VIDEO Efter pløjemark i Parken: Se hybridbanen, det danske hold elsker

Aftenens fodboldbrag skal spilles på det stadion i Dublin, hvor Danmark triumferede 5-1 i 2017.

Aviva Stadium klinger godt i danske fodboldører. Det er der flere grunde til.

For det første er det stedet, hvor danske fodboldminder blev skabt under VM-kvalifikationen i 2017. Her vandt de danske fodboldherrer 5-1 mod det irske hjemmebanehold og bookede dermed VM-billetten - ligesom danskerne i aften har mulighed for at booke billetten til EM næste år.

Desuden tilbyder udebanen i Irland bedre baneforhold end dem, danskerne i fredags oplevede på hjemmebanen mod Gibraltar. Underlaget er nemlig en såkaldt hybridbane, hvor naturgræs kombineres med en lille mængde kunstfibre. Det gør den mere slidstærk end normale græsbaner.

- Det taler til vores fordel. Sådan var det også sidste år. Der var stor forskel på vores spil, da vi kom fra Parken til Dublin, siger landstræner Åge Hareide.

Du kan se DR Sportens fodboldekspert Andreas Kraul forklare om de favorable forhold i Irland øverst i artiklen.

Kampen mod Irland går i gang klokken 20.45 og kan følges her på dr.dk, i LIGA på P3 eller på Kanal 5.