EM1992-retro: Det utrolige skete

For 20 år siden: Kl. 22.03 oprandt det største øjeblik i dansk fodbolds historie. Landsholdet slog Tyskland 2-0 i EM-finalen.

EM1992-retro:  For 20 år siden startede det danske EM-eventyr. Vi skriver om slutrunden, som om det var 1992 i dag, i samarbejde med bl.a. Ritzau og  danskfodbold.com   Du kan se vores tema  her.Her er Ritzaus telegram fra den 26. juni klokken 22:03 af RB's udsendte medarbejder Leon Andersen.

Kl. 22.03 den 26. juni 1992 oprandt det største øjeblik i dansk fodbolds historie.Da var det en kendsgerning, at Danmark de næste fire år kan kalde sig europamester efter en finalesejr på 2-0 over de tyske verdensmestre. 37.800 tilskuere så i Gøteborg titlen blive sikret på fuldtræffere af John Jensen i første og Kim Vilfort i anden halvleg.

"Grattis Danmark", stod der bagefter på Nya Ullevis elektroniske tavle, og det ekstra T som udtryk for gratulationen var overordentlig vigtigt for accompagnement til de nykårede europamestre.

Om nogen skulle have ment, at holdet kom "gratis" til slutrunden efter udelukkelsen af Jugoslavien, så måtte denne opfattelse tages op til revision i løbet af turneringen, hvor danskernes avancement til de europæiske tinder var en modets og viljens triumf, kombineret med store spillemæssige kvaliteter.

I finalen havde danskerne også det nødvendige held i afgørende situationer, men alligevel må sejren og titlen karakteriseres som fortjent.

Den danske udgangsopstilling rummede ingen overraskelser. Kim Christofte overtog Henrik Andersens plads i venstre side, og den tilbagevendte Kent Nielsen spillede stopper ved siden af Torben Piechnik.

Flere af danskerne virkede tunge og ubevægelige i starten, hvor det tyske overtag skabte et par farlige situationer. Langsomt befriede de rød-hvide sig dog af omklamringen, og i det 19. minut måtte tyskernes målmand, Bodo Illgner, kapitulere.

Brian Laudrup erobrede bolden fra Andreas Brehme og fandt Flemming Povlsen, som muligvis befandt sig i offside-position. Povlsen afleverede skråt tilbage til John Jensen, som scorede med et flot skud fra 20 meters afstand - Brøndby-spillerens andet landskampmål og det første i fem år.

Tysklands bedste tilbud tilfaldt Jürgen Klinsmann, men Peter Schmeichel klarede mesterligt hans skud ved foden af den fjerneste stolpe.

Senere havde John Jensen en halvflugter, som var tæt ved at overrumple Illgner, og i fortsættelsen accellerede intensiteten med flere grove tacklinger og advarsler til følge.   1-0 til Danmark, men 2-1 til tyskerne i advarsler, og disse cifre skulle forrykke sig yderligere. Som ventet startede anden halvleg med et tysk stormløb, men den danske defensiv grupperet omkring Lars Olsen, Kent Nielsen og Torben Piechnik, fungerede i kraft af både vilje og omtanke, og i enkelte glimt lynede danskerne med flot gennemført kontraspil.

I det 22. minut afløste Claus Christiansen John Sivebæk, der havde meldt sig klar efter skaderne i kampen mod Holland, men som i modsætning til de andre halvskadede tydeligt nok ikke var i orden.

Christiansen havde andel i en god dansk mulighed, da han fandt Flemming Povlsen, som spillede Brian Laudrup. Denne forsøgte at afdrible tyskernes sidste mand, Thomas Helmer, men manøvren mislykkedes.

I det 27. minut blev det feststemte publikum vidne til kampens smukkeste angreb startet ved egen baglinie af Kim Christofte. Han fandt Brian Laudrup, som rykkede uimodståeligt forbi de forgæves tacklende modspillere og serverede bolden til Kim Vilfort, der imidlertid skød forbi fra en halvspids vinkel.

Kun minuttet efter havde mange set bolden i de danske netmasker. Klinsmann headede knaldhårdt til Brehmes aflevering, men Peter Schmeichel reddede storartet. 11 minutter før tid faldt afgørelsen. Claus Christiansen erobrede bolden i et fremstød og spillede Kim Vilfort, som trak indenom og scorede via den nærmeste stolpe.

Andreas Thom fik en stor mulighed for at reducere, men sparkede udenom, og slutfasen var præget af tyskernes irritationer over det uafvendelige nederlag. De udmøntede sig i to tyske advarsler i de sidste minutter og fem i alt på tabernes konto.

UEFAs præsident, svenskeren Lennart Johansson, overrakte Henri Delauney-pokalen til anfører Lars Olsen, mens Nya Ullevi gyngede af begejstring.

En værdig hyldest til et værdigt mesterhold, der i løbet af turneringen definitivt gjorde sig fri af skyggen fra 1980ernes storhold og skabte uforglemmelige øjeblikke under den europæiske fodboldhimmel.

Det kronologiske forløb af EM-finalen i fodbold i Göteborg:

 5. minut: Andreas Brehme afleverer diagonalt fra venstre, og Karlheinz Riedle header på tværs, hvor en vågen Peter Schmeichel når bolden lige før Jürgen Klinsmann.

 7. minut: Brehme prøver at finde Klinsmann, som falder i en nærkamp med Henrik Larsen - og indkasserer en formaning fra dommer Bruno Galler.

 7. minut: Matthias Sammer sender Stefan Reuter af sted i højre side, men Lars Olsen blokerer skuddet i sidste øjeblik.

 9. minut: Kim Christofte bliver offer for kampens første hårde tackling, da Guido Buchwald sender ham i græsset.

 12. minut: Buchwald sparker fladt fra 25 meter, men intet problem for Schmeichel.

 14. minut: Første danske skud affyres af John Jensen langt udefra og en halv snes meter forbi stolpen.

 19. minut: Danmark kommer foran 1-0. Kim Vilfort erobrer bolden fra Brehme i tyskernes venstre side og finder Flemming Povlsen, som muligvis er offside. Povlsen lægger tilbage til John Jensen, som scorer med et flot skud fra 20 meters afstand til venstre for Bodo Illgner. John Jensens andet mål i hans landskamp nummer 48.

 23. minut: Lynhurtigt tysk kombinationsspil, som afsluttes af Klinsmann med et fladt skud mod foden af den fjerneste stolpe, men Schmeichel redder i stor stil. Det efterfølgende hjørnespark giver Sammer en skudchance, som John Jensen blokerer.

 24. minut: Sammer fælder Flemming Povlsen med en brutal tackling ved sidelinjen, men dommeren lader kortet blive i brystlommen. "Povlsen, Povlsen" lyder råbene, da danskeren efter endt behandling er klar igen.

 28. minut: Farlig dansk kontra, startet af Brian Laudrup og videre til Flemming Povlsen, som prøver at finde Kim Vilfort, men Illgner sparker væk uden for feltet.

 29. minut: Brian Laudrup sender et hjørne langt bagud til John Jensen, og hans halvflugter er ved at overrumple Illgner, som må give nyt hjørne.

 31. minut: Kampens første advarsel til Torben Piechnik for at rive Klinsmann omkuld.

 35. minut: Gult kort til Stefan Effenberg for en tackling af John Jensen. For første gang lyder det fra de danske tilskuere "Vi er på vej mod EM-guld".

 38. minut: Næste gule kort, da Thomas Hässler i frustration eftertackler Kim Christofte.

 40. minut: Henrik Larsen lægger tilbage til John Jensen uden for straffesparkfeltet, men denne gang havner skuddet midtvejs mellem målet og hjørneflaget.

 45. minut: Hurtig kombination giver Effenberg chancen, men Schmeichel refleks-redder hans skruede og hårde skud.

 Danmark fører 1-0 ved pausen.

 

 Anden halvleg:

 46. minut: Thomas Doll erstatter Sammer.

 49. minut: Doll stempler John Jensen vildt og ubehersket, men slipper for advarsler. Voldsomme skærmydsler mellem spillerne.

 53. minut: Brehme fælder Kim Vilfort med voldsom eftertackling.

 54. minut: Flot kontraspil mellem Torben Piechnik og Kim Christofte, men Brian Laudrup løber offside på sidstnævntes aflevering.

 55. minut: Gult kort til Stefan Reuter for ureglementeret tackling af Kim Vilfort.

 61. minut: Torben Piechnik erobrer bolden i et energisk fremstød, men skyder langt forbi fra 25 meters afstand.

 66. minut: Klinsmann centrer fra baglinjen over Peter Schmeichel, men Kent Nielsen hindrer Riedle at score ved den modsatte stolpe.

 67. minut: Claus Christiansen erstatter John Sivebæk.

 69. minut: Igen farlig dansk kontra: Claus Christiansen via Flemming Povlsen til Brian Laudrup, som forsøger at drible sig igennem til skud, men tackles af Thomas Helmer.

 72. minut: Strålende dansk kontraspil, startet af Kim Christofte i egen forsvarszone. Han sender Brian Laudrup af sted, som efter en uimodståelig dribletur finder Kim Vilfort. Fra en halvspids vinkel skyder han lige forbi stolpen.

 73. minut: Luftduel i straffesparkfeltet mellem Lars Olsen og Klinsmann, og det kunne godt se ud, som om Olsen skubber tyskeren i ryggen.

 74. minut: Tæt på udligning: Brehme centrer, og Klinsmann header knaldhårdt, men Schmeichel redder formidabelt under overliggeren.

 79, minut: 2-0 til Danmark: Claus Christiansen finder Kim Vilfort ved kanten af straffesparkfeltet. Vilfort trækker indenom og scorer med et fladt skud via stolpen. Vilforts syvende mål i 46 landskampe.

 80. minut: Andreas Thom erstatter Effenberg.

 82. minut: Doll tryller og spiller tilbage til Thom, som i en meget gunstig skudposition sparker udenom.

 83. minut: Gult kort til Doll, der fælder John Jensen.

 88. minut: Femte tyske kort til Klinsmann, der fælder John Jensen.

 Slutresultat: Danmark europamester med en sejr på 2-0.

 

Facebook
Twitter