De forsvarende europamestre sikrer sig EM-billetten: Ronaldo på pletten igen

Cristiano Ronaldo scorede sit 99. mål for Portugal, som med 2-0 over Luxembourg blev klar til EM-slutrunden.

Cristiano Ronaldo og Portugal er klar til at gentage triumfen fra 2016. (Foto: JOHN THYS © Scanpix)

Portugal får mulighed for at forsvare EM-titlen i 2020.

Søndag sørgede Cristiano Ronaldo og co. således for at kvalificere sig til slutrunden næste år, da Luxembourg blev slået 2-0 på udebane.

Sejren betød, at Portugal sluttede på andenpladsen i gruppe B med 17 point efter Ukraine, som inden sidste runde var sikker på EM-deltagelsen.

Ukraine spillede 2-2 ude mod Serbien og sluttede dermed med 20 point, mens Serbien sluttede på tredjepladsen med 14 point.

De sidste minutter af opgøret i Luxembourg handlede stort set kun om, hvorvidt Ronaldo kunne få prikket bolden i mål endnu engang.

Han blev noteret for scoringen til 2-0 fire minutter før tid, selv om det på tv-billederne var vanskeligt at se, om verdensstjernen reelt scorede, eller om bolden var over stregen forinden.

Målet blev dog tildelt Ronaldo, og scoringen betød, at han nåede op på 99 mål på landsholdet og derfor jagtede han endnu en scoring, så han kunne nå op på 100 mål for Portugal.

Det lykkedes dog ikke, og dermed er Irans Ali Daei fortsat den eneste spiller, der har scoret 100 gange på landsholdet. Ali Daei scorede i sin karriere 109 mål for Iran.

Portugal kunne kvalificere sig med et nederlag, hvis bare Serbien ikke slog Ukraine, men det kunne portugiserne trods alt ikke vide på forhånd.

Derfor var det en lettelse, da Portugal kom foran 1-0 seks minutter før pausen på en flot scoring.

Bernardo Silva smed en lang bold afsted i retning mod Bruno Fernandes, som i sin første berøring tog bolden med og derefter hamrede den i mål.

Derefter stod der primært Ronaldo på to-do-listen, og fire minutter før tid lykkedes det så Ronaldo at score, og selv om han jagtede den anden scoring, så lykkedes det ikke denne gang for stjernen.

Ronaldo scorede i det seneste opgør for Portugal sit niende hattrick i landsholdstrøjen, da Portugal slog Litauen hjemme med 6-0.

/ritzau/