Når drømmen ender med kaos: Udlandseventyret udfordrer U21-kaptajnen

Mathias Jensen er en profil på det danske U21-landshold, men han kommer til EM efter en svær sæson i Spanien.

Mathias Jensen havde en svær sæson i Celta Vigo efter et år med tre forskellige trænere.

Mathias Jensen blev i marts 2018 kåret til årets fodboldtalent i Danmark. Nogle måneder senere tog han til spanske Celta Vigo, men derfra er det langt fra gået som ønsket.

Efteråret var plaget af flere skader, og så blev det samtidig lagt sammen med, at danskerklubben i Spanien var i en kæmpe krise. Man endte med at skifte træner intet mindre end tre gange i løbet af en enkelt sæson.

I afsnit tre i dokumentarserien ”Solgt til succes” kommer man lidt tættere på U21-landsholdsanføreren, og de tanker der løber igennem hovedet på ham mit i en hård sæson.

- Det at prøve at spille i udlandet er den primære drøm. At det så ikke er gået, som jeg havde håbet, er noget andet, siger Mathias Jensen.

- Som ung tror jeg ikke rigtig, at man ved, hvad det indebærer. Der tror man bare, at det er en dans på roser, men det er også det, jeg synes, at der er lidt spændende ved det. Man bliver modnet og lærer en masse af det, forklarer han.

På U21-landsholdet har han spillet en enorm rolle i den forgangne EM-kvalifikation. Som kaptajn har han været holdets bærende element, og situationen i Spanien for Mathias Jensen interesserer selvfølgelig landstræner Niels Frederiksen, da de to taler sammen i marts i forbindelse med en U21-landsholdssamling.

Mathias Jensen taler med landstræner Niels Frederiksen om situationen i Spanien.

- Er det kaos i Spanien?, lyder det fra landstræneren til sin anfører.

- Det synes jeg, at det er. Fordi vi har måske haft en mindre god sæson, og så fyrede de træneren, så kommer der en ny, som de så fyrer. Så i sommer hentede de også syv nye spillere, forklarer Mathias Jensen på mødet.

Alt i alt er situationen ikke super nem for spilfordeleren, da han er samlet med landsholdet i marts. I dokumentaren mærker man også, hvordan de små problemer pludselig kan blive store.

I et interview med B.T. i de dage fortæller Mathias Jensen om situationen i Celta Vigo, og selvom han står ved sine ord, så endte historien med at komme ud på en lidt anden måde, end havde håbet på.

I hvert fald når historien om en ”kaosklub” helt til Celta Vigo.

- Jeg ser en overskrift, hvor jeg siger, at der ikke er styr på noget i klubben. Da jeg ser det, får jeg lidt et chok, fordi jeg kan ikke huske, at jeg har sagt det, siger Mathias Jensen.

- Det ender med at blive en lidt stor sag og en lidt for stor sag. Der går ikke mere end et par timer, før det er nået til Spanien.

Udtalelse fra Mathias Jensen når helt ned til Spanien og bliver et problem.

B.T. beviste efterfølgende, at han havde formuleret sig på den måde, og Mathias Jensen var også ude og kalde det en ’misforståelse’ efterfølgende.

Afsnit tre af ”Solgt til succes” giver dig også et indblik i, hvad man går igennem, når man som professionel fodboldspiller bliver ramt af et svært skadesforløb.

Mikkel Duelund brækker i december-måned sidste år sin ankel, der holder ham ude resten af vinteren og faktisk også det meste af foråret.

Han prøver at tage med U21-landsholdet, da de er samlet til testkampene mod Belgien og Frankrig i marts, men da han træner med, kan han mærke, at det stadig er for tidligt i processen at være med, og det irriterer ham.

Mikkel Duelund vil bare tilbage og spille fodbold.

- Det er første gang, jeg har prøvet, at det er alvorligt. Jeg har aldrig nogensinde haft den frygt for at blive skadet før. Jeg har altid bare fløjet ind i alt og trænet 24-7, siger Mikkel Duelund blandt andet.

- Jeg har aldrig nogensinde tænkt på, at jeg kunne få en skade.

Du kan se hele afsnit tre og de andre afsnit af ”Solgt til succes” på DRTV.

Facebook
Twitter