England sætter sin lid til målmand Hart

Englænderne håber, at Manchester City-målmanden stopper den kedelige tradition med usikre engelske målmænd.

Det hører til sjældenhederne, at en målmand betegnes som en af de bærende kræfter på et engelsk fodboldlandshold.

Men Manchester Citys Joe Hart har efter nu 21 landskampe overbevist medspillerne om sine kvaliteter i en sådan grad, at de forventer, at Hart kan udgøre den afgørende forskel i de tætte knald-eller-fald-kampe, som for eksempel i søndagens EM-kvartfinale mod Italien.

- Han har været fantastisk indtil nu i denne turnering, siger den engelske anfører Steven Gerrard ifølge Reuters dagen før slaget mellem to af europæisk fodbolds gamle stormagter.

Målmandsposten har ellers i et par årtier hørt til englændernes svage punkter, og senest ved VM i Sydafrika så man, hvordan den daværende førstekeeper Robert Green fejlede fatalt i Englands første kamp.

Men siden den skuffende slutrunde har 25-årige Hart altså været først Fabio Capellos og nu Roy Hodgsons ubestridte førstevalg. Nu håber englænderne, at målmanden også kan hjælpe dem ud deres traditionelle problemer med straffesparkskonkurrencer.

- Han er en af vores nøglespillere. Det er nødvendigt, at Joe præsterer sin absolut bedste.

- På et eller andet tidspunkt mod Italien, måske i forlænget spilletid eller i en straffesparkskonkurrence, får vi brug for ham til at lave en fantastisk redning - og vi stoler alle på, at han kan gøre det, siger Steven Gerrard.

/ritzau/

Facebook
Twitter