Dolberg nettede dobbelt på det stadion, hvor det hele startede: 'Det er surrealistisk'

Danmark storsejrede med 4-0 mod Wales i ottendedelsfinalen ved EM i fodbold.

Kasper Dolberg scorede til både 1-0 og 2-0 i kampen mod Wales. (Foto: OLAF KRAAK © Ritzau Scanpix)

Kasper fra Voel startede for første gang i den danske startopstilling ved EM-slutrunden.

Og hvordan takkede Dolberg landstræner, Kasper Hjulmand, for det?

Jo, han scorede såmænd til både 1-0 og 2-0 i ottendedelsfinalen mod Wales.

Det er måske heller ikke helt tilfældigt, når nu kvartfinalen blev spillet på Johan Cruijff Arena i Amsterdam. Det var nemlig her, det hele startede for Kasper Dolberg, da han skiftede fra Silkeborg IF til Ajax Amsterdam i 2015.

For den danske angriber var det da også meget specielt efter kampen, da han beskrev den kulisse, han og de danske spillere spillede i.

- Det er vanvittigt at stå her. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Det føles sindssygt.

- Det er surrealistisk. For mig var det her på stadion, det startede. At spille her igen i den her kulisse var sindssygt, og at score i sådan en kamp her er specielt, siger Kasper Dolberg til DR Sporten.

Du kan høre hele interviewet med Kasper Dolberg i videoen herunder:

Selvom han selv spillede godt, var der også overskud til at give et par rosende til Mikkel Damsgaard, der blandt andet lagde op til Dolbergs 1-0-scoring.

- Samarbejdet er ret godt. Han er en lækkker spiller med et godt øje for medspillere. Mere kan man ikke ønske sig, siger Kasper Dolberg.

Kasper Dolberg var generelt ret begejstret efter kampen oven på Danmarks avancement til kvartfinalen.

- Det her er noget af det største jo. Det er vanvittigt.

Den danske landstræner, Kasper Hjulmand, havde efter kampen store roser at give til den danske tomålsskytte.

- Han har gået og sparet lidt op og ville gerne spille, og så på sin egen, gamle hjemmebane, kunne det næsten ikke være skrevet anderledes, end at han skulle score. Han var fantastisk i dag, siger Hjulmand til DR Sporten.

Danmark skal møde enten Holland eller Tjekkiet i kvartfinalen, der spilles i Baku. Kampen spilles i morgen klokken 18.00.

Danmark spiller kvartfinale lørdag d. 3. juli klokken 18.00 i Baku. Kampen kan følges på DR1, DRTV og i LIGA på P3.

Du kan se et sammendrag af ottendedelsfinalen mellem Danmark og Wales i videoen herunder: