FCN-DNA: U21-landsholdet er farvet af Farums fodboldfilosofi

Hele syv spillere i Danmarks U21-trup til EM har fået deres fodboldopdragelse i FC Nordsjælland.

Hvis man foretager en biopsi af den danske U21-trup, så vil resultatet være nemt at analysere.

Der er rå mængder talent, ærgerrighed og bid i de danske spillere, der for størstedelen af truppen allerede er etablerede som professionelle i udlandet.

Men syv af spillerne har også et nærmere slægtskab. Deres fodbold-DNA er farvet gult og rødt, som farverne i FC Nordsjælland, der for andet U21-EM i træk er hovedleverandør til holdet.

Fodboldfilosofien fra Farum er indlejret i hoved og krop fra teenageårene; den tekniske, fremadrettede og attraktive fodbold, som klubben vil kendes på, og som Niels Frederiksen, U21-landstræner, stiler efter.

Se blot på Marcus Ingvartsen, den mest scorende spiller i dansk U21-regi nogensinde. Andreas Skov Olsen, den mest scorende teenager på en superligasæson. Mathias Jensen, midtbanevirtuosen fra Celta Vigo eller Victor Nelsson, ankermand og anfører for Superligaholdet.

Alle er de skåret af samme træ, som blev plantet i Farum tilbage i 2006.

Ingen fribilletter til slutrunder

Dengang satte folkene i FC Nordsjælland sig sammen, og de satte ord og visioner i system.

Klubbens nu tidligere ejer Allan K. Pedersen, daværende cheftræner Morten Wieghorst samt sportschef Jan Laursen, var velkendte navne i en flok af mange, der bød ind.

Senere kom Kasper Hjulmand, der i fællesskab med daværende landstræner Morten Olsen og U21-landstræner Keld Bordinggaard stod bag DBU's strategi for talentudvikling, den røde tråd, til.

Man behøver da heller ikke have en videregående uddannelse i international fodbold for at genkende stilen, som FC Nordsjælland lod sig inspirere af. Den er boldbesiddende, som på de store adresser i Ajax og Barcelona, men mest af alt handler det om at være tydelig omkring sine ting og være tro mod sin filosofi.

Direktør for FC Nordsjællands akademi, Jan Laursen. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Der skal gives plads og ansvar til unge spillere. Og det er netop en af grundpillerne, som den nordsjællandske fodboldforretning hviler på. Ingen grund til at dvæle ved dåbsattesten: Er du god nok, er du gammel nok.

Ord, der år efter år er blevet lagt handling bag i FC Nordsjælland, og som derfor også kaster landsholdsudtagelser af sig, siger Jan Laursen, nuværende direktør for FC Nordsjællands akademi.

- En meget vigtig faktor er, at de får meget spilletid hos os, og det kræves der for at være i spil til landsholdet. Flere af dem har også taget skridtet ud i Europa. Det er en vigtig ting, at de får meget erfaring i en ung alder, og det er en god base i forhold til at blive valgt til en slutrunde.

- Der bliver ikke givet nogen fribilletter til slutrunder, og de her spillere har været med til at kvalificere holdet, så landstræneren udtager også dem, der har leveret over lang tid.

Hele 15 teenagere var i denne superligasæson på banen for Farum-klubben. Samlet spilletid? 14.553 minutter.

Det er 12.128 flere minutter end den nærmeste forfølger, Vejle.

Nemt at falde ind i stilen

De mange nordsjællandske landsholdsudtagelser er dog ikke kun forbeholdt U21-holdet. FC Nordsjælland er solidt repræsenteret på alle DBU's ungdomslandshold. Hele vejen fra U16 til U21.

Og hvis ikke det var nok, så støvsugede DBU for få dage siden FC Nordsjællands forhenværende tænketank af toptrænere, da Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst takkede ja til at overtage ansvaret for A-landsholdet fra sommeren 2020.

Spørger man det mest rutinerede FC Nordsjælland-produkt i U21-regi, angriberen Marcus Ingvartsen, så behøver man ikke nogen stor lup for at se forbindelsen mellem FC Nordsjælland og måden at gøre tingene på i landsholdstrøjen.

- Jeg tænker, at de gør noget rigtigt i FC Nordsjælland. Der er selvfølgelig også mange, som spiller fra en tidlig alder, og på den måde viser sig frem. Så har man også gode muligheder for at komme med her.

Mads 'Mini' Pedersen får en lufttur af sin daværende anfører i FC Nordsjælland, der også er anfører for U21-landsholdet. (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

- Den måde, der bliver spillet på i FC Nordsjælland, og så her på U21, er noget, man hurtigt kan falde ind i begge steder. Det er det bare. Man bliver udviklet godt fodboldfagligt, og så er det er bare lettere at falde ind, når man kommer med landsholdet, siger Marcus Ingvartsen, der i 28 U21-landskampe har nettet hele 17 gange.

