John Terry stopper i Chelsea

Chelsea-legenden John Terry forlader klubben efter denne sæson, skriver klubben på sin hjemmeside.

John Terry er snart fortid i Chelsea. (Foto: GLYN KIRK © Scanpix)

En af de mest markante skikkelser i Chelseas historie forlader klubben til sommer.

Chelsea meddeler på sin hjemmeside, at man er blevet enig med forsvarsspilleren John Terry om at stoppe samarbejdet til sommer.

Den mangeårige anfører har været langt fra startopstillingen længe, men om han fortsætter karrieren andetsteds til sommer vides ikke.

Det er kun blevet til fem Premier League-kampe i denne sæson.

- Jeg vil tage en beslutning om min fremtid senere. Lige nu er jeg fokuseret på at hjælpe holdet til succes i denne sæson, siger Terry til hjemmesiden.

Historiens mest vindende i Chelsea

Den tidligere landsholdsanfører debuterede for London-klubben tilbage i 1998, og han har indtil videre spillet 713 kampe i den blå trøje.

Han kom til Chelseas ungdomsafdeling fra West Ham i 1995 og havde tre år som ungdomsspiller, inden han kom op i førsteholdstruppen.

Med én Champions League-titel, fire engelske mesterskaber, én Europa League-titel, fem FA-Cup triumfer og tre Liga Cup-trofæer er John Terry den mest vindende spiller i Chelseas historie.

- Efter 22 år er der så meget at sige og så mange mennesker at takke i denne fantastiske klub, siger Terry.

Ved siden af klubkarrieren nåede han også 78 kampe og seks mål for det engelske landshold, for hvem han også var anfører i en lang periode.

Landsholdskarrieren strakte sig fra 2003 til 2012.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter