Forsvarsklippen Bonucci råbte glæden ud efter italiensk triumf: 'It's coming to Rome'

Italien vandt EM-finalen mod England og kan nu kalde sig europamester.

Leonardo Bonucci holder trofæet foran de italienske fans. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

'It's coming to Rome!' råbte den italienske forsvarskriger Leonardo Bonucci 30 sekunder efter holdkammeraten, den 22-årige målmand Gianluigi Donnarumma, sikrede Italien europamesterskabet.

Med tydelig reference til englændernes 'It's coming home' - fodbolden kommer hjem.

Bonucci selv sørgede for italienernes udligning til 1-1 efter 67 minutter.

Se Leonardo Bonucci råbe 'It's coming to Rome':

Det gjorde den ikke, selvom italienerne vandt på englændernes hjemmebane Wembley i London.

120 minutter plus det løse, to mål i ordinær spilletid og en hæsblæsende straffesparkskonkurrence blev det til. 19-årige Bukayo Saka, englændernes sidste sparker, stod med det store ansvar til sidst, men lykkedes ikke med at sparke den hjem til England.

Følelserne fik frit spil, da triumfen var sikret. Det var blandt andet tydeligt at se på Roberto Mancini, Italiens landstræner, der lod tårerne trille, da han gik rundt på banen og krammede sine spillere.

Leonardo Bonucci løfter en rørt Robero Mancini. (Foto: Carl Recine © Ritzau Scanpix)

Til den italienske tv-station RAI Sport fik han rørt formuleret sin tak til spillerne.

- Vi lukkede målet ind hurtigt og var i problemer, men derfra dominerede vi. Drengene er fantastiske. Jeg ved ikke, hvad jeg mere skal sige, siger Mancini.

Bonucci, der kort efter det sidste spark, fik råbt fodbolden hjem til Rom, gemte ikke på sin store stolthed over holdet, spillerne og nationen.

Selvom Leonardo Bonucci er blevet 34 år, har han aldrig oplevet et italiensk europamesterskab. Sidst det skete, er nemlig 53 år siden i 1968, hvor Italien vandt sit første EM.

Den italienske anfører Giorgio Chiellini (til højre) og Leonardo Bonucci krammede hinanden efter sejren. (Foto: Andy rain © Ritzau Scanpix)

Efter kampen blev han af italienske RAI Sport spurgt til, om det var gået op for ham, at han og holdet havde sikret pokalen. Det havde han intet problem med at forholde sig til.

- Ja, vi gik hele vejen. Det er fuldstændig utroligt, siger han.

Og så holdt han ellers en tale til nationen med masser af passion og følelse.

- Når man rammer bunden, forstår de rigtige mænd at finde vejen ud. Vi skal sige tak til en stor træner, en stor fodboldpræsident, til hele truppen, alle fansene, et fantastisk hold og en fantastisk stab.

- Det her trofæ er alles fortjeneste. Det er en stor nations fortjeneste, som på trods af alle vanskeligheder er nået hertil med lidenskab og glæde. Det var en fantastisk forestilling, og vi nyder det, siger Leonardo Bonucci.

Herefter sluttede han med ordene, som startede jublen, da trofæet var sikret.

- Pokalen kommer til Rom sammen med os, og der bliver den.

FacebookTwitter