Købt eller solgt? U21-landstræner kalder EM-struktur for 'tosset'

Danmarks U21-landstræner har ikke meget ros til EM-strukturen, hvor man ikke har skæbnen i egne hænder.

Rasmus Nissen Kristensen sammen med Andreas Skov Olsen og Joakim Mæhle efter 3-1 målet mod Østrig torsdag aften. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Med resultaterne ved U21-EM i Italien hidtil kan Danmark meget vel ende i en situation, hvor holdet trods sejr søndag over Serbien ikke aner, om man er købt eller solgt.

For da kun den bedste gruppetoer fra de tre grupper avancerer til semifinalerne sammen med gruppevinderne, skal det endelige resultat fra sidste gruppe foreligge for at kende udfaldet.

Og da gruppe C først spilles færdig mandag, skal Danmark som sandsynlig gruppetoer med en sejr vente et døgns tid i uvished.

Samtidig har holdene i gruppe C den fordel, at de ved, præcis hvilket resultat de skal jagte.

Den turneringsopbygning falder ikke i god jord hos den danske landstræner, Niels Frederiksen.

- Det er da en fordel for gruppe C. De kan jo spille på et resultat, de kender. Og vi kender det ikke, siger han.

- Vi kan stå i en situation, hvor vi skal overveje, om vi skal satse på et mål mere til sidst. Så vælger vi ikke at gøre det, og så viser det sig dagen efter, at det var lige nøjagtig det ene mål, vi havde behov for. Derfor er det også en tosset struktur.

Skal slå Serbien

Danmark skal i første omgang selv sørge for at slå Serbien, som kun i yderste teori stadig kan gå videre, men Niels Frederiksen er træt af, at holdet ikke har skæbnen i egne hænder i gruppen.

- Jeg har en idé om, at når man er til en slutrunde, så skal nummer et og to fra puljerne altså gå videre. Det synes jeg.

- Normalt er man aldrig afhængig af andre grupper for at komme videre. Men det er man her, og det er meget specielt, mener landstræneren.

For spillerne fylder det noget mindre, at gruppe C har fået en lille gave i at kende udfaldet af de andre grupper inden de sidste kampe.

Jens Stage startede for første gang inde ved EM, da Danmark slog Østrig. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Det kan selvfølgelig godt være en fordel for dem. Men det kan også være, at de har et ekstra pres på sig til den sidste kamp. Så det går lidt begge veje, siger Jens Stage, som startede inde mod Østrig.

- Om det er på dagen eller dagen efter, vi finder ud af det, det gør mig ikke så meget. Og hvis vi taber point, så kan det også være lige meget for os alligevel, tilføjer tomålsskytten Joakim Mæhle.

/ritzau/

Facebook
Twitter