12 år og 568 mål senere: Cristiano Ronaldo vender hjem til Manchester United

Cristiano Ronaldo skifter tilbage til Manchester United, som han forlod for 12 år siden.

Cristiano Ronaldo spillede seks sæsoner i Manchester United, inden han tilbragte 12 væk fra klubben, som han nu er tilbage i. (Foto: Eddie Keogh/Shutterstock/Ritzau Scanpix & Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix)

En af fodboldens allerstørste vender tilbage dertil, hvor det hele for alvor tog fart.

Manchester United er blevet enige med Juventus om en transfer af Cristiano Ronaldo.

Det oplyser den engelske klub på Twitter.

- Alle i klubben ser frem til at byde Cristiano velkommen tilbage til Manchester, skriver klubben på sin hjemmeside.

Dermed vender den portugisiske levende legende tilbage til klubben, som han forlod til fordel for Real Madrid, dengang som verdens dyreste fodboldspiller, i sommeren 2009.

Efter 572 kampe, 568 scoringer og 20 trofæer fordelt over 12 sæsoner i Real Madrid og Juventus, er Cristiano Ronaldo tilbage hos de røde djævle.

Ronaldo scorede 118 mål i 292 kampe i sin første periode i Manchester United, som varede fra 2003 til 2009. Dermed bliver der bundet en sløjfe på ringen, når Ronaldo vender hjem til den klub, der for alvor formede ham fra at være en ung og talentfuld spiller, til at være en gedigen verdensstjerne, vurderer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Det er fantastisk. Hele tanken om, at ringen skal slutte, har noget magisk over sig. Så har man også på fornemmelsen, at efter en masse svære år er Manchester United på vej mod noget.

- Ronaldo stopper aldrig med at overraske og imponere. Jeg vil ikke være ham, der prøver at udelukke, at Ronaldo gør, at Manchester United kan opnå noget spektakulært sammen med ham, siger Andreas Kraul.

Cristiano Ronaldo kommer til Manchester United efter tre sæsoner i Juventus, hvor han har vundet to italienske mesterskaber, en pokaltitel og to super cup-titler. (Foto: Miguel Medina © Ritzau Scanpix)

På rygtebasis har Ronaldo på det seneste været kædet sammen med et skifte til Manchester Uniteds lokalrivaler fra Manchester City.

Men det blev altså Manchester United, der kunne byde den portugisiske verdensstjerne velkommen tilbage til byen Manchester.

- Det er lidt pladderromantisk, men jeg kan godt lide, at han ikke skifter til Manchester City, laver det forbudte skifte, selvom det er mange år siden, han har været i Manchester United. Der er noget over det, at han ikke skal stå i City-trøjen, men vender hjem til United.

- For alle fodboldnostalgikere og -romantikere er der noget helt særligt over det, siger Andreas Kraul.

Den legendariske Manchester United-manager Alex Ferguson præsenterer to spillere i 2003: Kleberson (tv) og Cristiano Ronaldo (th). (Foto: Paul Sanders)

Men det er ikke kun Cristiano Ronaldo, der får noget ud af handlen, påpeger Andreas Kraul.

- United får en notorisk vinder. Han ved, hvordan man vinder og hvad, der skal til. Han inkorporerer det i sine holdkammerater. Han har en aura omkring sig, der kan løfte en klub.

- Manchester United sender et signal om, at klubben stadig vil lege med i den absolutte top. Det, at der har været snak om, at Ronaldo skulle til City, gør også, at United sender et signal om, Manchester ikke er helt lyseblåt. United leger stadig med. De har spillet ud, spiller de kort, de kan, og så må vi se, hvor mange stik, det ender med at give, siger Andreas Kraul.

Facebook
Twitter