Logikken siger Frankrig... Men Danmark kan blive europamester: Her kigger eksperterne i EM-spåkuglen

Mesterholdet, topscoreren og Danmarks endestation? Her giver eksperterne deres bud på EM's facit.

I aften går det løs. Åbningskampen ved den længeventede og historiske EM-slutrunde, der har kampe i hele Europa.

Kampe, der i sidste ende, leder frem til finalen, hvor den nye europamester kåres.

Selvom det kan være en umulig opgave at forudsige, hvem der trækker det længste strå inden turneringens første kamp, har vi alligevel fået tre eksperter til at tage et kig i EM-spåkuglen.

For hvem vinder EM? Hvem bliver EM's topscorer? Og måske det allervigtigste spørgsmål: Hvor langt når Danmark?

DR Sportens kommentatorer Andreas Kraul og Henrik Liniger samt tidligere fodboldspiller og ekspert på Discovery Morten Bruun giver hver især deres bud på de tre spørgsmål. Én af dem åbner endda for muligheden for dansk sejr...

Andreas Kraul: Logikken siger Frankrig, men...

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul tror, Frankrig vinder EM. Og så alligevel ikke. (Foto: Sofie Mathiassen © Ritzau Scanpix)

EM-vinder: Frankrig eller England

- Frankrig er det hold, der ser bedst ud. De kommer med den bedste trup, er forsvarende verdensmestre fra 2018 og er kun blevet bedre siden. Så logikken siger Frankrig. Men jeg tror også hjemmebanefordelene kan få stor betydning ved det her EM.

- Og det kan hjælpe England langt. England kan gå til finalen med seks ud af syv kampe på hjemmebane. Så jeg har Frankrig og England til at dele favoritværdigheden.

EM-Topscorer: Harry Kane

- Lukaku er et godt bud. Men fordi jeg tror, England når langt, tror jeg også, Harry Kane kommer til at score mange mål. Han er sikker mand på holdet, sparker straffespark og blev VM-topscorer i 2018. Hvis Holland leverer et godt EM, kunne Memphis Depay også godt være en dark horse som EM’s store målmaskine.

Danmarks endestation: Kvartfinalen

- Jeg tipper Danmark til at nå i kvartfinalen, hvor det muligvis bliver til exit mod Holland. Men hvis det bliver en kvartfinale mod Holland, er en dansk semifinale heller ikke umulig. Det er mange år siden, Danmark har stået så godt inden en slutrunde.

Morten Bruun: Danmark kan vinde EM

Morten Bruun, fodboldekspert hos Discovery, mener, at Danmark har potentiale til at vinde EM. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

EM-vinder: Frankrig

- Jeg så dem spille forleden mod Bulgarien. Det er et vanvittigt hold. De virker kolossalt motiverede. Det er et hold, der er vant til at vinde. Og det eneste sted på banen, hvor de ikke har verdensklassespillere, er måske på målmandsposten.

- Ingen hold er besat bedre. Mbappe, Griezmman og Benzema i angrebet. N’Golo Kante på midtbanen. Altså det er virkelig vildt.

EM-Topscorer: Harry Kane

- Det kunne meget vel blive Harry Kane. Det er rimelig fantasiløst. Men jeg tror altså ikke, det bliver en nordmakedoner.

Danmarks endestation: Kvartfinalen

- Altså Danmark kan blive europamester. Vi har et hold, der er så godt, at hvis alt spiller, kan vi vinde EM. Men du hører mig ikke sige, at det ender sådan. Det realistiske bud er en kvartfinale.

Henrik Liniger: Danmarks VM-exit fra 2018 skal revancheres

DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger (til højre) er stadig skuffet over Danmarks VM-exit i 2018. Han tror på, at Danmark når længere ved EM. (© DR Presse)

EM-vinder: England

- Jeg tror på England af tre grunde. De har et utroligt spændende hold med gode spillere og en god træner. De har en kæmpemæssig hjemmebanefordel. Frankrig er den helt store forhåndsfavorit og forsvarende verdensmester, men det er meget sjældent, at et land vinder to store slutrunder i træk.

EM-Topscorer: Ciro Immobile

- Lukaku og Harry Kane er nærliggende bud. Men når jeg ser på Italiens hold og deres gruppe, tror jeg, Ciro Immobile kommer til at score mange mål. Italien starter EM med tre relativt overkommelige gruppekampe mod Tyrkiet, Schweiz og Wales – allesammen på hjemmebane i Italien. Så Immobile kan komme godt fra start.

Danmarks endestation: Kvartfinalen

- Vi manglede lige at se det afgørende topniveau fra Danmark i efterårets Nations League-kampe mod Belgien. Så jeg tror ikke, Danmark kan blive europamester. Jeg er stadig skuffet over, at vi røg ud af ottendedelsfinalen mod Kroatien ved VM i 2018.

- Danmark har niveau til mere, og jeg tror, vi når længere den her gang. Jeg tror, Danmark har niveau til en EM-kvartfinale. Alt ud over det vil være en bonus.

Du kan se, om Ciro Immobile får gang i scoringerne, når åbningskampen ved EM mellem Tyrkiet og Italien vises i aften fra klokken 20.00 på DR1. Kampen kan også ses på DRTV, høres i LIGA på P3 og følges på dr.dk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk