'Hele Danmark står bag jer!': Landsholdet fik en uventet hilsen, mens målmændene holdt hof

Målmændene i landsholdslejren blev torsdag skubbet frem foran medierne.

Frederik Rønnow, Jonas Lössl, Kasper Schmeichel og Lars Høgh varmer op sammen inden torsdagens træning i Helsingør. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Der er ingen grund til at tvivle. Kasper Schmeichels reflekser er, hvor de skal være, inden EM-festen for alvor bryder løs lørdag aften.

'Det var Frederik Rønnow, som aldrig har siddet på en cykel - eller løftet en vægt,' lød det fra målmanden ind i mikrofonen få sekunder efter, at han undveg et udefinerbart projektil kastet mod hans hoved.

Da det kort efter er Frederik Rønnows tur til selv at svare på spørgsmål, er Kasper Schmeichel hurtig til at stjæle tredjemålmandens akkreditering fra gulvet, stoppe den ind under shortsene og forsvinde, hvilket få minutter senere får den unge målmand til febrilsk at eftersøge området.

Ja, den slags drillerier ser man nok mest på efterskolegange rundt om i landet, men hos målmandsgruppen på landsholdet, som også indeholder Jonas Lössl, er kammeratskabet på plads.

Lars Høgh taler til pressen inden torsdagens træning. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Noget, som Lars Høgh selv tog ordet og berettede om, inden pressen fik lov at stille spørgsmål torsdag formiddag i Helsingør.

Som en stolt far foran sine tre sønner delte han de tanker, som målmandsgruppen under EM har haft. Især den pagt, som de tre målmand har givet hånd på at efterleve, mens EM-legen stadig står på.

'Vi vil være de mest professionelle og de mest forberedte,' lød det fra Lars Høgh om gruppen, som han i lejren både har en isklub og et lille band med.

Efter nattens coronaforhandlinger, der endte med, at Parken hæver antallet af besøgende fra 15.900 tilskuere til 25.000 tilskuere, ville det da være nemt at lade sig rive med af den gode stemning, men for Kasper Schmeichel handler det om at være tro mod den pagt, som han har indgået med sine handskebærende kolleger.

- At kunne spille foran 25.000 i Parken vil gøre en forskel, når vi får så mange mennesker i ryggen. Den atmosfære, som tilskuerene kan skabe, kan være en afgørende faktor for os.

Kasper Schmeichel under torsdagens træning i Helsingør. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

- Det er noget helt unikt og noget, jeg nok aldrig kommer til at opleve igen. Jeg glæder mig utrolig meget, men på den anden side må vi også holde hovedet koldt og ikke spille på alle de følelser, og den fodboldfeber, som er i Danmark. Vi skal ind og gøre vores job, og det handler om at vinde, siger Kasper Schmeichel.

'Hele Danmark står bag jer'

I teltet ved siden af træningsbanen i Helsingør blev der inden træning holdt oplæg af Kasper Hjulmand på en taktiktavle så lang, at den på kvadratmeter kunne konkurrere med en tagterrasse i en større købstad.

Torsdag var sidste mulighed for at overtale landstræneren med fødderne, hvis nu man gik rundt med en drøm om at være i startopstillingen lørdag aften.

Inden træningen kom så vidt, mens de danske spillere joggede rundt om banen, trillede, skubbede, grinede, blev der dog også tid til at sende en klapsalve op mod himlen.

'Hele Danmark står bag jer!' stod der skrevet på det banner, som landsholdsspillerne kunne se under træningen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Et lille fly med et banner på halen drev nemlig ind over træningsanlægget.

'Hele Danmark står bag jer', lød teksten.

Med sådan en hilsen, sådan et humør i Helsingør, så er det svært at forestille sig, at den danske EM-drøm ikke skulle få et ekstra skub klokken 18.00 lørdag aften.

Men så er det godt, at Kasper Schmeichel, en af de professionelle, er klar i spyttet.

- Lige nu er en god EM-slutrunde for os at slå Finland, og så tage den derfra. Man opnår ikke succes i fodbold eller livet ved at kigge for langt frem. Man bliver nødt til at tænke på her og nu. Vi skal ikke miste fokus på Fiinland, som er den kamp, vi skal vinde.

Danmark åbner EM-slutrunden lørdag klokken 18.00 mod Finland. Kampen kan følges på DRTV og i LIGA på P3.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk