'Is it coming home' eller 'going to Rome'? 3 ting, der kan afgøre EM-finalen

Andreas Kraul kommer her med sine bud på, hvad der kan være udslagsgivende i EM-finalen på Wembley.

(Foto: Andy Rain & Carl Recine / Ritzau Scanpix)

I aften klokken 21 slutter EM i fodbold med det helt store brag: finalen mellem Italien og England på Wembley i London.

England har aldrig vundet EM, mens det er 53 år siden, det italienske mandskab løftede sit eneste EM-trofæ.

Ved årets slutrunde har England dog slået Tyskland og Ukraine i knockout-fasen, inden de for første gang måtte ud i forlænget spilletid for at slå Danmark i semifinalen.

Italien har derimod skulle gøre brug af forlænget spilletid i ottendedelsfinalen mod Østrig, og senest har de været i straffesparkskonkurrence mod Spanien.

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul er på plads i London, når slaget skal stå. Her peger han på tre ting, der kan være udslagsgivende i EM-finalen.

Engelsk opbakning på Wembley

- Lydtrykket i semifinalen var massivt, og det bliver kun vildere til finalen. Så hjemmbanefordelen betyder bare rigtig meget for englænderne i den her finale. De vil føle sig 100 procent bakket op. Kan holdet på samme tid ramme spændingsniveauet, så kan det blive udslagsgivende i en ellers meget tæt finale.

- Vi oplevede, hvordan der blev skabt noget helt særligt i Parken til Danmarks kampe. Italien har oplevet det i Rom, og England oplever det lige nu på Wembley.

I videoen oven for kan du se og høre lydkulissen på Wembley før semifinalen mellem England og Danmark.

Det italienske landshold som klubhold

- Det virker til, Roberto Mancini (Italiens landstræner, red.) har skabt et klubhold på landsholdet - vel at mærke med en varm og venskabelig atmosfære. Det tror jeg er godt til flere af spillerne. Mancini og hans meget Sampdoria-inspirede trænerteam, der vandt det italienske mesterskab i 1991, havde også et ry for at være en familiær og humoristisk samling dengang.

- Italien er i den grad - lidt sammen med Danmark - turneringens hold. Det er virkelig et fodboldhold. Det er ikke fordi, man siger, der kun er én, to eller tre spillere, der har gjort det for dem. Hvis du pillede Raheem Sterling og Harry Kane ud af det engelske hold, så ville de jo ikke være i finalen.

Andreas Kraul nævner blandt andet en episode med Italiens anfører, Giorgio Chiellini, før straffesparkskonkurrencen mod Spanien som et eksempel på den varme atmosfære på det italienske landshold. Se episoden i videoen herover.

Friske engelske stjerner i topform

- Harry Kane har ramt sit gamle niveau i knockoutfasen med fire mål, Raheem Sterling er oplagt til at være turneringens spiller, Harry Maguire spiller på tårnhøjt niveau, og Kyle Walker har været fantastisk i forsvaret – de har topspillerne og har ingen problemer haft.

- Deres største problem har været at få den lukket mod Danmark. Italien har været langt mere udfordret. De har mistet Leonardo Spinazzola undervejs, og andre spillere er også blevet skadet. Det var i virkeligheden også det, der slog Danmark ud. England havde bare flere kræfter. Der var ikke noget at sige. De var bare klart friskere.

I videoen oven for kan du se Harry Kanes fire mål i knockout-fasen ved dette års EM.

Du kan se EM-finalen på DR1 og DRTV med optakt fra klokken 19. Du kan også høre kampen i LIGA på P3 og følge kampen i vores liveblog på dr.dk/em.

FacebookTwitter