'Det er en fantastisk nyhed': Landsholdslejren jubler over flere fans til EM-kampe

Der må komme 25.000 tilskuere til EM i Parken, men det bliver umuligt at nå til kampen på lørdag, siger DBU.

Der er kun to døgn til, at danske roligans klædt i rødt og hvidt valfarter mod Parken i København for at heppe fodboldlandsholdet frem på hjemmebane.

I nat blev politikerne på Christiansborg enige om, at antallet af folk med billetter må stige fra 15.900 til 25.000 under EM.

Og den nyhed blev modtaget med glæde og store smil i landsholdslejren. Ikke mindst hos målmand Kasper Schmeichel.

- Det er en fantastisk nyhed. Jo flere fans, jo bedre. Så længe vi kan gøre det sikkert, håber vi alle sammen, det kan lade sig gøre at få så mange som muligt ind i Parken, siger han.

Det er målmandskollega Jonas Lössl enig i.

- Det er jeg helt vildt glad for, selvom det er med kort varsel. Men jeg håber da på, at DBU kan få det til at spille.

- Nu har vi spillet uden tilskuere i så lang, så det kommer næsten til at lyde som et fuldt Parken lige pludseligt. Så, at komme ind i Parken med potentielt 25.000 tilskuere, der vil det lige så meget som os, det bliver helt fantastisk, siger han.

Men det bliver umuligt at nå til Danmarks åbningskamp mod Finland, slår Dansk Boldspils Unions direktør, Jakob Jensen, fast.

- Det bliver ikke muligt til på lørdag. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at flest mulige fans kan komme på stadion til de næste kampe, siger han.

Direktør Jakob Jensen og resten af DBU knokler for at få flere fans på stadion til EM. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

- Vi har brugt de seneste to måneder på at indrette os efter de gældende regler. Det har krævet meget planlægning. Alle billetter er blevet pladsfordelt og henvist til de rette indgange. Så er det klart, at det er meget vanskeligt at ændre med så kort varsel, siger Jakob Jensen.

Da politikerne i nat skrev under på deres aftaledokument stod der ikke noget om, hvordan DBU kan lukke de ekstra tusinde fans ind i Parken.

Her står der kun:

"Partierne er enige om, at antallet af tilskuere til EURO 2020-kampene i Parken kan øges op til 25.000 tilskuere. DBU vil blive bedt om at undersøge muligheden herfor, herunder hvornår det i givet fald vil kunne ske."

Så selvom de rød-hvide fans må væbne sig med tålmodighed, inden der kommer en afklaring, så er Jakob Jensen og resten af DBU glade for overhovedet at få muligheden. Men den kommer også til at give sved på panden.

- Det er vigtigt at forstå, at det er en kæmpe operation at få det til at lykkes med så kort varsel. Hvis politikerne virkelig ville og havde ønsket flere fans på stadion, så havde de givet os mere tid end to dage til at nå det, siger han.

For at give et eksempel på det store arbejde, fortæller Jakob Jensen, at DBU har coronaregistreret alle tilskuere helt ned til pasnummer på hver plads. Så, hvis der skal flere tilskuere ind, skal de placeres på de tomme sæder mellem alle pladser, der allerede er tildelt. Altså mellem familiemedlemmer, venner og kærester.

Og det er ikke muligt bare at bytte rundt på grund af coronaregistreringen, der skal hjælpe en eventuel smitteopsporing. Det betyder, at det kan ende med, at de skal lave alle billetter om, hvis der skal 25.000 tilskuere ind i Parken.

  • Fans til fodboldlandsholdets testkamp mod Bosnien-Hercegovina på Brøndby Stadion søndag den 6. juni 2021. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  • Fans til fodboldlandsholdets testkamp mod Bosnien-Hercegovina på Brøndby Stadion søndag den 6. juni 2021. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  • Fans til fodboldlandsholdets testkamp mod Bosnien-Hercegovina på Brøndby Stadion søndag den 6. juni 2021. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Samtidig har alle tilskuere fået tildelt et tidspunkt, de skal komme ind på stadion.

- Vi skal også have koordineret det hele med politiet og Uefa, som er den egentlige arrangør af slutrunden, siger han.

Hvem skal have billetter?

Der er ingen tvivl om, at netop billetlogistikken er den helt store hovedpine. Og der er sikkert mange fans, der i første omgang fik annulleret deres billeter, som har fået gentændt et lille håb.

Men lige nu aner DBU ikke, hvordan det kommer til fungere i praksis. Formentlig bliver det efter samme princip som tidligere med loyalitetspoint, fortæller Jakob Jensen.

DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul, forestiller sig også, at det er med en vis følelse af 'Wow, vi får travlt', som DBU sidder med nu.

- De kan jo ikke bare gå ud på rådshuspladsen og dele 10.000 billeter ud til tilfældige forbipasserende.

- Der er stadigvæk adgangsrestriktioner og alt mulig andet, der skal overholdes. Så det er et gigantisk stykke arbejde, der er bliver smidt mod DBU her lige inden slutrunden, siger han.

Det danske landshold kan få større opbakning fra lægterne til EM i fodbold. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Hos foreningen Danske fodboldfans krydser formand Christian Rothmann fingre for, at der bliver taget hensyn til nogle af de fans, der tidligere fik slukket drømmen om en tur i Parken.

- Jeg håber, det er nogle af de mange fans, der har fået annulleret deres billetter, som står først for, hvis der er flere, der kan komme på stadion.

Men han har stor forståelse for, at det er en stor administrativ opgave som DBU har fået.

- Vi står klar til at hjælpe, hvis vi kan. Det er svært at gøre så meget som fodboldfans, men hvis forbundet henvender sig er vi selvfølgelig klar til at hjælpe, siger Christian Rothmann.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk