En regnvåd aften for 40 år siden gav Lerby, Arnesen og Elkjær os det landshold, vi alle drømte om

I dag den 3. juni er det præcis 40 år siden, at det danske landshold for første gang tog et stort og uventet skridt op blandt de bedste.

(© Bkr-Stn-Kh Nf-Nf (Scanpix) og Maria Eriksen Volthers (Grafik))

Vi har alle - i fællesskab - måttet tøjle dem et år længere end forventet. Forventningerne.

Og de er store, når det danske landshold på næste lørdag træder ind i Parken, vores rød-hvide nationalarena, til den første EM-gruppekamp mod Finland. Men at være med til slutrunder er altså også, hvad de danske fodboldtilhængere forventer.

Siden 1984 har Danmark været med i otte af 10 EM-slutrunder, mens det er blevet til fem af ni slutspil om VM. Det danske landshold har et internationalt renommé og er et landshold, som modstanderne må regne med. Men sådan har det ikke altid været.

Før deltagelsen ved EM i Frankrig i 1984 havde Danmark i mange år været blandt de dårligere landshold i Europa. Spillerne var der, som OL-bronzen i 1948 og OL-sølvet i 1960 havde bevist, men amatøridealerne stod i vejen. For hvis en spiller rejste til udlandet, mistede han samtidig muligheden for at spille på landsholdet.

Da det blev ophævet i 1971, og udlandsprofferne kunne spille med igen, blev man så ofte ramt af stribevis af afbud, når spillerne havde vigtigere opgaver for deres klubber i udlandet – og hvis spillerne kom hjem, så de det lige så tit som et frikvarter med gamle venner fra en hård hverdag.

Det danske landshold leverede skuffelser på stribe, og det blev ikke ændret, selv om tyske Sepp Piontek kom til som landstræner i 1979. Men han arbejdede hårdt på sagen, og den 3. juni 1981 foldede hans projekt sig pludselig for alvor ud på en regnvåd onsdag aften i den gamle Idrætsparken.

Arnesen på knæ

Med tre kampe tilbage af VM-kvalifikationen havde Danmark kun marginale muligheder tilbage for at gå videre til slutrunden i Spanien. Man havde allerede tabt til Jugoslavien, Grækenland og Italien, men i hjemmekampen mod Italien faldt alle brikkerne alligevel på plads. Og gjorde et uudsletteligt indtryk på dem, der så kampen.

- Jeg gik på Stenhus Kostskole, og vi sad i tv-rummet og så kampen. Det var lyst, da den begyndte, så der var ikke tændt lys, og da kampen var slut, var der helt mørkt omkring os. Det var kun tv-skærmen, der lyste, og intet var det samme som før, siger journalist Joakim Jakobsen, der er forfatter til 'Tynd Luft', den ultimative bog om firserlandsholdet.

Italien var den klare favorit, men måske et fyldt Idrætsparken kunne gøre forskellen? På de bedste dage var Danmark i stand til at slå et hvilket som helst hold i Europa, mente 50-kamps-jubilaren Morten Olsen, da danskerne forberedte sig på skæbnekampen:

I løbet af de 90 minutter fungerede blandingen af udenlandske stjerner og spillere fra den hjemlige 1. division pludselig som en enhed, og man fulgte de taktiske dessiner fra Piontek på bænken. I første halvleg skulle man holde nullet mod de italienske favoritter. Efter pausen skulle der også være plads til offensiv og kreativitet. Og sådan gik det.

Anfører Per Røntved scorede til 1-0 efter en lille time, Ajax-kanten Frank Arnesen scorede til 2-0 på et direkte frispark kort efter, og til allersidst forsøgte Preben Elkjær at filme sig til et straffespark. Det mislykkedes, men i stedet fik medangriber Lars Bastrup i forvirringen et åbent skud mod Dino Zoff i det italienske mål. 3-1 til Danmark, og en ny æra var født.

- Vi havde lige været gennem halvfjerdserne, hvor det var forkert at gå op i fodbold, men nu var der noget, vi kunne læne os imod. Vi turde næsten ikke, men da Arnesen kurede hen over det våde græs med håret slikkende ned i panden efter sit geniale frisparksmål, så turde vi godt. Han viste, at vi gerne måtte være begejstrede og kaste os ud i det. Han forløste det for os, siger Joakim Jakobsen om et mål og en sejr, der ikke bare forløste en generation af fodboldelskere.

