Eriksen i hovedrolle: Tottenhams nye hjemmebane indviet med danskerscoring

Tottenham åbnede sit nye stadion med en 2-0-sejr over Crystal Palace. Manchester City er tilbage på toppen.

Christian Eriksen scorede til 2-0, da Tottenham indviede klubbens nye stadion mod Crystal Palace. (Foto: WILL OLIVER © Scanpix)

Efter flere overskridelser af både budget og tidsplan fik Tottenham onsdag aften endelig taget sit nye stadion i brug.

Og publikum på den imponerende arena kunne gå veltilfredse hjem efter at have set deres helte vinde 2-0 over Crystal Palace med Christian Eriksen som den ene af målskytterne.

Meget passende markerede premieren på Tottenham Hotspurs Stadium afslutningen på en sløj periode for hjemmeholdet, der blot havde hentet et point i de fem foregående ligakampe.

Sydkoreaneren Son Heung-min skrev sig ti minutter efter pausen ind i historiebøgerne som første målskytte på den traditionsrige klubs nye hjemmebane.

Efter et sideskift fra Eriksen driblede han på tværs af feltet og havde heldet med sig, da hans afslutning blev rettet af af en modstander og snød Crystal Palace-keeper Vicente Guaita.

Målet udløste vild jubel. Ikke blot på de nyopførte tribuner, men også blandt hjemmeholdets spillere, der tørstede efter en succesoplevelse.

Tottenham havde været jævnt overlegen i første halvleg, men spillerne kom aldrig rigtig i bund med tingene og savnede den målrettethed, de viste tidligere på sæsonen.

Efter Sons åbningsmål kom der dog mere ro over spillet. Og ni minutter før tid afgjorde holdets danske playmaker reelt kampen.

Harry Kane blev bremset i et fremstød i straffesparksfeltet, og bolden havnede lidt tilfældigt hos den tililende Eriksen, som sparkede den i nettet fra få meters afstand.

Mere dansk succes i London

Onsdagens øvrige kampe bød også på de forventede sejre til topholdene.

Manchester City bragte sig tilbage på førstepladsen med en hjemmesejr på 2-0 over nedrykningstruede Cardiff.

Chelsea vandt 3-0 over Brighton i en kamp, hvor Andreas Christensen var med fra start til slut.

Det resultat betyder, at Chelsea rykker op på femtepladsen og skubber Manchester United ned som nummer seks.

/ritzau/

Facebook
Twitter