FA Cup-vindere skal fejre pokal med alkoholfri champagne

Af hensyn til blandt andet religion skal de kommende FA Cup-vindere fejre sejr med alkoholfri champagne.

Her bliver der sprøjtet champagne ud over sidste års vindere. (Foto: David Klein © Scanpix)

Når næste måneds FA Cup-finale mellem Manchester City og Watford er spillet færdig, skal vinderholdet fejre triumfen med alkoholfri champagne.

Det oplyser Det Engelske Fodboldforbund (FA) onsdag.

Forbundet har taget beslutningen af hensyn til spillere, der ikke drikker alkohol, blandt andet af religiøse årsager.

Desuden er det for at undgå, at eventuelle spillere under 18 år, der ikke må drikke alkohol, kommer til at drikke alkohol.

FA Cuppen, der går for at være fodboldens mest traditionsrige pokalturnering, blev første gang afviklet i sæsonen 1871-72, og det er første gang, at vinderne skal fejre sejren med alkoholfri champagne.

Dette års finale løber af stablen på Wembley 18. maj.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter