Landstræner og DBU efter Eriksens kollaps: Vi skulle ikke have været på banen igen

Både DBU's direktør og landstræneren mener ikke, at det var den rigtige beslutning at gå på banen.

De danske landsholdspillere skulle ikke have været på banen. (Foto: Friedemann Vogel © AFP or licensors)

Det var et påvirket landshold, der klokken 20.30 genoptog EM-kampen mod Finland, efter deres holdkammerat Christian Eriksen pludselig faldt om i slutningen af første halvleg.

Men spillerne skulle ikke være gået på banen, mener landstræne, Kasper Hjulmand.

- Set i bakspejlet har jeg også tænkt over, om jeg kunne have gjort noget anderledes. For når jeg ser tilbage, synes jeg ærligt talt ikke, vi skulle have været på banen, siger han på et pressemøde.

- Jeg er så stolt over, at spillerne kunne mobilisere sig til at gøre et forsøg. Det er kæmpe, kæmpe stort. Men jeg har dårlig samvittighed over, at vi var der ude igen.

Landsholdet fik valget mellem at fortsætte eller spille kampen færdig klokken 12 søndag.

De valgte at gå på banen.

- Spillere, der var i chok. De skal vælge mellem disse to scenarier, det er et hårdt valg. Måske skulle vi bare være gået ind i bussen og være taget hjem, siger han.

Og den holdning er DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, enig i.

- Jeg er ikke sikker på, at det var det rigtige, når vi ser spillerne i dag. Det er noget, vi skal tænke over i forhold til fremtiden. Vi elsker fodbold, men det er ikke hele verdenen.

EM-arrangøren Uefa er blevet kritiseret for at give spillerne et ultimatum om at spille videre i går eller fortsætte kampen i dag. DR har forsøgt at få et svar fra Uefa på, hvorfor man kun havde de to valgmuligheder at give til spillerne.

I en skriftlig kommentar fra Uefa lyder det:

- Uefa accepterede at genoptage kampen mellem Danmark og Finland efter forespørgsel fra spillerne på begge hold.

Med hensyn til skemalægningen af kampen, henviser Uefa til en passage i turneringsreglerne, der siger, at en kamp som udgangspunkt skal forstættes dagen efter, hvis den ikke kan spilles færdig på dagen.

Læge: Uvist hvorfor han faldt om

Landsholdspiller Christian Eriksen er fortsat stabil, efter han lørdag kollapsede på banen under første halvleg.

- Christian er fortsat stabil og er efter omstændighederne okay. De test, der er foretaget indtil nu, de er fine, siger landsholdslægen, Morten Boesen.

Det er kommet frem på et pressemøde, som Dansk Boldspil-Union (DBU) netop har holdt i Helsingør.

- Morten var en vital del af at redde Christian, siger DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, om landsholdslægens indsats i går på banen.

Det er fortsat uvist, hvorfor Christian Eriksen faldt om.

- Vi ved ikke, hvad der skete. Det er fortsat uklart, siger læge Morten Boesen, som var en del af redningen af Eriksen.

Christian Eriksen er fortsat stabil og bliver på Rigshospitalet, hvor han får foretaget yderligere undersøgelser.

Det var alvorligt, da Morten Boesen kom hen til Christian Eriksen, kort tid efter han var faldet om på banen.

- Han var væk. Vi lavede genoplivning. Det var hjertestop, sagde han på pressemødet.

- Hvor tæt var vi på? Jeg ved det ikke. Men vi fik ham tilbage efter et stød med hjertestarteren. Det er ret hurtigt, siger lægen på spørgsmålet om, hvor tæt man var på at miste Christian Eriksen.

Morten Boesen siger også, at det var en afgørende faktor for at redde Christian Eriksen, at det skete midt under en EM-kamp med læger klar på sidelinjen.

- Det var ret afgørende. Det må man sige. Tiden fra det sker, til han får hjælp, er den vigtigste faktor. Den var kort, og det var afgørende.

Har modtaget krisehjælp

Landsholdet har siden i aftes modtaget krisehjælp. De stod helt tæt på og dannede ring om Christian Eriksen, da han modtog livreddende hjertebehandling.

- Krisepsykologer har været på hotellet i aftes, og de er kommet tilbage i dag, siger landsholdslægen.

Og spillerne har reageret meget forskelligt, fortæller landstræneren, Kasper Hjulmand.

- Nogle spillere så hændelsen meget tæt på. Andre var sammen med Sabrina (kæresten red.), og ligesom at jeg har følelserne ude på tøjet, er der andre, der har det, siger han.

- Deres situation håndteres flot. Spillerne skal roses for at være rolige og vise følelser.

Det var et påvirket landshold, der genoptog kampen. (Foto: Jonathan Nackstrand)

Har holdt videomøde med Christian

Under eftermiddagens pressemøde kom det frem, at spillerne har talt med Eriksen siden i aftes.

- Vi har haft videomøde med Christian. Og han er ved godt mod. Det er en kæmpe lettelse for spillerne, og det gjorde et stort indtryk for hele truppen, siger Peter Møller.

Og det var landstræner Kasper Hjulmand enig i.

- Det var en lettelse at se Christians smil.

- Jeg skriver med ham i løbet af nattens løb. Vi taler med ham her til morgen. Han spørger 'hvordan har I det?' Og så siger han 'jeg føler, at jeg skal ud og træne, drenge'.

- Han tænkte på os, og hvordan vi havde det. Vi vil forsøge at tage os sammen og spille for Christian.

Artiklen er opdateret søndag aften med svar fra Uefa på, hvorfor landsholdet kun havde mulighed for at spille kampen videre lørdag eller søndag.

Facebook
Twitter