Fodboldfesten fortsætter over hele landet: Her vises semifinalen på storskærm nær dig

Man skal være hurtig, hvis man drømmer om fællessang og bølgegang foran storskærmen i morgen.

Danske fodboldfans følger kvartfinalen Danmark-Tjekkiet på storskærm i Ceres Park Arena i Aarhus, lørdag den 3. juli 2021. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Så er det lige om lidt, at slaget om finalepladsen ved EM skal stå.

Frem med landsholdstrøjen, klaphatten og læg så en lille plan for, hvor du skal lappe oplevelsen i dig.

Allerede nu har Viaplay, der har rettighederne til at vise semifinalen offentligt, aftaler med cirka 500 steder i Danmark, der vil vise kampen.

Men drømmer du om storskærm, skal du nok holde dig til.

Flere af storskærmsarrangementerne melder allerede nu om udsolgt, men der er dog mulighed for, at du flere steder kan få en plads uden at bestille billet.

Hvis du ikke når at sikre dig en af de eftertragtede pladser foran en af landets mange storskærme, så er det værd at holde lidt øje med den lokale bar eller forening, da mange mindre steder her i 11. time forsøger at få tv-rettigheder til at vise kampen.

Her har vi samlet nogle af de storskærmsevents, der skal danne ramme om fodboldfesten i aften.

Kender du til andre større, offentlige storskærmsarrangementer, som mangler på listen, så skriv til erro@dr.dk (Opdateres løbende med nye arrangementer).

1

Sjælland

Storskærmsvisning af EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet. Omkring 2000 stående gæster ser landskampen i Tivoli i København lørdag den 3. juli 2021. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

København

  • Hafnia Hallen har plads til 1.000 glade fodboldfans, og det kommer til at foregå efter først til mølle-princippet.

  • Damhustorvet i Rødovre smækker også storskærmen op, men de oplyser ikke, hvor mange der er plads til, så kom tidligt.

  • Bakken, altså Dyrehavsbakken nord for København, vil være med til at sparke EM-festen igang. Det er ikke muligt at købe billet til Bakkens storskærmsarrangement - her gælder det for 500 personer om at komme først frem.

  • Kultorvet i det indre København lægger plads til fodboldkamp for 200 gæster. Der er gratis entré, og så skal du også lige huske coronapasset.

  • Tivoli lukker 2.000 stående fans ind på Plænen. Det kræver entrébillet til Tivoli og et reserveret armbånd, hvis man vil sikre sig én af de nu udsolgte 2.000 pladser.

  • Teglværket kører både storskærm på deres strand og inde i hallen, hvor baren lokker med kolde drinks og mad. Roliganfesten er gratis, portene åbner klokken 15, og pladsfordelingen foregår også efter først til mølle-princippet.

  • Klampenborg Galopbane sætter storskærme op til et ikke oplyst antal fodboldinteresserede. Billetter er gratis, men kan reserveres på forhånd, hvis man vil sikre sig en plads, eller man kan møde op og prøve lykken.

  • Match Padel ved Kløvermarken har forvandlet deres tennisbaner til en fodboldfest med langborde og dannebrog hængende fra loftet. Det kræver dog billet at komme ind.

  • Ofelia Plads & Øksnehallen danner ramme om fodboldfesten som den officielle EM-fanzone. Så både ved Øksnehallen og på Ofelia Plads er der selvfølgelig sat storskærme op. Her har du dog skullet være hurtig og heldig for at få fat i de nu udsolgte billetter. I områderne omkring begge steder er der dog disket op med fadølanlæg og stor stemning til en (sejrs)dans efter kampen.

Slagelse

  • Parkeringspladsen mellem Christiansgade og Frederiksgade i Slagelse har plads til 500 gæster. De skal bestille billetter, der hver koster 100 kroner og inkluderer en øl eller en vand, til at få festen i gang.

Jyllinge

  • Jyllinge FC vil også fejre Kjær og co. på det helt store lærred. Der er plads til de hurtigste 500 personer, der møder op ved porten på Spraglehøj og festen er gratis.

    Helsingør

    • Axeltorv i Helsingør har plads til 500 siddende gæster, der kan overvære semifinalen på byens 20 kvadratmeter store skærm. Billetterne er gratis, men skal hentes efter først til mølle-princippet på Axeltorv.

    Hillerød

    • Hillerød Madmarked har pyntet op efter alle fodboldkunstens regler i madmarkedets baglokale. Kampen vises på to storskærme, så madmarkedet kan huse 200 glade fodboldfans på forsvarlig vis. De første, der kommer, får pladserne.

    Frederikssund

    • havnen i Frederikssund vil de også være med! Her vil en 3,6x6 meter storskærm danne ramme for festlighederne, som er gratis og alle kan deltage i.

