Den garvede eller stjerneskuddet? ’Beslutningen kan holde mig vågen om natten’

Angriberpositionen er et af landstræner Niels Frederiksens store hovedbrud op til U21 EM-slutrunden.

Jonas Wind og Marcus Ingvartsen kæmper om at starte inde, når Danmark åbner U21-EM på mandag. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Det er måske lidt grotesk at kalde en 23-årig fodboldspiller for ’garvet’, men med 27 U21-landskampe og 17 mål må man sige, at Marcus Ingvartsen har en enorm rutine på det område.

Til sammenligning fik Jonas Wind først debut på selvsamme landshold her til foråret, og han har dermed kun spillet to kampe.

Men alligevel er det et kæmpe hovedbrud for landstræner Niels Frederiksen, hvem han skal starte med som angriber, når Danmark på mandag åbner slutrunden mod Tyskland.

Det har nemlig været utrolig småt med spilletid for Ingvartsen for sit belgiske hold Genk. En enkelt kamp fra start i ligaen er det blevet til i hele sæsonen, hvilket er en modsætning til Jonas Wind.

- Det er virkelig svært at dosere den situation, fordi når vi skal slå Tyskland på mandag, så skal vi spille med dem, der er bedst lige nu. Men det kan også være den spiller, der har noget med i bagagen, forklarer Niels Frederiksen.

- To rigtig dygtige spillere

Jonas Wind er spillemæssigt den af de to, som kommer til lejren med mest selvtillid. Sammen med FC København var han med til at vinde mesterskabet sikkert, hvor han næsten hver gang var i startopstillingen på toppen sammen med Dame N’Doye.

- Marcus Ingvartsen har spillet slutrunder tidligere og har generelt spillet rigtig mange U21-landskampe. Han har international erfaring. Jonas Wind har gjort det fantastisk for FCK, men han har ikke noget international erfaring, forklarer Niels Frederiksen.

- Så det er en afvejning. Det er en af de ting, som vi går rundt og tygger på og ikke helt har afgjort endnu. Det er to rigtig dygtige spillere, men vi skal tro på, at vi træffer den rigtige beslutning, når vi når dertil, lyder det fra ham.

Jonas Wind tør ikke selv komme med nogle forhåbninger, men han ved godt, at han kommer ind til landsholdssamlingen før EM-slutrunden fyldt med selvtillid. Det er dog ikke nødvendigvis det afgørende.

- Marcus har været med hele vejen i kvalifikationen, og det har jeg ikke, så det har jeg selvfølgelig respekt for. Han er en stor del af holdet og en af lederne, men samtidig føler jeg også, at jeg er i rigtig god form, siger Jonas Wind.

- Jeg tror, at det er ret tæt mellem Marcus og mig. Vi må bare gøre vores bedste i den sidste træningskamp mod Kroatien og til træning. Så ser vi, hvem der starter, forklarer han.

Niels Frederiksen har i hvert fald ikke truffet en afgørelse endnu her med under en uge til åbningskampen mod Tyskland.

- Det er en af de beslutninger, der kan holde mig lidt vågen om natten. Det vil jeg være ærlig at sige. Det er to dygtige spillere med hver deres udgangspunkt og forskellig bagage. Så vi må se, hvor vi ender, siger han.

Alle Danmarks kampe ved U21-EM kan ses på DR’s kanaler.

Facebook
Twitter