Landsholdets forberedelser til EM begynder med en kamp mod lilleputnation

Det danske herrelandshold i fodbold skal for første gang i 20 år møde Færøerne.

Landsholdet skal møde Færøerne og England forud for EM til sommer. (Foto: David Klein © Scanpix)

Med under 150 dage til EM-slutrunden i fodbold er programmet for det danske herrelandshold ved at være på plads, og endnu en testkamp er nu fastlagt i den træningssamling, som venter spillerne i slutningen af marts.

Her kommer Færøerne på besøg til en kamp på MCH Arena i Herning fredag den 27. marts klokken 18.00.

Dermed får landstræner Åge Hareide inden for få dage mulighed for at teste sit mandskab mod to hold fra hver sin ende af den internationale rangliste, eftersom Danmark fire døgn senere møder VM-semifinalisterne fra England på Wembley i London.

Færøerne er lige nu nummer 110 på FIFA’s verdensrangliste, mens England er nummer fire.

- Det bliver godt at få samlet holdet igen, og med testkampen mod Færøerne tager vi for alvor hul på et vigtigt forår frem mod EM til sommer. Vi ser frem til at møde et kompetent færøsk mandskab, siger Åge Hareide, der samtidig fremhæver, at holdet med kampen i Herning vender tilbage til de træningsfaciliteter og den nye hybridbane, hvor spillerne også forberedte sig til EM-kvalifikationskampene mod Gibraltar og Irland i november måned.

Var første kamp for Olsen og Laudrup

Færøerne havde indtil november 2019 den tidligere danske landsholdsanfører og europamester Lars Olsen som landstræner, men han er nu på trænerbænken i Esbjerg. I stedet bliver opgøret mod Danmark første store opgave for svenske Håkan Ericson, som har overtaget landstrænerposten for den lille nation, der havde et svært 2019.

Her blev det til ni nederlag i 10 EM-kvalifikationskampe, men dog også en enkelt hjemmesejr på 1-0 over Malta.

Seneste A-landskamp på herresiden mellem Danmark og Færøerne blev spillet for små 20 år siden i Thorshavn i august 2000 under ekstra bevågenhed, fordi det dengang var første landskamp under ledelse af Morten Olsen og hans assistent Michael Laudrup.

  • Morten Olsen og Michael Laudrup havde ansvaret for landsholdet for første gang i en kamp mod Færøerne i år 2000. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)
  • Danmark vandt kampen 2-0, og Ebbe Sand scorede det ene af landsholdets mål. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)
  • Her er René Henriksen rykket med op på en dødbold i tågen i Thorshavn. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)
1 / 3

Det testopgør blev i øvrigt vundet af Danmark med 2-0 på mål af Ebbe Sand og Brian Steen Nielsen. I alt har Danmark og Færøerne spillet tre officielle A-landskampe for herrer, og det er blevet til tre danske sejre.

Dermed skulle Hareide og spillerne også have gode muligheder for at udbygge stimen af kampe uden nederlag i ordinær spilletid, som fratrukket vikarlandsholdets kamp i Slovakiet lyder på 34 opgør som ubesejrede. Den uofficielle verdensrekord lyder på 35 kampe i træk uden nederlag, hvilket både Brasilien og Spanien har præsteret.

Dansk Boldspil-Union regner ud over kampene i marts mod Færøerne og England med yderligere to testkampe formentlig begge på hjemmebane i juni måned, inden EM skydes i gang 12. juni.

Danmarks første kamp ved slutrunden er lørdag den 13. juni klokken 18.00 mod Finland i Parken.