Sidste testkamp før EM: Der er stadig pladser på spil i startopstillingen

Danmark møder i dag Kroatien i en testkamp før U21-EM, og den kan blive afgørende for flere spillere.

Marcus Ingvartsen er i spil til en plads i startopstillingen for U21-landsholdet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Niels Frederiksen holder kortene tæt til kroppen, når spørgsmålet falder på, hvem han er i tvivl om, men U21-landstræneren indrømmer dog, at der stadig er åbne pladser i startopstillingen.

Derfor er aftenens testkamp mod Kroatien vigtig i forhold til, hvordan det danske U21-landshold ser ud mod Tyskland på mandag, når EM bliver sparket i gang for Danmark.

- Kampen skal bruges til mange ting. Vi skal have nogle spillere i kamp, som vi skal se an. Jeg vil være ærlig og sige, at der er nogle åbne pladser. Der er vi ikke helt afklaret i forhold til, hvad vi gør, når vi møder Tyskland, fortæller Niels Frederiksen.

Han fortæller også, at man planlægger at bruge forskellige systemer i kampen mod Kroatien for at være klar på flere forskellige situationer under slutrunden.

Men helt åben omkring sine tanker og ideer vil han ikke være. Der skal ikke afsløres noget i forhold til konkurrenterne.

- Jeg ved ikke, hvor konkret jeg skal være på det. Men vi har eksempelvis stadig to fantastisk dygtige spillere på højreback. Det er stadig åbent der. Vi har også nogle åbne pladser fremme i banen, hvor vi har utrolig mange muligheder, siger Niels Frederiksen.

- Jeg kommer ikke til at starte med startelleveren mod Tyskland i kampen i morgen (i dag, red). Det hænger også sammen med, at vi vil ikke afsløre alle detaljer over for tyskerne, siger han.

På højrebacken er det Ajax-spilleren Rasmus Nissen og Genk-spilleren Joakim Mæhle, der kæmper om startpladsen. Man ved også, at Marcus Ingvartsen og Jonas Wind kæmper om en plads som angriber.

I alt siger Niels Frederiksen, at der er tre-fire pladser i startopstillingen som stadig er åbne. Resten er fastlagt.

Joakim Mæhle er en af de spillere, som kæmper for en plads i startopstillingen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- For os gælder det om, at når vi møder Tyskland i den første kamp, skal vi have de spillere på banen, som præsterer lige nu og her. Historikken på deres præstationer betyder ikke lige så meget, som deres præstationer lige her og nu, siger landstræneren.

- Der er ingen tvivl om, at vores tilgang til kampen mod Kroatien er os selv. Vi skal ud og træne nogle ting, som vi tror, at vi skal bruge mod Tyskland. Vi skal ud og teste noget formationsmæssigt, forklarer han.

Niels Frederiksen afslører også, at det umiddelbart ikke er planen, at Robert Skov spiller testkampen mod Kroatien. Det skyldes, at han netop har været med A-landsholdet, hvor han fik omkring en times spil mod Georgien.

- Når man kommer med en sejr ind til en slutrunde, så kommer man med selvtillid og et godt udgangspunkt. Specielt hvis det er en anden EM-deltager, som man slår, siger Niels Frederiksen.

- Men med det sagt, så vil jeg jo ikke tage nogle store risikoer og risikere skader. Og vi skal som nævnt også teste nogle ting, og det kan sagtens tage et flow ud af spillet. Vi vil dog gerne vinde, og det vil vi gøre alt, hvad vi kan for, forklarer han.

Danmark åbner mod Tyskland på mandag den 17. juni. Den kamp ligesom de andre kampe kan ses på DR’s kanaler.

Facebook
Twitter