Arsène Wenger stopper i Arsenal efter 22 år

Den franske fodboldtræner Arsène Wenger stopper efter 22 år som manager i Arsenal til sommer, oplyser den engelske fodboldklub.

Arsene Wengers tropper i Premier League indtager per dags dato på en sjetteplads. FOTO: REUTERS/Scott Heppell (Foto: Scott Heppell © Scanpix)

Arsenal skal finde en ny træner til næste sæson, da deres nuværende førsteholdstræner, franske Arséne Wenger, forlader posten efter 22 år i spidsen for London-klubben.

Franskmandens rolle som manager har længe været diskuteret, og nu blev det så officielt, at han siger stop efter denne sæson.

- Efter nøje omtanke og diskussioner med klubben føler jeg, at det er det rigtige tidspunkt for mig at træde tilbage efter denne sæson, siger Arséne Wenger i en udtalelse på Arsenals hjemmeside.

Gyldne minder

Franskmanden blev ansat i Arsenal i oktober 1996 og er en af de længst siddende managers i Premier League.

Wenger har gennem årene ført Arsenal frem til tre engelske mesterskaber og syv FA Cup-titler.

For snart 22 år siden var han med til at revolutionere fodbolden i England med sine tanker og idéer.

De senere år har kritikken været tiltagende, og resultaterne har været knapt så prangende.

- jeg er taknemmelig for at have haft det privilegium at tjene denne klub i så mange mindeværdige år. Jeg har ledet denne klub med fuld fokus og integritet, forklarer Arséne Wenger på Arsenals hjemmeside.

Mindre prangende resultater

I Premier League indtager Arsenal en øjeblikkelig sjetteplads, og for andet år i træk risikerer London-klubben at misse kvalifikationen til Champions League, hvor Arsenal ellers har været fast inventar.

Wengers mandskab er dog nået frem til semifinalerne i Europa League, hvor holdet møder spanske Atlético Madrid.

Før Wenger kom til London, var han træner i japanske Nagoya samt Nancy og Monaco i hjemlandet.

/ritzau/DR Sporten/

Facebook
Twitter