City får revanche over Eriksen og Tottenham

Manchester City fik oprejsning og tre vigtige point i guldkampen i ligaen, da Tottenham blev slået 1-0.

Eriksen og Tottenham havde chancerne for at tage point mod Manchester City. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)

For anden gang på fire dage kunne Manchester City lørdag gå fra banen som sejrherre efter en hjemmekamp mod Tottenham.

Men hvor onsdagens 4-3-sejr i Champions League endte i nedtur og turneringsexit, kunne Josep Guardiola og co. lørdag forlade grønsværen på Etihad Stadium med oprejst pande.

Her var der nemlig Premier League-point på spil, og Manchester City satte tre meget vigtige af slagsen på kontoen med en 1-0-sejr over London-klubben.

Resultatet betyder, at City hopper op på førstepladsen i tabellen med 86 point, hvilket er ét mere, end rivalerne i guldkampen fra Liverpool har. Begge hold har spillet 34 kampe.

Liverpool får mulighed for igen at tage førstepladsen, når Jürgen Klopps mandskab søndag møder Cardiff.

Tottenham ligger på tredjepladsen med 67 point.

Det så allerede tidligt i lørdagens kamp ud til, at der var en gentagelse af midtugens målfest på vej.

Der var således kun gået fem minutter, da bolden første gang lå i nettet.

Manchester Citys Bernardo Silva sendte fra højre side en høj bold mod fjerneste stolpe, som Sergio Agüero headede på tværs af feltet til den kun 18 år gamle Phil Foden, der let kunne pande hjemmeholdet foran 1-0.

  • Tottenhams cheftræner, Mauricio Pochettino, og Manchester Citys manager, Pep Guardiola, i aktion på sidelinjen. (Foto: Lindsey Parnaby © Scanpix)
  • Målscorer Phil Foden og Bernardo Silva fejrer 1-0-sejren. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)
  • Manchester City vinder 1-0 mod Tottenham på trods at store chancer til gæsterne. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)
1 / 3

Kort efter viste Tottenham så tænder, og Christian Eriksen havde en god mulighed for at udligne, men danskerens skud blev pareret ud til et hjørnespark.

Phil Fodens tidlige scoring skulle ikke blot blive første halvlegs eneste, men også kampens eneste.

Efter pausen stod der City på det meste.

Hjemmeholdet havde bolden klart mest og fik flere gange presset Tottenham i bund. Men det lykkedes altså ikke at få udbygget føringen.

Med cirka 20 minutter tilbage havde Raheem Sterling ellers en kæmpechance tæt på mål, men i stedet for at sparke bolden ind, ramte englænderen i stedet Tottenham-målmand Paulo Gazzanigas ben.

Det var dog mere held end forstand, at argentineren i målet fik afværget endnu en City-scoring.

Tottenham var i enkelte tilfælde på besøg langt nede på Citys banehalvdel, men det blev aldrig for alvor farligt, og så var hjemmeholdets sejr en realitet.

/ritzau/

Facebook
Twitter