Dansk U21-bomber skifter til Bundesliga-oprykker

Marcus Ingvartsen fortsætter karrieren i Union Berlin, der har hentet ham i belgiske Genk.

Den danske angriber Marcus Ingvartsen har fået fremtiden på plads.

Ingvartsen, der i øjeblikket er med det danske U21-landshold til EM, skifter fra belgiske Genk til tyske Union Berlin. Det bekræfter sidstnævnte på sin hjemmeside.

Danskeren har fået en treårig aftale hos klubben fra den tyske hovedstad.

Union Berlin rykkede i den forgangne sæson op i Bundesligaen, og Ingvartsen får dermed mulighed for at vise sine evner i den bedste tyske fodboldrække.

Manglende belgisk gennembrud

Det har knebet med spilletid for 23-årige Ingvartsen, som for to år siden skiftede fra FC Nordsjælland til Genk, efter at han blev topscorer i Superligaen med 23 mål.

I den forgangne sæson blev det til 11 kampe og et mål på tværs af alle turneringer for den 23-årige spydspids.

Alligevel sikrede han sig en plads i Niels Frederiksens trup, som mandag tager hul på U21-EM med en kamp mod Tyskland.

En kamp, der starter kl. 21.00 og kan ses direkte på DR1 eller høres i Liga på P3.

I videoen øverst i artiklen kan man se fire scoringer fra Marcus Ingvartsen for U21-landsholdet.

/ritzau/