Dansk landsholdsspiller åbner sin målkonto og spiller Everton i finalen på legendarisk stadion

Nicoline Sørensen scorede, da hun spillede sig i den engelske pokalfinale med sin nye klub.

Nicoline Sørensen spillede sig onsdag i den engelske pokalfinde, da hun scorede sit første mål for Everton. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Nicoline Sørensen og Everton er i finalen i den engelske pokalturnering, FA Cup. Det af resultatet af onsdagens 3-0-sejr i semifinalen mod Birmingham City, hvor det i 2. halvleg blev til en dansk scoring.

Nicoline Sørensen scorede til 2-0 og var dermed med til at sikre Everton finalebilletten. Målet var hendes første for Everton, som hun skiftede til i juli.

- Det er kæmpestort. Der er ingen tvivl om at score mål og skabe chancer, er noget af det, jeg gerne har ville bidrage med. Og det var bare fantastisk at få hul på bylden, siger Nicoline Sørensen til DR Sporten.

- Jeg er faldet virkelig godt til. Jeg har haft en god start. Og ikke mindst så har jeg fået en masse spilletid, og jeg har kunne mærke, at jeg udvikler mig. Jeg er blevet en bedre fodboldspiller. Det har ikke kunne være bedre, siger Nicoline Sørensen om skiftet fra Brøndby til Everton.

Med finalepladsen følger også en billet til det legendariske engelske nationalstadion, Wembley, hvor FA Cup-finalen traditionen tro skal spilles.

- At vi så skal en tur til Wembley og spille FA Cup-finale, første gang jeg hovedet spiller med i turneringen, er helt fantastisk. Hvis du havde sagt det til mig for et halvt år siden, ved jeg ikke helt, om jeg havde troet på det.

Wembley Stadium har plads til 90.000 tilskuere og ligger i London. (Foto: Andrew Couldridge © Scanpix)

- Det har været nogle ret vilde måneder. At det hele bare har flasket sig og er gået op i en højere enhed, er jeg enormt taknemmelig for.

Ud over Nicoline Sørensen spiller danske Rikke Sevecke også for Everton.

FA Cup-finalen spilles 1. november på Wembley, hvor Everton skal møde enten Arsenal eller Manchester City.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter