Kasper Hjulmand om EM-kampen i Parken: 'Det er totalt meningsløst at snakke om fodbold'

Den danske landstræner Kasper Hjulmand satte ord på aftenens situation i Parken.

Landstræner Kasper Hjulmand satte ord på aftenens episode efter kampen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Danmark tabte 1-0 mod Finland i den første kamp ved EM.

Men det sportslige blev med ét sat i bero, da Christian Eriksen måtte køres fra Parken, efter han kollapsede på banen.

Med vished om Eriksens stabile situation via en direkte forbindelse til Rigshospitalet kunne de danske spillere gå på banen små to timer efter chokket og spille kampen færdig.

Efter kampen satte landstræner Kasper Hjulmand ord på den aften, som han sammen med staben bag landsholdet og spillerne havde gennemlevet. Men det var svært at finde ordene.

Hjulmand fortalte, hvad han havde sagt til spillerne i omklædningsrummet, efter det sidste fløjt havde lydt.

- Jeg sagde til drengene, at der er få ting, jeg har været stolt af, men at det her var ét af øjeblikkene.

- At spillerne kunne samle sig overhovedet, det er mig en gåde. De gjorde alt, hvad de kunne i en fuldstændig meningsløs halvleg, men de gjorde alt, hvad de kunne. Det er en meget svær situation for alle, sagde han efter kampen til DR Sporten.

Da Christian Eriksen var båret fra banen i slutningen af første halvleg, ville spillerne ikke tage en beslutning om at spille eller ej, før de havde hørt fra Eriksen.

- Der var ikke nogen, der ville røre en finger, før vi fik at vide, at Christian var okay, var vågnet og kunne tale.

- Vi fik en mulighed om enten at møde op i morgen klokken 12 eller også at gå ud og prøve at gøre det færdigt. Spillerne besluttede sig for at gå ud og prøve det bedste, de kunne.

På spørgsmålet, om hvordan landsholdet skal komme videre fra en aften, som den holdet oplevede lørdag aften, fokuserede svaret ikke på fodbolden.

- Det er totalt meningsløst at snakke om fodbold. Vi må samle os, og vi håber, at Christian har det godt, og at der intet er med ham.

- Men man skal forstå, at alle, der har haft en rigtig kær ven ligge svævende der - det tager lidt tid at komme over, sagde Kasper Hjulmand.

Du kan høre hele interviewet med Kasper Hjulmand i videoen:

Finnerne var rystede

Det finske landshold, der efter kampen kunne juble med de finske fans over en sejr i deres første slutrundekamp nogensinde, var også påvirket af situationen efter kampen.

For den finske målmand Lukas Hradecky, der har fortid i Esbjerg og Brøndby, var resultatet af kampen ligegyldigt.

- Det var en meget mærkelig kamp for os alle. Resultatet er ligegyldigt – i dag er vi alle sammen vindere. Så længe han stadig er ved os.

- Vi fik positive meldinger fra hospitalet. Jeg takker lægerne og paramedicinerne for at gøre deres arbejde. Det er, hvad der betyder noget i dag, sagde han til DR Sporten.

Også Tim Sparv med fortid i FC Midtjylland prøvede at sætte ord på aftenens forløb til DR Sporten.

- Det er en vild dag. Jeg håber, at Christian Eriksen har det godt og kommer tilbage.

- Det er svært at beskrive situationen. Vi sidder nede i omklædningsrummet, og der er ikke mange spillere, der føler sig klar til at spille. I dag skete der en ting, som er meget mere vigtig end fodbold, sagde Tim Sparv.

Han udtrykte igen sine tanker i et twitter-opslag senere lørdag aften.

- Hvilken emotionel rutsjebanetur dagen i dag har været. Vores tanker er ved Christian Eriksen og hans kære igennem den svære tid. Fodbold er så ubetydelig, når noget som dette sker. Livet er dyrebart. Pas på hinanden, skrev han.