Klar, parat, EM-start: Sådan bliver EM på DR

Alle danskere kan være med, når DR sender fodbold-EM med blandt andet 100 timers tv og en række nye digitale tilbud.

DR er massivt til stede, når fodboldfeberen rammer Danmark under EM-slutrunden. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

EM i herrefodbold er en af de største sportsbegivenheder nogensinde på dansk grund, og DR er med hele vejen, når de danske drenge jagter trofæet.

Til lands, til vands og i luften. Næsten, i hvert fald.

For hvad enten du ynder at se fodbold i fjernsynet, lytte med i radioen eller læse skarpe analyser og inspirerende personhistorier på mobil, computer eller tablet, bliver DR's forskellige kanaler din sikre vej til at få stillet dit EM-fix.

Christian Eriksen og kompagni får hjemmebaneopbakning, når holdet spiller sine tre EM-gruppekampe i Parken. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

DR har rettighederne til at sende direkte fra 32 af de i alt 51 kampe under fodbold-EM på både flow og DRTV, mens Nordic Entertainment Group (NENT) har de danske tv-rettigheder til at streame samtlige kampe.

DR går i luften første gang fra åbningskampen i Rom fredag den 11. juni og er selvfølgelig også på plads til den nervepirrende finale på legendariske Wembley i London præcis en måned senere.

Udover Danmarks første kamp mod Finland lørdag 12. juni klokken 18.00 viser DR også Danmarks tredje og måske afgørende kamp i gruppespillet mod Rusland 21. juni klokken 21.00. Og hvis Danmark, som vi alle håber, går videre, viser DR alle de efterfølgende danske knock out-kampe.

Alle DR’s kampe kan desuden ses på DRTV, og til kampene klokken 21.00 bliver det med en hel times optakt. Sendetidspunkterne betyder, at TV Avisen bliver sendt i pauserne.

EM-studie i Fælledparken

Andreas Kraul, Josefine Høgh og Henrik Liniger er klar, når DR byder velkommen til fodboldfest. (© DR Presse)

DR’s EM-studie er under hele slutrunden i Fælledparken i København med det smukke nationalstadion som baggrund. Josefine Høgh er vært, og hun får på skift fremragende selskab af fodboldeksperter som Flemming Povlsen, Lars Jacobsen, Francis Dickoh og Arnela Muminovic.

I kommentatorboksen danner DR’s Henrik Liniger og Andreas Kraul par med henholdsvis Mikkel Bischoff og Morten Bruun, som begge er fodboldeksperter fra Discovery+. Samtidig giver Tina Müller dagligt dugfriske opdateringer fra den danske landsholdslejr.

P3 og DR LYD

Det er velkendte stemmer, der i radioen skal guide danskerne gennem EM-slutrunden, når Thomas Loft, Caroline Lotz, Morten Hausborg og Frederikke Muff er med hele vejen til finalen i London. (© DR Presse)

Er du typen, der mener, at fodbold skal høres i radioen, kan du glæde dig til en slutrunde, hvor EM LIGA er med til samtlige 51 kampe fra start til slut på P3 og DR LYD. Det sker i selskab med værterne Morten Hausborg, Frederikke Muff, Caroline Lotz og Thomas Loft.

Derudover bliver der masser af fodboldsnak og sjove anekdoter, når podcasten 'Fodboldlisten' på DR LYD også sætter fokus på EM.

DRTV

For første gang er det med EM-slutrunden muligt at følge en stor sportsbegivenhed fra ferien i en lang række europæiske lande direkte via DR’s streamingtilbud DRTV. Man blot logge ind på DRTV og bekræfte, at man bor i Danmark, og så kan man nyde kampene og hele DR’s stærke dækning fra sin rejse.

DRTV viser også highlights på fem minutter fra hver eneste kamp og allerede nu ligger der masser af fodbolddokumentarer klar til streaming.

Fodboldfeberen raser også for børnene på DRTV med ’Ultra Nyt Sport’ og portrætserierne ’Fodboldstjerne’ og ’Fodboldtalenterne’, som stiller skarpt på etablerede og upcoming danske spillere. Og så har ungdomsfiktionsserien ’En for holdet’ fokus på streetfodbold. Børnene får også deres egen fodboldsang med Anton Walter. Musikvideoen til ’På banen’ har premiere på DR Ultra fredag den 11. juni.

De digitale muligheder på DRTV byder også på ’Se sammen’, der er en mulighed til familie og venner, der ikke kan se en kamp sammen, for alligevel at dele oplevelsen med hinanden.

DR.DK

- Der er mååååååål! Med DR's målabonnement får du alle Danmarks scoringer serveret direkte på telefonen. Så når Andreas Skov Olsen sender fire finner på glatis og sparker bolden i nettet, får du besked med det samme. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

DR.DK skriver DR Sporten live fra samtlige kampe og krydrer dem med videoklip og mulighed for at brugerne kan stille spørgsmål undervejs. Her er der også ultrakorte sammendrag på ét minut fra alle kampe.

Det er også muligt at tegne et målabonnement, hvis man er så uheldig ikke at kunne følge en kamp på TV eller i radioen. Ved at tilmelde sig DR Sportens pushbeskeder lander der et klip med målet på mobilen kort tid efter, det er scoret.

DR.DK er naturligvis også stedet for dem, der gerne vil fordybe sig i analyser, reportager og interviews efter kampene.

Recepten på den perfekte landsholdssang

Josefine Høgh er også med, når den danske EM-sang tager form, og hun følger indspilningen i studiet. Sammen med tidligere landsholdsspillere og artister dykker hun ned i fænomenet ’landsholdssange’, og hvad der egentlig skal til for at skabe den perfekte fællessang, som vi alle kan skråle med på.

Musikvideoen til årets EM-landeplage får endda verdenspremiere til sidst i programmet. ’Recepten på den perfekte landsholdssang’ sendes onsdag 9. juni klokken 20.00 på DR1.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk