En hollænder, en afghaner og en tysker gik ind på et hotel i Ørestaden

Torsdag formiddag lagde Bella Sky lokaler til et forsvar for den voldtægtsanklagede, tidligere fodboldpræsident i Afghanistan, Keramuudin Karim.

Khalida Popal, afghansk kvinderettighedsforkæmper med bopæl i Danmark, blev torsdag formiddag truet med en politianmeldelse af Keramuudin Karims advokater. Keramuddin Karim er eftersøgt i sit hjemland, Afghanistan, for anklager om psykisk- og seksuelt misbrug af mindst fem kvindelige fodboldspillere på det afghanske landshold i en periode fra 2013 til 2018. (Foto: KELD NAVNTOFT © Keld Navntoft)

Der var godt med sidevind i Ørestaden, da den fremmødte presse torsdag formiddag stillede an til et, på trods af en bombastisk invitation, minimalistisk pr-show på Bella Sky.

Mellem beton, et hav af Tom Dixon-lamper og kridhvide vægge stod en lille sammenbragt delegation på en mission.

Beredt til fingerspidserne med ord som 'fake news' og 'pure fantasy' fremlagde den hollandske advokat Ivo Sigmund sin klients sag. Klienten, tidligere præsident for det afghanske fodboldforbund Keramuudin Karim, var ikke selv til stede.

Han er eftersøgt i sit hjemland, Afghanistan, for anklager om psykisk- og seksuelt misbrug af mindst fem kvindelige fodboldspillere på det afghanske landshold i en periode fra 2013 til 2018.

I juni blev han samtidig udelukket på livstid af Fifa. I samme ombæring fik han en bøde på knap syv millioner danske kroner.

Men selv om røgen vælter ud, så er der ingen grund til at tro, at der skulle have været brand, forsikrede delegationen.

  • Talsmand Farhad Rafif og advokat Ivo Sigmund. Sidstnævnte repræsenterer den tidligere præsident for det afghanske fodboldforbund Keramuddin Karim.
  • Undervejs fremlagde delegationen livligt flere eksempler på 'fake news' omhandlende Keramuddin Karim. Her en youtube-video fra afghansk tv afspillet på Farhad Rafifs telefon.
  • Efter pressemødet blev der vekslet en del ord mellem Farhad Rafif og FC Nordsjællands udsendte advokat, Phil Radley.
1 / 3

Politianmeldelse på vej

Sagen om de afghanske kvinder fik første gang international opmærksom i november 2018, hvor engelske The Guardian fungerede som talerør for flere af de afghanske kvinders vidnesbyrd om de overgreb, som ansatte i det afghanske fodboldforbund, herunder Keramuudin Karim, skulle have begået.

En af de vigtigste stemmer har været Khalida Popal, der i mange år har været kendt verden over for at kæmpe for kvinders rettigheder - især i forhold til at kunne spille fodbold i et land som Afghanistan.

Popal, der i dag bor i Danmark og arbejder hos FC Nordsjællands kvindeafdeling, har både været den første anfører for et afghansk kvindelandshold, og samtidig den første, kvindelige ansatte i fodboldforbundet.

Af samme årsag var hun i 2011 nødsaget til at flygte til Danmark. For mange trusler, for meget støj om hendes person i et land, der stadig kæmpede med Talebanbevægelsens regime.

Fodboldmagasinet besøgte i oktober 2018 Khalida Popal. Indslaget kan ses herunder.

Khalida Popals udtalelser om overgrebene var torsdag formiddag det, som Ivo Sigmund, talsmand Farhad Rafif og presseansvarlig Claudia Zimmerman fra Tyskland var kommet til Ørestaden for at miskreditere. En politianmeldelse for ærekrænkende udtalelser skulle således være på vej.

Udtalelserne i medierne har nemlig været med til at skade Keramuudin Karims ry som en hengiven familiefar, lød det fra podiet.

Et ry, som de meget veldokumenterede anklager, der ligger til grund for arrestordren i Afghanistan, samt udelukkelsen fra Fifa på livstid, nok heller ikke har hjulpet på.

Blandt andet har flere af kvinderne angivet, at Keramuudin Karim på sit kontor skulle have et hemmeligt værelse, som kun kan åbnes med præsidentens fingeraftryk. I det værelse har flere af kvinderne fortalt, at de er blevet voldtaget, truet på livet og holdt fanget.

Har givet kvinder en stemme

Khalida Popal var ikke selv til stede på Bella Sky torsdag formiddag. Ivo Sigmund, der altså fører sagen på Keramuudin Karims vegne, har gentagne gange forsøgt at komme i kontakt med hende skriftligt.

Det bekræfter FC Nordsjælland, der til pressemødet havde sendt klubbens advokat, Phil Radley.

De afghanske kvinders vidnesbyrd er blevet afleveret under fuld anonymitet af sikkerhedsmæssige årsager, og den procedure vil forsvarsholdet gerne have ændret, når sagen, som er blevet appelleret til den internationale sportsdomstol, CAS, skal vendes igen.

Keramuudin Karim, til venstre, blev i juni udelukket for livstid af Fifa. Samtidig fik han en bøde på én million schweizerfranc. Han er tidligere guvernør Panjshir og stabschef for det afghanske forsvarsministerium. (Foto: Imago Sportfotodienst © imago images / Ulmer)

Den fremmødte delegation kunne således berette, at de afghanske kvinder ikke havde noget at frygte ved at stå frem. En uges søgen efter sandheden i Afghanistan havde utvetydigt bevist for forsvaret, at der ikke var noget at frygte, og at de trusler, som flere kvinder tidligere har beskrevet er blevet rettet mod dem selv og deres familier, var pure opspind.

Til pressemødet havde FC Nordsjælland medbragt en udtalelse fra Khalida Popal, der ikke har tænkt sig at træde et skridt tilbage i kampen for de afghanske kvinder.

- Jeg står ved hvert et ord, som jeg har sagt om Keramudin Karim og hans officials. Jeg gav en stemme til piger i nød, som ikke kunne tale selv af frygt for deres sikkerhed.

- Det faktum, at en person, som er eftersøgt af politiet i Afghanistan for hans handlinger, truer mig gennem advokater, rører mig ikke.

Facebook
Twitter