum er bare, at havde det ikke været for Kasper Schmeichel i det danske mål, havde Yussuf Poulsen aldrig fået muligheden for at blive kampens enlige målscorer, og derfor sender han også nogle rosende ord i retning af 50-kampsjubilaren.

- Vi skal være glade for, at vi har ham. Han er en af verdens bedste, og han beviser det gang på gang. Det, han skal tage, det tager han, og det, han ikke skal tage, det tager han også.

Kasper Schmeichel blev da også kåret til kampens spiller, og det var efterfølgende meget svært at sætte en finger på målmandens præstation. Men Schmeichel maner til besindighed.

Kasper Schmeichel er blev rost for sin indsats under EM-kvalifikationskampen mellem Danmark - Schweiz. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Indsatsen er da godkendt. Jeg er glad for mine redninger, men jeg kigger på mange andre ting, som jeg skal forbedre til næste kamp, og det er det, jeg fokuserer på, siger Schmeichel.

Danmark spiller næste EM-kvalifikationskamp fredag den 15. nobember hjemme mod Gibraltar, men allerede på tirsdag kommer Luxembourg på besøg i Aalborg til en venskabskamp.