Kometen Mæhle var parat til at droppe en karriere som fodboldspiller

Joakim Mæhle blev forleden helten for U21-landsholdet. For få år siden troede han ikke på en karriere som professionel.

Joakim Mæhles klub Genk skulle angiveligt have afvist et bud på 100 millioner kroner for den danske kantspiller. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

På kirkegården over forliste teenagedrømme står der ’professionel fodboldspiller’ på en betydelig mængde gravsten.

Og som så mange andre før ham har Joakim Mæhle også siddet klar til at indgravere den triste tekst og forsegle en kuldsejlet fodboldskæbne.

Men bedst som den 19-årige nordjyde troede, at hans liv skulle bygges på andet end fodboldstøvler, benskinner og læderbolde, ringede telefonen.

- Jeg kan huske, at jeg fik opkaldet fra vores talentchef i AaB, og så gik jeg ud til min far i garagen og sagde til ham ’jeg skal sgu være fodboldspiller det næste halvandet år’, fortæller Joakim Mæhle i dag.

Opkaldet tog Mæhle på sengen.

Bare få måneder forinden havde han været tæt på at skrotte drømmen om at blive professionel fodboldspiller. En alvorlig skade havde frataget ham halvandet vigtige år ud af hans udvikling som fodboldspiller.

- Jeg tænkte, at min drøm om at blive professionel i AaB var forsvundet. Det havde jeg indstillet mig selv og min familie på. Jeg var klar til at tage til USA på et scholarship for at prøve noget helt andet.

Joakim Mæhle scorede to af Danmarks tre mål i sejren over Østrig. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hele tiden andre foran i køen

Men nærmest fra den ene dag til den anden, gik skaden væk. Drømmen fik lov at leve lidt endnu, selvom den egentlig aldrig havde haft et solidt fundament at stå på.

Siden 12 årsalderen spillede han i AaB, men han var aldrig en af de største talenter.

- Der var hele tiden nogen foran i køen. Det har helt sikkert gavnet mig, at jeg har skullet arbejde ekstra hårdt, siger Mæhle.

Og selv den dag, han gik ud i garagen til sin far for at fortælle, at AaB’s talentchef ville tilbyde ham en professionel kontrakt, havde den nordjyske klub ikke de store forventninger til Mæhle.

Han havde spillet en god halvsæson på klubbens U19-hold, men til træningerne på klubbens førstehold blev han mest brugt dér, hvor der manglede at blive udfyldt et hul.

Joakim Mæhle spillede under 30 kampe for AaB's førstehold, inden han blev købt af Genk. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Da Joakim sluttede sig til Atruppen, havde vi lige hevet seks spillere op fra U19-mandskabet og givet dem en professionel kontrakt. Han var den sidste i rækken. Hvis vi kun havde haft plads til fem kontrakter, havde han måske ikke fået én, har den tidligere AaB-træner Lars Søndergaard sagt til den belgiske avis Gazet van Antwerpen.

Fuldtidskontrakten steg dog ikke Mæhle til hovedet. Han vidste, at han stadig havde meget at bevise:

- Jeg tænkte, at jeg kom ind på yderste mandat, så jeg måtte tage det som det kom. Og hvis det ikke rakte, så havde jeg trods alt været professionel i AaB, og hvis det alligevel rakte, så var det jo bare fantastisk.

Afvist bud på 100 millioner kroner

I dag, tre år senere, kan Mæhle se tilbage på en eksplosiv udvikling. Han nåede ikke engang at spille 30 Superliga-kampe for AaB’s førstehold, før den belgiske topklub Genk bød sig til.

Og siden skiftet til Belgien har karrieren blot taget endnu mere fart. Mæhle har spillet sig til en fast plads på klubbens højrekant, og i januar skulle den engelske Premier League-klub Southampton ifølge Tipsbladet have forsøgt at overtale Genk til at sælge nordjyden for omkring 100 millioner kroner. De blev afvist.

På landsholdet har der dog ikke været helt ligeså meget fart på Mæhle.

I kvalifikationen til EM stod han i skyggen af Ajax-spilleren Rasmus Nissen, og da Mæhle på twitter tilsyneladende brokkede sig over ikke at have fået spilletid i U21-landsholdets første kamp ved EM-slutrunden, blev han af flere medier udråbt som primadonna.

Episoden blev siden neddysset af såvel Mæhle selv som resten af landsholdet. Og efter han med to mål i kampen mod Østrig blev matchvinder og forlængede de danske drenges liv ved slutrunden, er han næppe til at komme uden om for landstræner Niels Frederiksen til startopstillingen i danskernes sidste gruppekamp søndag mod Serbien.

- Det er sindssygt dejligt, at jeg er kommet så langt. Jeg er overrasket over, at jeg er slået igennem i en forholdsvis stor klub, hvor vi har vundet mesterskabet, siger Mæhle og tilføjer:

- Jeg har spillet i Europa League, og nu skal jeg spille Champions League, så jeg er kæmpestolt af min sæson, og at jeg kan afslutte den med en EMslutrunde er også bare fantastisk.

Mæhle og de andre U21-drenge spiller mod Serbien på søndag. Kampen kan ses på DR1 med optakt fra kl. 20.30.

Facebook
Twitter