Fifa straffer Chelsea: Ingen nye spillere de næste to transfervinduer

Danskerklubben Chelsea har ikke overholdt reglerne for aftaler med mindreårige spillere, og det koster nu.

Eden Hazard og resten af Chelsea-truppen kan se langt efter forstærkninger i de næste to transfervinduer. (Foto: John Sibley © Scanpix)

Den engelske storklub Chelsea er af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) blevet idømt en karantæne på to transfervinduer, hvor klubben ikke må hente nye spillere.

Det skyldes, at klubben har forbrudt sig mod reglerne om kontrakter med spillere under 18 år. Det skriver Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) på sin hjemmeside.

Yderligere har klubben også i forbindelse med registrering af mindreårige spillere begået andre fejl, skriver Fifa.

Dermed har danske Andreas Christensen, som selv har været igennem Chelseas ungdomssystem ikke udsigt til at få nye konkurrenter på sin position foreløbig.

Ifølge Fifa har Chelsea i 29 tilfælde brudt reglerne for køb og registrering af spillere under 18 år.

Chelsea kan anke

Klubben har mulighed for at anke afgørelsen til Fifas Appelkomité og kan stadig ophæve kontrakter med spillere.

Tidligere har andre klubber anket lignende straffe, hvilket har trukket sagerne ud, så man kunne nå at købe spillere i det kommende transfervindue, mens anken blev behandlet.

Klubber som Real Madrid og FC Barcelona har de seneste år taget sager om transferkarantæner for brud på de samme regler hele vejen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Ud over karantænen har Chelsea også modtaget en bøde på små fire millioner kroner og har fået 90 dage til at bringe forholdene i orden.

Karantænen gælder ikke klubbens kvindehold og futsalhold.

Også det engelske fodboldforbund (FA) har fejlet i overholdelsen af reglerne på området og har fået en bøde på 3,4 millioner kroner og et halvt år til at få rettet op på procedurerne på området.

/ritzau/

Facebook
Twitter