U21-profil viser tårer af guld: ’Jeg kan se, jeg gør dem alle stolte’

Joakim Mæhle har haft en stor sæson i Belgien, og det hele kulminerede med en lille tur på besøg i sin gamle klub i Nordjylland.

Joakim Mæhle har haft en stor sæson med Genk, og det mærkede han på hjemegnen, efter mesterskabet var i hus.

Selv med sin vildeste fantasi kunne Joakim Mæhle nok ikke have forestillet sig en mere perfekt sæson, end den han endte med at have det seneste år.

Det hele kulminerede i maj, hvor han formåede at blive belgisk mester med sin klub Genk.

I dokumentaren ”Solgt til succes” får man i det fjerde og sidste afsnit et unikt indblik i tiden omkring mesterskabet for Mæhle. Man ser ham eksempelvis med sin familie i forbindelse med mesterskabsfejringen på stadion.

Men måske endnu mere mindeværdigt ser man ham også blive modtaget på sin egen lokalegn i Danmark, og det bliver nogle øjeblikke, der sætter sig dybt i ham.

Som en overraskelse har familie og venner planlagt, at Joakim Mæhle skal hyldes i sin gamle klub Østervrå. Her bliver han modtaget med kys og kram fra de nærmeste, og tårerne er ikke til at holde tilbage for U21-landsholdsbacken.

Joakim Mæhle bliver hyldet i sin gamle klub, efter han vandt mesterskabet med Genk i Belgien.

- Jeg har været med til at give den her klub nogle oplevelser og noget sammenhold, og så kan jeg jo se, at jeg gør dem alle stolte. Ellers ville de ikke være her, siger Joakim Mæhle.

Lokalegnen betyder rigtig meget for nordjyden. Fordi selvom han nu er udenlandsprofessionel i Belgien, så er det vigtigt for ham ikke at glemme, hvor han kommer fra. Det gør han meget ud af.

Blandt andet ved at invitere familie og venner på besøg i Belgien, men samtidig også sørge for at komme hjem til Danmark.

- For mig er det vigtigt, at min familie og mine venner kan genkende mig, når jeg kommer hjem. At de kan se, at det er den samme Joakim, der kommer hjem, som rejste ud.

Joakim Mæhle leger lidt med tanken om at være 100 millioner kroner værd, som rygterne går på.

- Det vil være et mareridt for mig, hvis folk begynder at tænke, at ’det er ham fodboldspilleren, der kommer hjem’. Det ville være det værste i verden, siger Joakim Mæhle.

Det blev en sæson, hvor han fik fast spilletid hos de belgiske mestre, der også gjorde sig bemærket i Europa. Hans præstationer blev da også bemærket andre steder end bare i Belgien.

Det er et kæmpe skift i forhold til, at det blot er tre år siden, at han kun lige blev en del af AaB’s førsteholdstrup. Siden dengang er det gået virkelig hurtigt. I dokumentaren kigger han nærmere på en artikel.

- Det er en artikel på bold.dk, hvor der står, at den engelske klub Southampton havde forsøgt at hente mig i vinter. Der står, at de havde budt op mod 100 millioner kroner, som er helt vanvittigt at forholde sig til. Det viser også bare, hvor mange penge, der er i fodbold.

- Det er helt vildt mærkeligt, at man pludselig kan blive solgt for 100 millioner kroner, fordi jeg ser jo ikke mig selv som Joakim, der er 100 millioner kroner værd, siger Joakim Mæhle.

Som i de andre afsnit i ”Solgt til succes”, får du også et indblik i Mikkel Duelunds kamp for at komme tilbage fra sin ankelskade. Han begynder at mærke presset i forhold til at få nogle kampe, før udtagelsen til U21-landsholdets EM-slutrunde.

Han kæmper derfor for spilletiden, men det går ikke lige hans vej, og man mærker da også hans frustrationer i programmet.

Se en frustreret Mikkel Duelund på grund af den manglende spilletid efter skaden.

- Jeg havde sat mig selv op til at spille et kvarter i en ligegyldig kamp. Men oppe i mit hoved havde jeg selv blæst det op til det helt store, fordi det var så vigtigt for mig.

- Det var ligesom første minut til mig efter min skade, og det fik jeg ikke. Det var frustrerende.

I det sidste afsnit følger man også Rasmus Nissen, der kæmper for spilletid i Ajax, hvor han blandt andet får lov til at starte inde i pokalfinalen.

Du kan se det fjerde og sidste afsnit samt de tre andre på DRTV.

Facebook
Twitter