KRAULS KARAKTERBOG Mæhle strålede på den forkerte kant

Der er også er høje karakterer til målmand Daniel Iversen og indskiftede Andreas Skov Olsen

Joakim Mæhle stjal opmærksomheden i sejren over Østrig. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Daniel Iversen 10

Daniel Iversen reddede et straffespark i anden halvleg. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den danske målmand viste flere gange sin styrke og gode højde ude i feltet, mens han også blev noteret for en enkelt god redning før pausen. Blev endnu vigtigere i anden halvleg med et reddet straffespark, men kunne ikke reagere hurtigt nok, da Østrig udlignede.

Asger Sørensen 4

Som ny mand i bagkæden skulle han dække af i højre side af tremandsforsvaret, men også ofte føre bolden frem. Der var flere gode skarpe afleveringer frem i banen, mens stopperen fra Regensburg i 2. Bundesliga også viste sin styrke i luften

Victor Nelsson 7

Den midterste af de tre danske stoppere satsede lidt rigeligt, da han begik straffe efter pausen, men lukkede ellers godt af centralt og vandt mange hovedstødsdueller.

Jacob Rasmussen 4

Den venstrebenede stopper havde ikke så mange lange skift som imod tyskerne og kunne i stedet koncentrere sig om at holde balancen defensivt, hvilket han gjorde omhyggeligt uden at gøre for meget opmærksom på sig selv.

Rasmus Nissen 4

Rasmus Nissen Kristensen i midten lykønsker de to danske målscorere Andreas Skov Olsen (tv.) og Joakim Mæhle. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Ajax-spilleren var rykket lidt længere frem på banen i sin højre side end mod Tyskland og fik sat masser af tryk på højre side offensivt. Ikke alle indlæg havde kvalitet, mens der også skulle bruges kræfter defensivt. Ikke opmærksom nok ved forreste stolpe, da Østrig udlignede.

Philip Billing 4

Den høje midtbanespiller skulle rette op på en skidt indsats i den første kamp og var også langt mere effektiv i sine aktioner fra en position længere fremme på banen. Ryddede meget op defensivt og var langt mere fysisk til stede. Dog stadig flere farlige fejlafleveringer og boldtab på udsatte steder.

Jens Stage 02

Aarhus’ mest elskede afgud fik chancen fra start på den centrale danske midtbane, hvor han indledte kampen med flere begåede frispark end boldberøringer. Virkede for langsom i tanke og handling i flere sekvenser og fik ikke fulgt med østrigske Lienhart ved udligningen til 1-1. Ros for et godt oplæg til Joakim Mæhle i en situation, der ikke førte til mål.

Joakim Mæhle 12

Som fingrene viser, så scorede Joakim Mæhle to mål for Danmark mod Østrig. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Normalt højre back i den belgiske mesterklub, Genk, men kom ind i startopstillingen i en rolle som wingback i venstre side. Det eksperiment viste sig yderst virkningsfuld, da den tidligere AaB’er iskoldt og med stort teknisk overskud bragte Danmark foran i første halvleg for så at doble op med endnu en ekstremt afgørende scoring til 2-1. Topkarakter.

Robert Skov 4

Superligaens topscorer ramte indersiden af stolpen i første halvleg, hvor det også blev til et par farlige hjørnespark sendt ind i det østrigske felt, men havde ellers ikke samme overskud som i den første kamp mod tyskerne og blev skiftet ud med Andreas Skov Olsen i anden halvleg.

Jonas Wind 7

FCK-angriberen var en af fire nye i startopstillingen og faldt ivrigt ned i banen for at være med til at sætte det danske spil op, hvilket gav gode arbejdsbetingelser på kanterne. Leverede et hovedstød på overliggeren og indkasserede en advarsel for løftet albue.

Jacob Bruun Larsen 10

Den hurtige kantspiller var langt mere i aktion end mod tyskerne og også en del af opspillet til det danske føringsmål med en skarp aflevering i dybden. Fik en scoring korrekt annulleret for offside, men var med i mange gode danske aktioner.

Niels Frederiksen 10

Danmarks landstræner Niels Frederiksen var en presset mand, da Østrig fik straffe, men efter sejren var han godt tilfreds med sine spillere. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

U21-landstræneren skal have ros for at reagere massivt og effektivt på den skuffende indsats mod tyskerne. Fire nye i startopstillingen samt ny formation var det rigtige trænerarbejde, og den danske sejr på 3-1 var fortjent om end på vippen undervejs.

Indskiftede spillere:

Andreas Skov Olsen 10

Super indhop af FCN-topscoreren. Oplæg og en klassisk Andreas Skov signaturscoring til 3-1.

Mathias Jensen 2

Den tidligere FCN-anfører virkede stadig rusten og uden normalt overskud. Modtog sin anden advarsel i turneringen og har nu karantæne mod Serbien i sidste puljekamp.

Mikkel Duelund UB

Facebook
Twitter