Hvis Danmarks EM var en Jussi-fortælling, ville den handle om skurke, moules frites og en blind VAR-dommer

- De danske spillere står tilbage som en flok prinser, der har smeltet utallige, unge pigehjerter den her sommer, siger den danske succesforfatter Jussi Adler-Olsen.

Den 70-årige krimiforfatter Jussi Adler-Olsen elsker fodbold og en god fortælling. Den her sommer blev vi alle vidner til et EM i fodbold, hvor de to ting smeltede sammen. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

Hvordan ville en fortælling om Danmarks deltagelse i EM-slutrunden se ud, hvis det var en krimiroman skrevet af Jussi Adler-Olsen?

Det er formentlig et spørgsmål, ikke ret mange har stillet sig selv her dagen derpå.

Det har DR Sporten så gjort på folkets vegne, for tanken er sjov og nærliggende, når man kigger tilbage på det, vi har været vidner til gennem snart en måned.

Det har været en vild rejse igennem hele registret af følelser med op- og nedture, og ligesom en god krimi-historie er der både skurke, helte, udfordringer og en kamp for livet med i den.

- Alle elementerne er der. Historien om Danmarks herrelandshold og EM 2020 er skåret fuldstændigt efter skabelonen til en medrivende fortælling med en fængende begyndelse og en forløsende og trods alt lykkelig slutning, siger Jussi Adler-Olsen.

Han så kampen mod englænderne med nogle venner og sin hustru, kunstmaleren Hanne Adler-Olsen, i parrets sommerhus, og han sad 'presset tilbage i lænestolen', da sekunderne på stadionuret tikkede ud.

Herunder tager den 70-årige succesforfatter os igennem Danmarks deltagelse i slutrunden med betragtninger og kommentarer, som han har oplevet det.

Lynet slår ned på side 1

De forfærdelige øjeblikke fra kampen mod Finland, da Christian Eriksen faldt om med hjertestop og blev genoplivet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

I det sekund, jeg ser blikket i Christian Eriksens øjne, ved jeg, at den er helt gal.

Jeg er ikke i tvivl om, at han er død.

Det er rædselsfuldt at være vidne til, og jeg synes, hjælpen bør have været hurtigere fremme, end det var tilfældet.

På den måde starter fortællingen med et kæmpe chok. Lynet slår ned allerede på side 1 i romanen, og alle dem, der havde glædet sig til den her fest og sat sig op til det helt store, sidder tilbage med en følelse af, ja, chok.

Den episode betyder, at hele befolkningen pludselig følger og føler med landsholdet. Fortællingen får vinger, og det samme gør hele holdet.

Så sker der det, som ikke må ske: Vi taber til et dårligere hold, fordi vi bliver presset til at gøre noget, vi ikke bør. Igen er det en del af fortællingens dramaturgi.

Holdet er som et offer, der bliver jagtet af en mand med en dolk. Det er dybt urimeligt, og alle føler med spillerne i situationen.

Lige så hurtigt, vi var kommet i gang, lige så hurtigt er vi blevet stoppet igen.

Ind kommer skurken med sit røde hår...

Kevin De Bruyne blev skiftet ind i anden halvleg mod Danmark, og han gjorde en forskel for sit hold. (Foto: STUART FRANKLIN © Ritzau Scanpix)

Så kommer kampen mod Belgien, mens den forholdsvis nye regel om, at de bedste treere går videre fra puljespillet, bliver det spinkle håb, vi klynger os til.

Vi er klar på, hvad der skal ske. Hele nationen er vågnet op, og alle sidder og følger med i en kamp, hvor vi er meget bedre end belgierne.

Vi kommer hurtigt foran. Afleveringerne lykkes hele tiden. Tv-kommentatorerne løfter det hele med gode beskrivelser. Alt tegner godt.

Så introduceres den første skurk i fortællingen, da Kevin de Bruyne skiftes ind fra starten af anden halvleg.

Den her arketypiske flamlænder med sit røde hår og opstoppernæse. Han kunne være taget direkte fra gaden med en tallerken moules frites, rå løg og belgisk mayonaise i favnen.

Men ved bare, at det går galt nu, fordi de også sætter Hazard ind. De kører rundt med os, og de afgør kampen og tager sejren hjem. Helt fortjent.

Danskerne sukker, og vi snakker stadig om det, der skete med Christian Eriksen. Ærgrelsen overtager igen, og rent fortællemæssigt er det den perfekte historie lige nu.

Det er meget typisk, at man halvvejs igennem bogen møder modstand.

En joker med mål i støvlerne

Mikkel Damsgaard scorer til 0-1 mod Rusland. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Den næste udfordring er russisk.

Nu har vi virkelig brug for noget, der peger fremad, og ud af det blå træder en ung mand med stankelben ind på scenen.

Mikkel Damsgaard kommer ind i fortællingen som en joker, og det hele bevæger sig mod crescendo, da han scorer mod russerne.

Da vi scorer tre gange mere, bliver vi kålhøgne. 'Vi er røde - vi er hvide - nu vinder vi det hele!

Vi har hjemmebanefordelen som en usynlig hjælper, der bærer os frem, og bag ved det hele ligger coronapandemien som et forstyrrende element i fortællingen, men folk er ligeglade med at blive syge, mens de fester med råb og skrig i gaderne.

Hele landet bobler, og festen fortsætter, da vi vinder ottendedelsfinalen over Wales og kvartfinalen mod Tjekkiet.

Hele holdet er helte

Harry Kane scorer til slutresultatet 2-1 i den forlængede spilletid, og Danmark er færdig ved EM 2020. (Foto: Carl Recine © Ritzau Scanpix)

Nu ser vi virkelig lyset forude i form af en uventet semifinale på Wembley, hvor publikum er lige så meget oppe at køre som i Parken. Nærmest hysteriske og overgearede.

Ihvertfald meget selvsikre med billeder af bacon, der ligner et flag.

Sejren er næsten allerede hjemme.

Men så dukker jokeren op igen. Mikkel Damsgaard scorer på frispark, og nu er han en helt. Det er resten af holdet også.

Joakim Mæhle fra Nordjylland viser noget, vi ikke har set på landsholdet i mange år. Masser af energi og en særlig stor anmassenhed. Thomas Delaney er bare fantastisk.

Vi har et hold fyldt med profiler. Jens Stryger og Daniel Wass er også gode.

Vi var bange for ydmygelsen, men nu fører vi gud-hjælpe-mig på Wembley!

Alle står op resten af kampen. Jeg sidder selv hele paralyseret og presset tilbage i lænestolen til den her gyser.

Resten af fortællingen handler om uretfærdighed, og det er ubærligt at tænke på idag.

England får et mål, de ikke bør få, på grund af et øjebliks uopmærksomhed. Harry Kane står ubevogtet og spiller en anden fri. Raheem Sterling er ufatteligt hurtig og spids i sit løb, da han krøller uden om de danske forsvarere og tvinger Simon Kjær ned i en tackling, der ender med et selvmål.

Det er hårdt at se på, for pausen er kun få minutter væk.

Spillerne virker trætte.

Danske fodboldfans fulgte blandt andet kampen på storskærm i Tivoli i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Kasper Hjulmand har fået topkarakterer i alle kampene ind til nu, for han har truffet de rigtige beslutninger. Men der er et menneske i enhver træner, og han kan godt se, at folk er trætte, så han skifter tre spillere på en gang.

Hvem skal nu sikre os sejren, hvis den går i forlænget spilletid, tænker jeg? Det er tydeligt, at vi ikke kommer igen nu.

Der er ikke mere at give af, og vi er endda en mand i undertal uden flere muligheder for at skifte.

De får et forkert straffe. To lægge strejfer hinanden i feltet - Mæhle mod Sterling - og Sterling er usportslig, da han falder. Jeg fatter ikke, hvorfor dommeren ikke selv tjekker det igennem på en skærm. VAR-dommeren sidder jo nede i Nyon med blinde øjne.

Vi har en fantastisk målmand, som er vores store håb, og jeg kan se i Kanes øjne, at han misser det spark, selv om han har scoret mange mål mod Kasper Schmeichel i Premier League.

Derfor er det uretfærdigt, da han alligevel scorer på riposten.

Jeg er sikker på, at vi havde taget dem i en straffesparkskonkurrence, men nu taber vi på grund af et enkelt, åndssvagt straffespark, som dommeren ikke skulle have dømt.

Finalekampen mod Italien alene kunne blive et bind nummer to i den her bogserie. Det havde været spændende.

Epilogen er romantisk

Danmark fik den fodboldfest, mange helt sikkert havde drømt om den her sommer. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Krimien slutter med, at det bedste hold taber semifinalen, og den eneste epilog, jeg kan acceptere, er, hvis Italien ikke vinder finalen. Det fortjener de ikke, for de spiller kedelig fodbold.

Jeg vil se England vinde den kamp, så Kane, Maguire og Sterling kan træde op på podiet, og sige, at de gjorde det den her gang. At 'football came home'.

Med 20 sider tilbage af 'bogen', skifter fortællingen pludselig genre.

Den nye genre er romantisk, og den har en lykkelig slutning.

De danske spillere står tilbage som en flok prinser, der har smeltet utallige, unge pigehjerter den her sommer. Det kan godt være, de ikke red ind på hvide heste og vandt det hele, men nu kan de sidde og flette fingre og se afslutningen sammen.

Det er ikke en krimi længere. Nu er det bare sport, og det er også godt nok i sig selv.

Facebook
Twitter