    Vordingborg

    • Slotstorvet i Vordingborg har stablet det helt store EM-arrangement på benene. Udover storskærmvisningen bliver der afholdt streetfodbold-turnering og hoppeborgen er blevet pustet op. Det er gratis at deltage, men du kan ikke reservere pladser på forhånd.

    Karrebæksminde

    • Ved Kanalkroen er der plads til 1.000 fodboldfans, hvis de blot har købt en billet, der koster 50 kroner og har husket coronapasset.

    Falster

    • Torvet i Nykøbing Falster kan huse de første 500, der møder op. Arrangementet er siddende, så du kan enten leje en stol eller tage din egen med under armen.

    • Marielyst Street Food har også gratis entré til de hurtigste 500.

    2

    Jylland

    Danske fodboldfans følger kvartfinalen Danmark-Tjekkiet på storskærm i Ceres Park Arena i Aarhus, lørdag den 3. juli 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

    Aarhus

    • Tangkrogen i det sydøstlige Aarhus lukker onsdag gæster ind på plænen foran storskærmen. Der vil i alt være plads til 5.000 glade fodboldfans.

    • Ceres Park åbner endnu engang dørene for fans til et storskærmsarrangement onsdag. Men billetterne er blevet revet væk, så ind og se om nogen sælger på nettet.

    • Musikhusparken i indre Aarhus, der normalt holder koncerter og andet underholdning, åbner haven for fodboldglade fans. Musikhusparken melder om udsolgt.

    Aalborg

    • Musikkens Hus viser kampen mellem Danmark og England under åben himmel på onsdag. Der er plads til 1.000 gæster, og det er muligt at skrive sig på venteliste.

    • Sommer i Kilden i Kildeparken åbner for 1.000 gæster ved EM-semifinalen på onsdag mod England. Tag klapstolene med og nyd fodboldkampen under bøgetræerne, hvis der stadig er ledige billetter.

    • Aalborg Streetfood inviterer også til semifinalefest og her er billetterne ikke udsolgt endnu, for det er nemlig først til mølle, hvem der ender med en plads.

    Esbjerg

    • Foran Blue Water Arena er der plads til 1.000 mennesker, når storskærmen bliver sat op forud for Danmarks semifinalekamp mod England på Wembley. Der meldes om udsolgte billetter.

    • Esbjerg Street Food har plads til 1.000 rødhvide fans ved bordene. Det er ikke muligt at bestille billet eller plads før kampen, så det gælder om at være hurtig for at få plads ud fra først til mølle-princippet.

    Randers

    • Randers Arena inviterer, mod en billet til 100 kroner, til EM-fest, iskolde drinks og muligheden for at få stillet sulten.

    • Mokajen - Randers Street Food viser Danmarks semifinale på storskærm helt gratis. Det eneste du skal huske er at komme tidligt, hvis du vil sikre dig en god plads.

    Kolding

    • Ved Akseltorv i Kolding åbnes pladsen klokken 16.00, hvor de hurtigste 1.000 kan få en plads på bænkene foran storskærmen.

    Horsens

    • Posthuset Streetfood tænder igen for storskærmen i gårdhaven, når de lukker op for gæster til kampen onsdag aften mellem England og Danmark. Posthuset melder om fuldt hus og udsolgte billetter.

    Vejle

    • Byparken i Vejle byder velkommen til EM-fodboldfesten onsdag aften. Der er plads til 4.000 gæster foran storskærmen, og der skal købes billetter inden.

    Herning

    • Sdr. Anlæg har igen storskærmen på plads, når de onsdag aften giver adgang til 1.900 rødhvide fodboldfans. Der bliver ikke sat stole op, så man skal selv medbringe festivalstolen eller tæpperne. Det gælder om at være de første, og pladserne gives ud fra først til mølle.

    Holstebro

    • Musikteatret Holstebro vil også gerne samle danskerne om storskærmen. De første 800 personer, der møder op kan nyde godt af gratis entré og allerede opsatte stole.

    Silkeborg

    • Culture City byder på storskærmsarrangement for 1.000 fans, hvor der inden kampen varmes op med musik og god stemning. Arrangementet melder om udsolgt.

    Skanderborg

    • Skanderborg Bryghus lægger hus til storskærmsarrangement, og de melder om ledige billetter.

    Viborg

    • Paradepladsen i Viborg har plads til 4.000 fans. Arrangementet er gratis, og det gælder om at være hurtig ude, for det er efter først til mølle-princippet.

    Ribe

    • Hovedengen i Ribe donerer også græsarealer til EM-festen. Det koster 125 kroner at være, og der plads til maksimalt 500 personer.

    Brande

    • Torvet i Brande lægger også storskærm til et brag af en EM-fest. Allerede fra klokken 17 kan de første snuppe en kold forfriskning i baren, mens et live band varmer op til kampen.

    Brønderslev

    • Brønderslev Hallen åbner dørene til semifinalebraget på det store lærred klokken 18 og der er gratis adgang.

    Frederikshavn

    • I Rådhusparken kan du helt gratis synge slagsange med familie og venner. Tag selv klapstolen med under armen og husk coronapasset. God kamp!

    Haderslev

    • Louisebanerne bag Haderslev Hallen smækker en 21 kvadratmeter storskærm op for de første 1200 personer, der møder op med coronapasset i orden.

    Juelsminde

    • Ved Juelsminde Naturlegepark ruller de storskærmen op fra klokken 19, hvorfra det er gratis at se med for de første 1000 personer.

    Østervrå

    • Østervrå Stadion byder velkommen til 500 mennesker onsdag aften, der kan se Danmark mod England i semifinalen på storskærm. Det handler om at komme først til mølle i til fodboldfesten på Joakim Mæhles hjemstavn.

    Aabenraa

    • Shop i City har rullet storskærmen op på Aabenraa's Store Torv til aftenens brag mellem England og Danmark.

    Mors

    • Fodboldglade morsingboer kan samles om storskærmene i både Nykøbing, Ørding og Hvidbjerg, og det koster ingenting for de første 700-800 personer, der glæder sig til at se EM-braget.

    Oksbøl

    • Sportsparken Blåvandshuk har plads til 500 personer foran deres storskærm onsdag aften. Det er først til mølle, men til gengæld er det gratis at komme ind, når festen starter klokken 18.30.

    Tønder

    • Familiehaven ved Bankparken i Tønder disker op med storskærm for 700 personer. Det koster 100 kroner for voksne at være med, mens børn kan slippe ind for det halve.

    • FC Sydvest 05 er én af mange fodboldklubber, som gerne vil forkæle de lokale med en fodboldfest på storskærm. Det foregår på Tønder Stadion fra klokken 17, hvor der kan købes adgang i døren.

    3

    Fyn

    I Odenses Kongens Have gentager arrangørerne succesen fra de tidligere EM-kampe og inviterer til storskærmsarrangement, når EM-semifinalekampen mellem Danmark og England bliver spillet. (Foto: migogodense.dk)

    Odense

    • Storms Pakhus åbner Pakhuspladsen ude foran med storskærm onsdag aften til kampen mod England. Det er ikke muligt at booke bord, så der er plads til de hurtigste.

    • Kongens Have i Odense åbner igen op for storskærmsarrangement på onsdag til fodboldbraget mellem Danmark og England. Der er plads til 3.000 gæster.

    • På Gasa - Petanque & Shuffle Bar i Odense åbnes der igen op for fodboldfest foran storskærmen. Det er ikke muligt at bestille bord eller plads.

    • Ved Arkaden Food Hall åbnes der for storskærmsarrangement klokken 18.00, hvor fodboldfans kan se kampen mellem Danmark og England på onsdag. Der kan både bestilles bord før kampen, eller man kan møde op på dagen.

    Nyborg

    • Torvet i Nyborg laver lokal fodboldfest onsdag aften til storskærmsarrangement til kampen mellem Danmark og England. Der er plads til 2.000 fans, men arrangementet melder om udsolgt.

    Middelfart

    • Guldkroen danner ramme om EM-semifinalen mellem Danmark og England på onsdag. Der er sat en storskærm op foran Guldkroen på torvet. Det er ikke muligt at bestille bord.

    • Aarup Bio viser EM semifinalen på onsdag i biografsalen. Der er gratis adgang, men der skal bestilles billetter først.

    • Brenderup Aktivitetscenter inviterer til storskærmsfest på boldbanen ved byens hal. De 500 gratis gratis billetter skal hentes i Daglig Brugsen og udleveres efter først til mølle-princippet.

    Faaborg

    • Den Gamle Slagterigrund i Faaborg lægger grund og storskærm til EM-semifinalen mellem Danmark og England onsdag aften. Der er plads til 1.000 mennesker, og det er ikke nødvendigt at bestille billet.

    • Egeskov Slot viser fodboldkampen som afslutning på programmet til Egeskov Open by Night. Der er plads til 1.000 mennesker, og der er stadig ledige billetter.

    Svendborg

    • Christiansminde Strandpark arrangerer storskærm og strandstemning i Svendborg. Der er plads til 2.000 gæster, og der skal bestilles billetter.

    • Søndersø Hallen sætter storskærm op og har plads til 1.000 personer til kampen på onsdag mellem Danmark og England. Der skal købes billet inden.

    Kilder: Lokalaviser, arrangørernes egne Facebook-sider og Bold.dk

    Kender du til andre større, offentlige storskærmsarrangement, som mangler på listen, så skriv til erro@dr.dk.

    FacebookTwitter