Det blev også starten på mere end et vanvittigt årti i dansk landsholdsfodbold – og det gjorde det, fordi det ikke bare var en enkeltstående mirakel-sejr. Det var også den foreløbig kulmination på det hårde arbejde under Sepp Piontek.

'Arnesen.... JAAA! Danmark er foran med 2-0! Hvor var den italienske mur henne? Mål af Frank Arnesen'. Gense højdepunkterne fra Danmarks 3-1 sejr over Italien her:

Fra Strandvejen til beton i Brøndby

Den tidligere landstræner for Haiti blev chokeret, da han kom til Danmark to år tidligere og blev mødt af begrebet Udtagelseskomite. For det var ikke landstræneren alene, der udtog landsholdet. Der skulle DBU-repræsentanter med på råd, hvilket Piontek nu hurtigt fik gjort op med. Men spillerne skulle også rettes ind.

Piontek overvejede først at bygge en stamme på holdet af hjemlige spillere, men kvaliteterne i udlandet var selvfølgelig for store til at overse. Han var dog utilfreds med, at alle ikke var lige seriøse omkring landskampene, så efter et stykke tid besluttede han sig for at flytte landsholdslejren fra Hotel Marina i Vedbæk til Idrættens Hus i Brøndby.

- Så kunne de få en rigtig betontræningslejr i stedet for. Nu var det slut med løsagtigheden. Og så vandt de 4-0 over Luxembourg i den næste kamp.

- Den 1. januar 1981 trådte der så også en ny EF-regel i kraft, som gjorde, at klubberne ikke længere kunne forlange, at spillerne skulle holde sig fra landskampe. Det var afsindigt vigtigt, siger Joakim Jakobsen.

Anfører Per Røntved strakte begge arme i vejret, da han bragte Danmark foran 1-0 efter 58 minutter mod Italien i 1981. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

Så kunne stjernerne tage hjem til landskamp uden dårlig samvittighed, og samtidig var gruppen med udenlandske adresser i blandt andet Ajax, Anderlecht og Barcelona også så stærk og ambitiøs, at man blev enige om at gøre, hvad man kunne, for at få det optimale ud af tiden med landsholdet.

Hen over foråret vandt Danmark fire kampe i træk. Godt nok mod mindre modstandere, men det var skridt på vejen, indtil det store spring blev taget i regnen i Idrætsparken. Og den italienske landstræner Enzo Bearzot kunne godt se, hvad der var på vej.

- Hvis Danmark kunne spille sådan hver gang, ville I have et landshold af europæisk topklasse, sagde han til Tipsbladet efter det chokerende resultat.

Med lethed og ynde

Det blev så også den sidste betydende kamp Italien tabte i mere end et år, for den 11. juli 1982 blev Enzo Bearzot og hans mandskab verdensmester med en finalesejr over Vesttyskland i Madrid. Danmark tabte til gengæld den næste kvalifikationskamp hjemme til Jugoslavien, men lukkede så gruppen ved at vinde ude over Grækenland.

Men det var selvfølgelig sejren over Italien, der blev stående for eftertiden.

- Det er den kamp, Pionteks landshold blev skabt i. Sejren byggede på hårdt arbejde i en periode, og så er det jo sådan, at slid kan føre til lethed; til ynde og til skønhed, og det var det, der eksploderede i den kamp, siger Joakim Jakobsen om en landskamp, der flyttede det danske landshold frem i lyset.

Samtidig gav sejren også de daværende spillere en tro på tingene, som medførte de legendariske slutrunder i Frankrig i 1984 og ved VM i Mexico to år senere, før et nyt landshold tog skridtet helt op på toppen med europamesterskabet i 1992. Og selv om spillere og landstrænere kommer og går, består minderne om den første succes som en vigtig sten i det fundament, der også er under Kasper Hjulmands landshold.

- Vi kom ganske vist ikke med til VM i Spanien i 1982, men sejren over Italien viste, at nu var vi her. Nu kunne vi være med i det selskab.

- Så i tv-stuen på kostskolen var det ikke bare euforien over en sejr over en stor nation. Vi havde råbt og skreget over målene, men så blev der helt stille, for hold da op... ”Det er ikke slut endnu. Der kommer meget mere.” Og det har varet lige siden, siger Joakim Jakobsen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk