Selv sensationelle Schmeichel måtte til sidst bøje sig, da Danmark gav os det sidste brøl

Danmark er ude af EM efter et nederlag på 1-2 til England efter forlænget spilletid.

’Har den nogensinde været hjemme?’, spurgte Kasper Schmeichel tirsdag retorisk, mens verden tabte kæben.

Nej, det har den stadig ikke, men EM-trofæet er utvivlsomt tættere på at lande på engelske hænder efter onsdagens EM-semifinale, hvor England efter forlænget spilletid sendte Danmark ud af turneringen.

Men ikke engang 55.000 brølende briter kunne fjerne smilet helt fra Kasper Schmeichels læber, da han trøstede Joakim Mæhle og sammen med sine holdkammerater sagde farvel til en slutrunde, hvor han og holdkammeraterne gennem seks kampe har vist, at det danske landshold under Kasper Hjulmands ledelse er støbt af noget helt specielt.

Kasper Schmeichel trøster Joakim Mæhle efter sidste fløjt. (Foto: Laurence Griffiths © Ritzau Scanpix)

Kasper Hjulmand havde for tredje kamp i træk valgt de samme 11 til at at gå på banen, og til dagen var det i en 3-4-3-formation.

Ja, det var Harald Blåtand, der gjorde danerne kristne, men det er Kasper Hjulmand, der under EM har gjort dem fortrolige med både 3-4-3 og 3-5-2. En bedrift, som Åge Hareide ikke lykkedes med under sit ellers fremragende enevælde.

Derfor stod Pierre Emil Højbjerg igen rank efter tårerne i Baku, og Thomas Delaney, der omfavnede sin makker som den første, ved siden af. Nu i de mest passende omgivelser, man kunne byde en flok kammerater, der kæmper for land og alle de, der ikke kunne være der.

At spille EM-semifinale i et land, der har meldt sig ud af EU, og som befinder sig i et testregime, er trods alt ikke lige så obskurt som at drøne til et regulært regime ved det Kaspiske Hav for at banke Tjekkiet.

Nej, det danske landshold på Wembley, den største landskamp i 29 år mod værtsnationen, dét er fodbold.

Derfor lignede Kasper Hjulmand også en mand, der under opvarmningen forsøgte at tage det hele ind, mens Re-Sepp-ten brølede ud over Wembley. For da Kasper Schmeichel knyttede næven mod de 8.000 danskere, så strammede det om hjertet, og da Simon Kjær gav den sidste salut inden fløjtet, så rankede det ryggen. På banen, på tribunerne, i stuerne.

Ingen grund til at dukke nakken eller føle sig benovet over at betræde græsset foran et hav af engelske fans. De danske spillere skulle blot skæve en smule til højre for at se 8.000 i rødt og hvidt.

Wembley er også vores, og som den seneste måneds tid har vist, så er I ikke alene.

8.000 danske fans havde fået adgang til Wembley onsdag aften. (Foto: ANDY RAIN / POOL © Ritzau Scanpix)

Ingen frygt havde rod i den danske trup, som landstræneren forsikrede om dagen forinden, men mon ikke det gav en smule sved på panden at høre 60.000 briter buhe ’Der er et yndigt land’ og sekunder efter levere ’God Save The Queen’ med så meget smæk, at det gav kuldegysninger af de forkerte årsager.

Den slags dårlige manerer forventer man ikke fra landet, der gav os Mrs. Hyacinth.

Englænderne blæste da også ud af boksen, fik væltet de danske knopskud Joakim Mæhle og Mikkel Damsgaard, mens Raheem Sterling og trommestikkerne under ham fortsatte kursen som målsøgende. Lidt for livagtigt, lidt for ildevarslende.

Måske var der alligevel noget at frygte. Værterne virkede ikke tyngede af hverken fans eller historie, men den slags har det også med at skifte, når minutterne går, og utålmodigheden vokser.

Midtvejs i første halvleg overtog danskerne således spillet, kørte bolden rundt i egne rækker og fik sågar Mikkel Damsgaard sat op til en afslutning, der sneg sig forbi den fjerneste stolpe.

Gisp, et forvarsel, og pludselig blev armene lagt på kors rundt om Wembley.

  • Mikkel Damsgaard kanonerer Danmark foran 1-0 efter 30 minutter. (Foto: Laurence Griffiths / POOL © Ritzau Scanpix)
  • Det var Damsgaards andet mål under EM. (Foto: Paul Ellis / POOL © Ritzau Scanpix)
1 / 2

De havde ingen idé om, at den 21-årige slutrundedebutant og boldbegavede dreng fra Jyllinge få minutter senere skulle suge ilten fuldstændig ud af lungerne på de englændere, der drømte om at få trofæet hjem.

