England - et kig i historiebøgerne

England møder USA i aften ved VM. Vi kigger tilbage på englændernes VM-historie og opremser op- og nedture her.

Geoff Hurst - manden bag VM-historiens mest berømte mål - skriver autografer i Johannesburg (Foto: Kim Kyung-Hoon © Scanpix)

England åbner VM i aftenens kamp mod USA kl. 20:30. Vi kigger tilbage på englændernes VM-historie og opremser op- og nedture her.

Måske lidt overraskende er England faktisk femtebedste VM-nation gennem tiderne, når der tælles point sammen ud fra antal sejre og uafgjorte. Overraskende, fordi englænderne aldrig har vundet så meget som en medalje bortset fra guldtriumfen på hjemmebane i 1966.

Typisk klarer England sig rigtig godt i sin indledende gruppe, vinder måske også en kamp i næste runde, hvorefter et eller andet går galt for briterne i kvartfinalen, og så må medaljekampene endnu en gang spilles uden fodboldens moderland.

Det var først tyve år efter VM-starten i 1930, at England trådte ind på scenen. Ved de tre første VM-turneringer i 1930, 1934 og 1938 gad englænderne simpelthen ikke at deltage, idet der i det engelske fodboldforbund herskede en opfattelse af, at England jo alligevel var "de virkelige verdensmestre". Hvis nogen var i tvivl, var de velkomne til at tage over Kanalen og møde briterne på deres egne mudrede baner, men der var ingen grund til for englænderne at bevise noget uden for de britiske øer.

Floppede mod USA i 1950

Englænderne meldte sig dog til VM 1950, og de fleste eksperter vurderede, at favoritterne til det første VM efter Anden Verdenskrig måtte være værtsnationen Brasilien og England. Turneringen endte dog i en katastrofe for den selvbevidste VM-debutant, for efter en indledende sejr over Chile løb de højtbetalte professionelle englænderne ind i et ydmygende 1-0 nederlag til USA's amatørhold.

En af de allerstørste sensationer i VM-historien. Senere tabte England også til Spanien, og højst overraskende måtte favoritterne rejse hjem til Storbritannien allerede efter den indledende runde.

Trods de utvetydige resultater i Brasilien 1950, så gik situationens alvor ikke rigtig op for englænderne af den grund. Nederlagene til USA og Spanien blev langt hen ad vejen betragtet som resultatet af uheldige sammentræf, og først da Ungarn i november 1953 vandt 6-3 på selveste Wembley gik det op for englænderne, at de ikke længere var at regne for fodboldverdenens absolutte top. Et halvt år senere gik det helt galt i returkampen, hvor ungarerne sendte England hjem med et 7-1 nederlag.

Måske som følge af den nye, mere realistiske indstilling til egen styrke i forhold til den øvrige verden, så gjorde englænderne det faktisk ganske glimrende ved VM i Schweiz 1954. De tabte først i kvartfinalen (2-4) mod Uruguays forsvarende verdensmestre, og også ved VM i 1958 og 1962 gjorde briterne en god figur uden dog at nå frem til de helt afsluttende kampe. Ved VM 1958 er der det pudsige, at mens de to britiske "stormagter" England og Skotland begge måtte forlade turneringen efter gruppespillet, så spillede de "små" britiske hold Nordirland og Wales sig begge frem til kvartfinalerne.

Geoff Hurst skyder på overliggeren og bolden rammer mållinien.

Det mest berømte mål

Englands store chance kom i 1963, da landet i 100-året for det engelske fodboldforbunds grundlæggelse fik tildelt værtsskabet for VM tre år senere. England på hjemmebane var i 1966 favorit til titlen, og trods besværligheder undervejs endte det hele lykkeligt. På vejen mødte de bl.a. et argentinsk hold i en kvartfinale (1-0), der var afbrudt i ti minutter fordi den argentinske anfører ikke ville forlade banen, da han blev vist ud og til sidst måtte hentes inde på grønsværen af politiet efter først at have været årsagen til adskillige slagsmål!

Finalen mod Vesttyskland (4-2) blev afgjort i den forlængede spilletid af det uden sammenligning mest berømte mål, der nogensinde er blevet godkendt uden at have været der, da Geoff Hursts skud mod den tyske overligger ramte ned på/foran målstregen og derfra i spil igen. Den sovjetiske linjevogter havde imidlertid set sagen anderledes og fik den schweiziske dommer til at dømme bolden inde og dermed England foran 3-2. Til allersidst lavede Hurst endnu et mål og blev den hidtil eneste spiller, som har lavet hatrick i en VM-finale.

England måtte se vesttyskerne tage revanche fire år senere, da det i kvartfinalen 1970 efter engelsk 2-0 føring atter stod 2-2 mellem de to lande efter den ordinære spilletids udløb. I den mexicanske middagshede var det denne gang tyskerne, som trak det længste strå i ekstratiden, da Gerd Müller hamrede bolden ind bag Peter Bonetti, der var reserve for den legendariske, men denne dag uheldigvis syge, engelske målmand Gordon Banks.

