Engelsk landsholdsspiller langer ud efter minister: 'Du har hældt benzin på bålet'

Tyrone Mings beskylder ministeren for at hælde benzin på det racisme-bål, de engelske spillere er blevet udsat for.

Tyrone Mings efter finalenederlaget mod Italien. (Foto: John Sibley)

Efter nederlaget i straffesparkskonkurrence til Italien i EM-finalen i herrefodbold er flere af de engelske landsholdsspillere blevet oversvømmet med racistiske tilsvininger på sociale medier.

Siden har spillerne fået stor støtte og kærlighed fra adskillige fronter, hvor Gud og hvermand tager afstand fra racismen rettet mod de engelske landsholdsspillere.

En af dem, der har udtrykt sin støtte til landsholdsspillerne, er Priti Patel, der er Englands indenrigsminister. På Twitter tog hun afstand fra racismen.

- Jeg væmmes over, at engelske landsholdsspillere, der har givet så meget til vores land denne sommer, er blevet udsat for modbydelige racistiske tilsvininger på sociale medier.

- Det har ingen plads i vores land, og jeg støtter politiets arbejde med at holde de ansvarlige til regnskab, skriver Priti Patel.

Men den engelske forsvarsspiller Tyrone Mings var hurtig med et modsvar. Han mener ikke, at indenrigsministeren på den måde kan tage afstand fra racismen, når hun 'har hældt benzin på bålet'.

Med det henviser han til, at Priti Patel i begyndelsen af EM-turneringen ikke ville tage afstand fra, at flere fans buh'ede af de engelske landsholdsspillere, når de inden kampen knælede i en anti-racistisk gestus.

Da EM-slutrunden var tre dage gammel, 14. juni, sagde Priti Patel, da hun blev spurgt om buh-råbene mod de knælende landsholdsspillere, at 'det var fansenes eget valg' og en ret, de har.

- Jeg støtter ikke folk, der deltager i den slags symbolpolitik, sagde Priti Patel til GBNews.

De engelske landsholdsspillere Kyle Walker og Harry Kane knæler inden Englands EM-kvartfinale mod Ukraine. (Foto: ALESSANDRA TARANTINO / POOL © Ritzau Scanpix)

Hun pointerede, at den knælende gestus kunne associeres med Black Lives Matter-bevægelsen, som gennem 2020 protesterede kraftigt, også i England, efter drabet på George Floyd.

- Vi så sidste år med nogle af protesterne, og nu taler jeg om, hvad jeg så, og indvirkningen på politiet, at det var ødelæggende, sagde hun 14. juni til GBNews.

Og det er de udtalelser, Tyrone Mings nu hiver frem.

- Du kan ikke hælde benzin på bålet i begyndelsen af turneringen ved at kalde vores anti-racistiske budskab symbolpolitik og så foregive at væmmes, når netop det, vi kæmper mod, sker, skriver Tyrone Mings på Twitter i et direkte svar til Priti Patel.

Det Engelske Fodboldforbund (FA) udsendte en erklæring før Englands første EM-kamp, hvori de forklarede, at det var et kollektivt ønske på holdet at stå sammen mod racisme.

- Der kan ikke herske nogen tvivl om, hvorfor spillerne knæler, og hvad det repræsenterer i fodboldkontekst. Vi opfordrer dem, der er imod denne gestus, til at reflektere over budskabet, I sender til de spillere, I hepper på, skrev FA.

Facebook
Twitter