Man vidste, der var mål, da Mikkel Damsgaard efter en halv time ramte kuglen. På direkte frispark, med så meget svirp, præcision og selvtillid i sparket, at bolden næsten kronragede Harry Kane på vej i nettet.

Spræl du bare, Jordan Pickford.

Det var endnu en af dem Damsgaards fod, som vi kommer til at tale om i mange år. Og samtidig EM’s, tro det eller ej, første mål på frispark, men havde man overhovedet brug for andre.

Til gengæld havde man ikke brug for at se EM’s 11. selvmål, som anfører Simon Kjær blot ni minutter senere noterede sig for, da Bukayo Sako blev spillet fri af Harry Kane mellem uopmærksomme Jannik Vestergaard og Joakim Mæhle.

Simon Kjær sender bolden i eget net til 1-1. (Foto: Paul ellis © Ritzau Scanpix)

Så kunne det være lige meget, at Kasper Schmeichel kort forinden havde leveret en kandidat til turneringens bedste redning, da han fra nært hold stoppede Raheem Sterling fra en sikker udligning.

Uanset mål og sympatier, så var det en forrygende fodboldkamp, der var velundervejs på Wembley. Det hang i luften, at der var mere i vente, det største på spil, og anden halvleg var kun få minutter gammel, da der blev skruet yderligere på ventilerne.

Forsvarsspilleren Harry Maguire langede en høj albue direkte ind i Simon Kjær, modtog en advarsel, inden han få minutter senere steg til vejrs igen og kun var det yderste af Kasper Schmeichels fingre fra at sende England mod finalen.

Kasper Schmeichel spillede en pragtkamp, da Danmark til sidst måtte overgive sig til England. (Foto: Justin Tallis / POOL © Ritzau Scanpix)

Sensationelle Schmeichel

Det kunne meget vel gå hen og blive sådan en kamp, hvor troen på et dansk avancement skulle findes i Kasper Schmeichels vingefang, for de danske spillere lignede en flok, der kørte på flade dæk.

Kasper Hjulmand reagerede, satte Yussuf Poulsen, Christian Nørgaard og Daniel Wass på banen for at stække Englands momentum. Det gav lidt luft, lidt ekstra plads og enkelte øjeblikkes tro på, at nu klapper fælden for hjemmeholdet, der bevægede sig længere og længere frem på banen.

Især Thomas Delaney ledte an i de 87 minutter, han havde i sig. Skubbede til sine egne grænser, indtil han til sidst måtte give stafetten videre til Mathias Jensen og de lange, lange fem minutters overtid, der ventede på Wembley.

  • Kasper Schmeichel nupper Harry Kane på straffespark i forlænget spilletid. (Foto: Paul ellis © Ritzau Scanpix)
  • Desværre for danskerne fik den engelske angriber selv fat i returen. (Foto: CATHERINE IVILL © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Den slag kræver mandfolk og hjerte, og danskerne kæmpede, til de ikke kunne stå mere. De kæmpede, til Danny Makkelie, den hollandske dommer, sørgede for to minutters ro og en sidste rundkreds, inden der ventede to halvlege af femten minutter.

Ikke én på stadion var i tvivl om, at Kasper Schmeichel havde gang i (endnu) en karrieredefinerende bedrift, da han i overtiden gjorde alt det, som han blev født til.

Han stoppede dem alle, og som om han i forvejen ikke havde gjort nok, så gentog han sin bedrift fra VM i 2018, da han i slutningen af første halvlegs forlængede spilletid valgte den rigtige side, da Harry Kane skulle udnytte det straffespark, som Raheem Sterling var blevet tildelt.

Øjeblikket, hvor Kasper Schmeichel valgte den rigtige side, havde kroppen bag bolden, varede dog kun i den tid, som den slags gør.

I 2018 knugede han bolden til sig, onsdag aften landede marginalerne således, at returen faldt ud til Harry Kane, der nemt kunne rette op på sin misser.

Det er den slags marginaler, der skaffer trofæer, og selv om Kasper Schmeichel og holdkammeraterne gjorde absolut alt, de kunne, så stoppede rejsen på Wembley.

Så kan det nok være, at pokalen kommer hjem til England om et par dage.

Men det gør de danske drenge også, og det kan de gøre med ryggen rank.

Sikke et ridt.