Ikke så simpelt et regnestykke

For manden med ansvaret for at dele adgangsbilletter ud til slutrunden er ligningen dog ikke så simpel. Fast spilletid på øverste hylde er et kardinalpunkt i udvælgelsen, og den del fylder langt mere end spillestil, siger U21-landstræner, Niels Frederiksen.

- Vi kigger primært på, hvor meget spilletid drengene får på øverste hylde. Og der har FC Nordsjælland været rigtig gode og villige til at give de unge spillere chancen. De har i højere grad bragt mange af deres unge ind, og det gavner dem, når vi skal møde spillere fra verdens bedste ligaer, at de i hvert fald har prøvet Superligaen, siger Niels Frederiksen.

Naturligvis skeler Niels Frederiksen også til, om spillerne kan praktisere den form for fodbold, som han gerne vil fremelske, men man kommer altså ikke forrest i køen, hvis man er opdraget i en bestemt fodboldfilosofi, der tilfældigvis læner sig op ad landstrænerens præferencer.

Det betyder dog ikke, at Niels Frederiksen er blind over for lighederne. Bestemt ikke.

- Vi har spillere fra over 15 forskellige klubber på holdet, og de er vant til hver deres måde at spille på, som alle har fordele og ulemper. Det, de gør i deres klubber, er ikke så afgørende for mig, for jeg skal forsøge at få dem til at spille, som vi gerne vil på det her hold.

U21-landstræner Niels Frederiksen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Men der er bestemt ligheder (med FC Nordjællands spillestil, red.), og rigtig mange af dem. Men jeg synes ikke, det er så forskelligt fra andre klubber i Danmark. Det er klart, at vi gerne vil være i boldbesiddelse, dominere en kamp og angribe hurtigt frem ad banen, og det er selvfølgelig en del af de temaer, de også lægger vægt på i FC Nordsjælland, siger Niels Frederiksen.

Skal tage sidste step

Som talentfabrik har FC Nordsjælland på relativt få år formået at slå sit navn fast, som et sted hvor udenlandske klubber jævnligt svinger forbi, når kassekreditten skal testes. Listen over FC Nordsjælland-spillere, der er skiftet til udlandet for et tocifret millionbeløb, har haft vokseværk de seneste år.

Men selv om FC Nordsjælland sælger mange unge spillere for store penge, så mangler der måske stadig det ord, som i fodboldverdenen er yderst populært; nemlig slutproduktet.

Det er svært at få øje på FC Nordsjællands tilstedeværelse i de voksnes rækker, nærmere betegnet, det danske A-landshold. I den nuværende landsholdstrup er det kun tredjemålmand Jesper Hansen, der har fået sin fodboldopdragelse i Farum.

Den statistik kan det nuværende kuld på U21-landsholdet dog snart komme til at ændre på, hvis det står til Niels Frederiksen.

- En naturlig forklaring er, at FC Nordsjælland i forhold til talentudvikling ikke er så gammel en klub. Det er først her i de senere år, at de for alvor har fået mange spillere på U-landsholdene.

- Lad os nu se, når spillerne bliver lidt ældre. Gennemsnitsalderen på A-landsholdet er stadig omkring 27 år, så der er et godt stykke vej for spillere som Marcus Ingvartsen, Mathias Jensen og Andreas Skov Olsen, siger Niels Frederiksen.

FC Nordsjællands 19-årige stjernefrø, Andreas Skov Olsen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hjemme i Farum er det da også det naturlige næste skridt at tage for mange af de spillere, som har formået at spille sig til en kontrakt i udlandet, lyder det fra klubbens akademidirektør, Jan Laursen.

Især fordi det ligger i klubbens og spillernes DNA at stræbe efter mere.

- Det er klart et af de næste step, og jeg føler, at det vi er i gang med. At nogle af ’vores’ spillere, som er i udlandet, skal tage det skridt. Vi kan se med det kuld, der er udtaget her, at hvis de udnytter deres potentiale optimalt, så vil de også være i spil til A-landsholdet inden for de næste par år.

- Det er som om, at der er en ærgerrighed i DNA’et her i klubben, og det tænker jeg også er nødvendigt. Vi sætter os ikke bare ned og drikker champagne. Vores setup er, at vi vil udvikle egen spillere, som kan forfølge deres drømme, og hvis vi ikke har det næste kuld klar, så kan vi risikere at blive ramt af en godsvogn, siger Jan Laursen.

Facebook
Twitter