Røg ud i kvalifikationen

I oktober 1973 skete der det for samtiden chokerende, at fodboldens oprindelsesland blev slået ud allerede i kvalifikationen til VM 1974! På Wembley skulle England bruge en sejr mod Polen, der kunne nøjes med uafgjort, og trods enorm engelsk overvægt i spil og chancer sluttede matchen 1-1. Fire år senere stod Italien i vejen for englænderne i forsøget på at komme med til Argentina 1978, så da briterne i 1982 var med ved VM i Spanien, var det tolv år siden et engelsk landshold sidst havde deltaget i en slutrunde.

Endnu en gang blev Vesttyskland stopklods på kvartfinaleniveau (mellemrunden). England kunne i gruppe B have overhalet tyskerne ved i sidste kamp at vinde med to mål over værtsnationen, men trods et engelsk sats med indskiftning af den halvskadede stjerne Kevin Keegan en halv time før tid, så endte kampen mod Spanien målløs.

Efter en katastrofestart ved VM 1986 med 0-1 nederlag til Portugal og 0-0 mod gruppens formodede prügelknabe Marokko spillede englænderne sig op og vandt to gange 3-0 (mod Polen og Paraguay). Kvartfinalen mod Argentina var allerede inden kick off under en enorm mediebevågenhed på grund af det politiske aspekt så kort tid efter Falklandskrigen. Men det var udviklingen inde på banen, der gjorde opgøret historisk, og især den argentinske kaptajn, en vis señor Maradona. Med to scoringer, den ene med hånden og dermed snyd, den anden fire minutter senere en uforlignelig dribletur forbi fem englænderne, blev England elimineret af de senere verdensmestre (2-1).

Stoppet i straffesparkskonkurrencen

Også i Italien 1990 blev englænderne stoppet af turneringens senere vindere, men først efter som den eneste gang udover triumfen i 1966 at være nået videre fra kvartfinalen. To mål af Gary Lineker var med til at slå den første afrikanske kvartfinalist nogensinde, Cameroun, ud (3-2). Også i semifinalen mod Vesttyskland scorede Lineker, da han ti minutter før tid udlignede til 1-1, men da Chris Waddle på det sidste engelske forsøg i straffesparkskonkurrencen sendte bolden op i Torinos natteluft og dermed over mål, havde tyskerne endnu en gang sat en stopper for de engelske gulddrømme.

Det skulle ikke blive sidste gang, at England måtte forlade et VM efter en afgørelse fra ellevemeterpletten. Efter en kikset kvalifikationen til VM 1994 nåede England i 1998 kun til ottendedelsfinalen, før en anden gammel kending, Argentina, ekspederede englænderne ud i straffesparkskonkurrence. Og det selv om en kun 18-årig Michael Owen havde lavet et af VM-historiens bedste mål, da han i en målrig første halvleg efter bare et kvarters spil afsluttede et sololøb fra midten af banen med at score til 2-1.

Ved de seneste to VM-slutrunder er kvartfinalen atter blevet der, hvor England er steget af VM-toget. I Korea/Japan 2002 kørte det glimrende med bl.a. 1-0 sejr mod arvefjenden Argentina og 3-0 over Danmark i ottendedelsfinalen, men trods engelsk 1-0 føring så var Brasilien med Ronaldo (den senere VM-topscorer) og Ronaldinho på vej mod VM-guldet for stærke (1-2).

Rooney udvist

Også i Tyskland for fire år siden så det godt ud for englænderne indtil der kun var otte hold tilbage i turneringen. Puljesejr og 1-0 over Ecuador gjorde England til lille favorit i kvartfinalen mod Portugal, men i en underlig kamp forløb angriberen Wayne Rooney sig og blev vist ud efter en time. Kampen gik i forlængelse, og de ti englændere gjorde det egentlig ganske udmærket mod de elleve portugisere. Det nyttede dog ikke meget, da der efter 120 målløse minutter skulle sparkes straffe.

For tredje gang i historien skulle englænderne afgøre deres VM-skæbne ved at forsøge sig elleve meter fra mål, og for tredje gang gik det helt galt. Kun Owen Hargreaves scorede, både Frank Lampard, Gerrard og Carragher måtte se deres skud blive reddet, og så kunne Christiano Ronaldo sende Portugal i semifinalen ved at udnytte Portugals sidste forsøg.

Store forventninger i år

Efter et misset EM 2008 er England kommet stærkt igen i VM-kvalifikationen og hører i Sydafrika til blandt VM-favoritterne. Ni sejre og ét nederlag i den sidste, betydningsløse kamp blev det til for englænderne, som blev suveræne vindere af deres kvalifikationsgruppe.

Om det går lige så let ved slutrunden i gruppe C mod USA, Algeriet og Slovenien vil de nærmeste uger vise. Måske det endda denne gang kan blive til mere for briterne end bare den sædvanlige kvartfinaleplads... hvis bare det ikke kommer til straffesparkskonkurrence...

Facebook
Twitter