Mandfolkenes aften i Parken

Det danske landshold tabte 1-2 til Belgien efter at have ført 1-0 ved pausen.

Den danske landstræner, Kasper Hjulmand, havde fat i noget, da han sent lørdag aften sagde, at alle blev mindet om, hvad det vigtigste i livet er.

Meningsfulde relationer. Menneskerne omkring os.

I de forgange dage er det blevet nævnt, at sport bliver ligegyldigt, når ulykken rammer. Den tese havde ikke gang på jord torsdag aften.

Spørg blot det hav af udstrakte hænder, der i Parken kneb en tåre undervejs, brølede nationalsangen, jublede over Yussuf Poulsen og i det tiende minut sendte stående klapsavler afsted til Christian Eriksen sammen med de belgiske spillere og fans.

Sikke nogle øjeblikke. Hvordan kan det være ligegyldigt?

Nej, resultater, derimod, det er en anden snak. Dét fik Danmark ikke med sig mod Belgien, der slap afsted med en sejr på 2-1. Til gengæld fik de så meget mere.

Aldrig har relationen mellem 11 mandfolk, klædt i rødt og hvidt, og 25.000 landsmænd været så mærkbar, som den var torsdag aften. Fra opvarmning til slutfløjt.

Efter ti minutter blev spillet sat på pause i et minut for at dele stående klapsavler ud til Christian Eriksen. (Foto: STUART FRANKLIN © Ritzau Scanpix)

De danske landsholdsspillere, med brystet fremme, armene om hinanden, lod Parken omfavne dem. Kasper Hjulmand ville ikke have, at de slog en knude på lørdagens traumatiske oplevelse. Han krævede det samme som altid.

Vis, hvem I er!

Vi skal jo heller ikke glemme, hvorfor vi er her, selv om Kasper Hjulmand altså lørdag svarede på det spørgsmål i en større kontekst.

Det begyndte som en fælles kærlighedserklæring til et igen bankende hjerte, men nede på grønsværen blev tingene hurtigt virkelige, da Pierre Emile Højbjerg efter halvandet minut erobrede bolden og serverede den for Yussuf Poulsen, der med sin bedste berøring i kampen sendte kuglen ind bag Thibaut Courtois.

Den var til dig, Christian, markerede målscoreren med hænderne, mens Kasper Hjulmand på sidelinjen lignede en mand, der blev jagtet af en flok hidsige hvepse.

Yussuf Poulsen og Mikkel Damsgaard jubler efter kampens første scoring. (Foto: Friedemann Vogel / POOL © Ritzau Scanpix)

I startopstillingen havde han givet plads til forsvarsspilleren Jannik Vestergaard, der gik ind ved siden af Simon Kjær, kaptajnen over dem alle.

Lørdag aften var Kjær der for sin nære ven, og bar dem, der havde brug for ham, indtil han ikke kunne bære mere selv. I dag lukkede han så meget ned for Belgiens stjerneangriber Romelu Lukaku, at der må have siddet forsvarsspillere over hele Europa og taget noter.

Højst overraskende havde blot 20-årige Mikkel Damsgaard også fundet vej til startopstillingen. Blot to landskampe havde den vævre mand spillet inden torsdag aften.

Mikkel Damsgaard gjorde en fremragende figur. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Den slags pres ville de fleste nok visne over, men Damsgaard gjorde præcis, som Hjulmand havde dikteret. Viste, hvem han er.

Omringet af store lønsedler havde han modet til at tage bolden til sig, diktere spillet, og var sågar ved at krone en fornem første halvleg med en sublim scoring efter 35 minutter.

På mange måder var det passende, da Pierre Emile Højbjerg mod slutningen af første halvleg knyttede næverne ud mod publikum og krævede et svar, for det var noget nær den bedste halvleg et dansk landshold har præsteret i mange, mange år.

Ingen danskere var overflødige i den ligning.

Derfor gik der også et sug gennem Parken, da belgiernes største profil, Kevin de Bruyne, indtog plænen efter pausen. Med god grund. Det gik næsten for godt, tænkte man.

Blot ti minutter skulle der gå, før gæsterne fangende danskerne i en omstilling, der til sidst endte med, at Kevin de Bruyne kunne spille den på tværs til en helt fri Thorgan Hazard.

Kevin de Bruyne kom ind i pausen og endte med at score det afgørende mål. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)

Verdensranglistens bedste hold havde ikke vist skyggen af initiativ indtil da, men klasse har det med at finde en vej. Blodtrykket på de rød-hvide tribuner faldt da heller ikke, da belgierne kort efter satte Real Madrid-spilleren Eden Hazard på banen. Pludselig var skibet ladet med kanoner.

Kasper Hjulmand reagerede prompte, tog Yussuf Poulsen og Daniel Wass ud, mens Christian Nørgaard og Jens Stryger Larsen i stedet fik mulighed for at slide EM’s første point ind på kontoen.

I et kort sekund troede man, at alle tre point skulle være undervejs, da Mikkel Damsgaard fik forvildet sig ind i de voksnes rækker med et forsøg på film i straffesparksfeltet, men danskeren måtte tage til takke med en advarsel.

Inden chokket drev over, kom så maveplaskeren, da Kevin de Bruyne igen viste, at han er en god mand at have på holdet. Med den største selvfølgelighed sparkede han fra kanten af feltet de ellers ufarlige Belgien på sejrs- og semifinalekurs med 20 minutter tilbage.

Martin Braithwaite kom tættest på i kampens døende minutter. (Foto: Jonathan Nackstrand © Ritzau Scanpix)

Her kunne danskerne nemt have foldet sammen, set drømmen forsvinde, men i stedet pressede de rød-hvide på for en udligning, som kom nærmere og nærmere.

Joakim Mæhle og Mathias Jensen havde begge nærgående forsøg, men chancen og øjeblikket passerede, da Martin Braithwaite headede bolden på overliggeren.

Den afslutning havde fortjent en bedre skæbne, og det samme havde den forsamling af mandfolk, som i aften stillede op for Danmark. Der var ingen grund til at bøje hovederne og bede om tilgivelse.

De viste, hvem de er, hvem vi er, og mere kunne man absolut ikke forlange.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk