Engelsk kvindefodbold rykker ind på Premier League-arenaer

Pernille Harder kan sagtens se sig selv spille i den engelske Super League, der kickstarter sæsonen med to lokalbrag foran rekordstort publikum.

De forsvarende FA Cup-mestre, Manchester City, åbner lørdag sæsonen med et derby mod Manchester United i den engelske Super League. (Foto: Peter Cziborra © Scanpix)

Manchester City mod Manchester United på Etihad Stadium. I første spillerunde.

Smid så lige Chelsea mod Tottenham på Stamford Bridge oveni, og så har man alene med de to fodboldkampe en spillerunde med mulighed for en masse interesse.

Det er netop det, den engelske Super League i kvindefodbold forsøger at skabe omkring produktet, når ligaen sparkes i gang i dag – og samtidig rulle videre på bølgen af opmærksomhed, som engelsk kvindefodbold fik under sommerens VM-slutrunde.

Her nåede det engelske landshold med tilnavnet ”The Lionesses” – Løvinderne – frem til semifinalen mod USA. Det var en kamp, som næsten 12 millioner fulgte med i på tv, og dermed blev det den mest sete udsendelse i britisk tv i 2019.

Den interesse skal udnyttes, og derfor er disse to lokalbrag mellem nogle af de største, mest kendte og mest populære klubber på herresiden placeret i første spillerunde på Premier League-klubbernes kendte stadioner, siger Kelly Simmons, der er direktør for Women’s Super League, der svarer til mændenes Premier League.

- Udfordringen for os alle er, hvordan man kan udnytte interessen for landsholdet og overføre den til klubholdene. Vi håber, at disse kampe kan sparke en masse interesse i gang, og at der kommer en masse tilskuere, som får en god oplevelse. Vi forventer, at vi slår tilskuerrekorden på 25.000 fra sidste sæson.

Harder har øjnene på England

Netop Premier League er en vigtig medspiller for den engelske kvindeliga. Premier League-klubberne investerer måske kun en lille del af eget budget i kvindefodbold, men i kvindefodbold-sammenhæng er det store penge. Og derfor har ligaen i år kunnet tiltrække en masse stjerner fra de øvrige europæiske ligaer.

I Wolfsburg holder den danske landsholdsstjerne Pernille Harder da også et skarpt øje med udviklingen i England.

- Jeg synes, det er fedt at se alt det, de gør derovre. Og det er da også attraktivt for mig, næste gang jeg skal vælge klub. Så vil jeg da se på, hvilke ligaer der udvikler sig mest og er attraktive, og selvfølgelig er den engelske liga meget attraktiv, siger hun til DR Sporten.

I år er den engelske Super League udvidet til 12 klubber og tæller blandt andre mestrene Arsenal, de tidligere mestre Chelsea og Manchester City samt Liverpool og oprykkerne fra Tottenham og Manchester United. Altså de samme navne, som man i herrefodbolden kalder ’The Big 6’ i Premier League.

Til daglig spiller kvindeholdene på deres egne mindre stadioner, men blandt andre de to lokalbrag i åbningsrunden er rykket ind på Premier League-klubbernes kendte arenaer. Senere i efteråret vil man også kunne tage til lokalopgøret Tottenham-Arsenal på Tottenhams nye stadion. I alt er seks kampe allerede flyttet ind på ’herrearenaer’, og der kan følge flere af den slags stadionflytninger.

Pernille Harder, der er på kontrakt i tysk Wolfsburg, mener, at den engelske liga er blevet meget attraktiv. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Der sker meget. Der går store sponsorer ind, Manchester United og Tottenham er kommet med, de store Premier League-hold lægger nogle penge i kvindefodbolden, og jeg tror virkelig, den engelske liga kommer til at udvikle sig meget i fremtiden. De bygger den op stille og roligt, og om nogle år vil den være rigtig, rigtig stærk, vurderer Pernille Harder.

Tilskuerrekord står for fald

Hidtil har magten ligget i Tyskland og Frankrig, der tilsammen har vundet 15 af 18 Champions League-titler, mens Arsenals titel i 2007 er englændernes hidtil eneste.

I år er Arsenal forsvarende engelsk mester og regnes sammen med Chelsea og Manchester City for favoritterne til årets mesterskab. Og den spændende dyst om titlen kan følges i tv.

BBC og BT Sport transmitterer fra hver eneste spillerunde, og i åbningsrunden vil tre af de seks kampe kunne ses på en af de to store sportskanaler. Samtidig er rettighederne til disse kampe blevet solgt til udlandet, og her i Danmark vil man kunne se nogle af disse kampe på Viaplay.

VM-semifinalen mellem USA og England blev den mest sete udsendelse på britisk tv i 2019 - indtil videre. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

- Det er altafgørende med tv-seere, og vi SKAL have flere tilskuere ind på stadion. Vores mål er at fordoble tilskuertallene, og vi håber, vi kan få engageret de yngre fodboldfans mellem 18 og 34 år, for det er dem, der viser interesse.

- Vi har fået en hovedsponsor i Barclays Bank, der har erfaring fra mændenes Premier League, og klubberne oplever i det hele taget øget interesse fra kommercielle partnere, fortæller ligadirektøren Kelly Simmons.

Tilskuerrekorden i sidste sæson på 25.000 var til den mesterskabsafgørende kamp mellem Brighton og Arsenal. Men den kommer næppe til at stå længe. For som man har set det i Italien, Spanien og Frankrig, kan de store klubber godt lokke tilskuere på stadion.

Ifølge Chelseas hjemmeside er alle billetter solgt til søndagens kamp mellem Chelsea og Tottenham, hvilket vil sige, at der potentielt kan dukke flere end 40.000 tilskuere op til kampen. Ifølge Manchester Citys hjemmeside er der solgt flere end 22.000 billetter til lokalopgøret mod Manchester United.

Den danske landsholdsangriber Nadia Nadim har tidligere spillet i Manchester City. (Foto: Nigel French © EMPICS Sport)