Han var så stor, at moderen tog dåbsattesten med til kamp: Italiens keeperkomet skal løfte en tung arv

Gianluigi Donnarumma er kun 22 år, men kæmpetalentet har potentialet til at lukke det enorme hul efter landsholdslegenden Buffon i Italiens mål.

(Foto: Alberto Lingria © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)
(Foto: Alberto Lingria © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Tænk, hvis Danmark åbnede EM med en 22-årig målmand på kassen, der skulle afløse en legende og for første gang trådte ind på den største slutrundescene, mens hele verden kiggede på.

Puha, det kunne nok godt give lidt nervøse trækninger på vegne af den unge mand.

Her er Danmark godt vant med 34-årige Kasper Schmeichel, der næsten skummer over med selvtillid, men når Italien fredag aften åbner EM i Rom, er det præcis under de forudsætninger. Endda i noget af en nøglekamp mod et stærkt tyrkisk landshold.

Heldigvis for italienerne er deres unge knøs på kassen, 22-årige Gianluigi Donnarumma, ikke som andre unge mænd på samme alder.

Han debuterede allerede for AC Milan i en alder af 16 år og har siden været fast førstekeeper, hvilket betyder, at han allerede har rundet 250 kampe for den italienske storklub.

Der gik også kun et år fra AC Milan-debuten, før han som 17-årig fik sin første kamp på det italienske landshold. Her har han nu spillet 26 kampe, så på den måde er det en meget erfaren 22-årig, der skal stå for presset fra den tyrkiske offensiv, de 20.000 tilskuere i Rom og den på forhånd optimistiske og altid passionerede fanskare i Italien.

Og det får han næppe nogle problemer med, mener NENT's EM-kommentator, forfatter og målmands-aficionado Niels Christian Frederiksen.

- Det er jo fuldstændigt vanvittigt, at man i så ung en alder allerede er noteret for så mange kampe for Milan og for Italien på højeste niveau. Hvem kan tåle at lave store fejl og alligevel bare spille videre, som om ingenting var hændt? Det har han formået. Selv om han kun er 22 år gammel, spiller han nærmest som en på 33, siger Niels Christian Frederiksen om den unge italienske landsholdsmålmand.

Stort vingefang

Gianluigi Donnarumma blev født i det sydlige Italien i byen Castellammare di Stabia, og lige fra han begyndte at blive interesseret i fodbolden, var det målmandsposten, der kaldte.

Det var også ganske naturligt, da hans storebror Antonio ligeledes var målmand, men lillebror Gianluigi havde et endnu større talent. Og så var han så stor i både højde og drøjde, at hans mor Marinella altid havde Gianluigis fødselsattest med til kamp, hvis modstanderen skulle undre sig over, om den gode målmand ikke var for gammel.

Det var han ikke. Han var bare noget ganske særligt, og som 14-årig fulgte han i storebror Antonios fodspor, da han også fik muligheden for at blive en del af talentarbejde i favoritklubben AC Milan og fik en sensationelt hurtigt gennembrud.

16 år og 242 dage gammel blev han i oktober 2015 den yngste målmand i en startopstilling i Serie A's historie.

Danmarks anfører Simon Kjær er holdkammerat med Donnarumma i AC Milan. (Foto: Jonathan Moscrop © Sportimage/PA Images)

Det skulle hurtigt vise sig, at Gianluigi Donnarumma var mere end en kuriositet i målet. Siden debuten har han kun misset fem ligakampe for AC Milan på grund af skader, for han var ikke bare ung. Han var også en fremragende målmand – eller som Niels Christian Frederiksen siger det:

- Han er ikke verdens bedste i nogen som helst disciplin, men han er mellem de seks-syv bedste i alle de discipliner, der er inden for målmandsgenren, vurderer kommentatoren.

Med sine 196 centimeter og 90 kilo skulle man tro, at Donnarumma var tung, men faktisk er han lynhurtig og meget reaktionsstærk. Det enorme vingefang gør, at han kan nå bolde, som de fleste andre målmænd må give fortabt overfor. Han er til gengæld ikke så stærk i luften, som man måske kunne forvente, og spillet med fødderne falder ham heller ikke på den måde naturligt, men det er godt nok, og så udstråler han en enorm ro.

Danmarks tre keepere sætter ord på Italiens målmandskomet:

Klubskifte på vej

Donnarumma viste sit høje niveau i den hektiske afslutning på Serie A-sæsonen, hvor AC Milan efter et formdyk var ved at misse kvalifikation til Champions League for første gang siden 2013. Men det lykkedes for Simon Kjær og kompagni at holde fast – og det gjorde det især på grund af den unge målmand.

Gianluigi Donnarumma holdt nullet i de sidste fem kampe, og så sluttede AC Milan som nummer to, hvilket var en stor triumf, selv om lokalrivalen fra Inter endte som mester. Det skete samtidig med, at unge Donnarumma var under et stort pres. Han ønskede nemlig ikke at forlænge aftalen med Milan, der udløber i denne sommer, og det blev ikke vel modtaget blandt de lokale tifosi.

(© (c) Ritzau Scanpix)

Samme situation opstod også i 2017, hvor en Donnarumma via sin kontroversielle agent Mino Raiola skiftede holdning til en forlængelse med Milan. Han åbnede i stedet for nye udfordringer, og det betød, at han ved U21-EM i Polen blev lagt for had af polske Milan-fans.

I åbningskampen mod Danmark, som Italien i øvrigt vandt 2-0, blev der pludselig kastet en bunke kopierede dollar-sedler ind i hans mål, mens tilhængerne rullede et banner ud med tilnavnet ”Dollarrumma”.

Al balladen endte dog med en forlængelse med AC Milan, der udløber nu. Og denne gang lader det til, at Donnarumma gør alvor af sine ambitioner om at prøve noget nyt. Der snakkes og skrives i hvert fald om et skifte til Paris Saint-Germain, men det er ikke nået helt i mål endnu.

Dermed er der stadig en smule usikkerhed om hans fremtid, inden EM begynder for Italien.

En flot skare af italienske målmænd

Med fire verdensmesterskaber og et enkelt europamesterskab er Italien en af de helt store fodboldnationer. Derfor var det også et chok, at man ikke formåede at kvalificere sig til VM i Rusland i 2018, men tabte til Sverige i playoff-finalerne.

Derfor fik den dengang 40-årige målmand Gianluigi Buffon ikke den afsked med landsholdet, som man havde forventet.

Buffon var den seneste i rækken af store italienske landsholdsmålmænd, og med 176 landskampe kunne han sagtens have efterladt sig et hul i målet, der ville være umuligt at fylde. Men sådan er det ikke umiddelbart gået, for alle har vidst, at Gianluigi Donnarumma var den oplagte arvtager, og det har han foreløbig levet op til.

Ganske passende debuterede Donnarumma på det italienske landshold i september 2016, da han blev skiftet ind for netop legendendariske Buffon til anden halvleg af en venskabskamp mod Frankrig. Den kamp tabte Italien godt nok med 3-1, men i de næste 25 landskampe har Donnarumma kun tabt en enkelt, og han har blot lukket 10 mål ind undervejs.

Så meget tyder på, at den stærke italienske målmandsskole har produceret endnu en keeper med potentiale til at blive en legende.

- Det er en flot skare af målmænd, som Donnarumma efterfølger, og det er svært at forestille sig, at han ikke kommer til at stå i de næste 15 år for Italien. Han er stadig yngre end sine konkurrenter, og der er rigtig mange gode år i ham. Det bliver en lang, lang landsholdskarriere, ligesom både Buffon og Dino Zoff havde det, vurderer Niels Christian Frederiksen.

- Hvis Donnarumma skal op på siden af Zoff og Buffon, skal han også vinde en stor titel. Buffon vandt VM, og Zoff vandt både EM og VM. I klubregi vandt de to også mange italienske mesterskaber med Juventus, og det har Donnarumma heller ikke prøvet endnu, siger Niels Christian Frederiksen.

For selv om han er ung, er han både stærk og erfaren, og så er han knusende rolig med en forståelse for den tradition, han nu er trådt ind i.

- Buffon er mit idol. Min drøm er at blive fast mand på det italienske landshold og følge i hans fodspor. Alle ville gerne have en karriere som ham. Jeg ved ikke, om det står skrevet for mig, som mange siger, at det gør. Jeg holder i hvert fald begge ben på jorden, lød det fra den dengang 16-årige Gianluigi Donnarumma i 2015, da han var i gang med at bryde igennem i Serie A.

Det var dengang.

Nu skal han være den næste sikre skanse på det italienske landshold, når EM-slutrunden begynder fredag aften i Rom.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk