I dag går landsholdettræningsbanen igen: 'Vi ønsker at gøre danskerne stolte'

Mandag er det danske landshold tilbage på træningsbanen for at forberede sig til torsdagens EM-kamp mod Belgien.

Det danske fodboldlandshold går mandag på træningsbanen igen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Søndag holdt de danske landsholdsspillere pause.

Ingen tvungen træning, ingen presseaktivitet. Kun tid til at bearbejde, hvad der lørdag aften skete med Christian Eriksen i EM-kampen i Parken mellem Danmark og Finland.

Mens flere af spillerne brugte søndagen uden for corona-boblen sammen med deres nærmeste, så orienterede og opdaterede landsholdslæge Morten Boesen, landstræner Kasper Hjulmand og fodbolddirektør Peter Møller om Eriksen og truppens situation dagen derpå.

Om Eriksens situation gav landsholdslægen heldigvis hurtigt positive meldinger:

- Han er vågen og svarer relevant og klart. Hjertet slår igen.

Truppens resterende 25 spillere var søndag ikke blevet opfordret til at bryde boblen af Dansk Boldspil-Union, DBU, for at se familierne, fortalte Peter Møller på pressemødet. Forbundet havde dog heller ikke stillet sig i vejen for selvsamme.

- Nogle har behov for at være sammen med deres allerkæreste, og det har vi selvfølgelig ikke stillet os i vejen for. Om det er at bryde boblen, ved jeg ikke.

- Vi viser bare det, der skal til for at løfte spillerne. Det er det, vi bekymrer os om nu, sagde fodbolddirektøren.

I videoen herunder kan du høre, hvad landsholdslæge Morten Boesen fortalte om Christian Eriksens situation på søndagens pressemøde:

Pressemødets tre aktører var tydeligt berørte, da de gengav lørdagens forskellige hændelser og følelsesmæssige rutsjebaneture.

Men pressemødet var samtidig en mulighed for at vise og understrege, at landsholdet ønsker at spille EM færdigt, hvilket minimum gælder de to gruppekampe mod Belgien og Rusland.

- Vi ønsker at komme videre og fortsætte i turneringen. Vi ønsker at gøre danskerne stolte og samle dem om det her hold, sagde Peter Møller på pressemødet.

- Spillerne ønsker at spille den her turnering, men de har hver især individuelle ønsker og behov for, hvordan de skal komme videre.

De danske spillere og staben bag holdet stod sammen, da kampen skulle genoptages lørdag aften. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Spillerne skal tilbage i normale rutiner

I dag skal landsholdet så igen på træningsbanen for at forberede sig til de resterende kampe i gruppen. Med den næste kamp på trapperne allerede på torsdag mod Belgien, er der ikke lang tid for de danske spillere at gøre sig både fysisk og mentalt klar til at præstere.

Landstræner Kasper Hjulmand vil med træningen i dag forsøge at skabe så meget normalitet som muligt. Det fortalte han på søndagens pressemøde.

- Der er ingen tvivl om, at vi forsøger at få noget normalitet i morgen (i dag mandag, red.). Det er helt på linje med, hvad psykologerne siger, og hvordan jeg forsøger at se, om jeg kan lede gruppen videre. Det er at få så meget normalitet i morgen (i dag, red.) som muligt.

- Lave en træning og lave et rum, hvor det er helt okay at træne, når vi træner, og få de følelser ind i fodbold, som man normalt gør. Så er der et rum igen bagefter, hvor folk er forskellige, og hvor vi også skal kunne rumme, at det for nogen ikke giver mening at tænke på fodbold, sagde landstræneren.

Landsholdsholdslægen kunne fortælle, at spillerne lørdag og søndag havde modtaget krisehjælp. Både Peter Møller og Kasper Hjulmand fortalte, at det i de kommende dage er op til hver enkelt spiller at vurdere, om det er muligt at fortsætte i turneringen.

I videoen kan du høre, hvad landstræner Kasper Hjulmand fortalte om at komme tilbage til normalitet:

- Min fornemmelse er, at spillerne tager imod den professionelle hjælp, og det er et godt tegn på, at de gerne vil videre. Det er op til den enkelte, hvad der er af energi tilbage i kroppen oven på oplevelsen, sagde Peter Møller.

- Alle føler sig fuldstændig smadret indeni. Så det er op til den enkelte, uden at jeg skal sætte noget hold. Vi står 100 procent bag hver enkelt spillers beslutning og bakker dem op, lige meget hvilken følelse de har i kroppen de kommende dage.

Mandag morgen møder landsholdsspillerne pressen for første gang siden Christian Eriksens kollaps.

Torsdag klokken 18.00 spiller landsholdet mod Belgien i sin anden gruppekamp. Kampen vises på TV3, men kan også følges på dr.dk og høres i LIGA på P3.

Pressemødet sendes på dr.dk og DR1 fra kl. 9.30.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk