Laudrup: Dommeren må godt svare igen

Swanseas cheftræner, Michael Laudrup, mener det er helt i orden, at dommeren giver igen fra samme skuffe, når spillerne råber dem i hovedet.

Efter søndagens Premier League-kamp mellem Chelsea og Manchester United har dommer Mark Clattenburg måttet lægge øre til megen kritik fra Chelsea for den måde, han håndterede den dramatiske 3-2-kamp på.

London-klubben har klaget til det engelske fodboldforbund, FA, fordi både John Mikel Obi og Juan Mata har påstået, at Clattenburg ytrede sig racistisk mod dem undervejs i kampen.

Pulsen stiger

Michael Laudrup har fuld forståelse for, at temperamenterne kan komme i kog i kampens hede, men han synes også det er i orden, at dommeren svarer igen - hvis han altså holder sig til et nogenlunde anstændigt sprog.

- Når din puls er oppe på 180, så får du sagt et og andet til dommeren.

- Jeg har altid syntes, at det var i orden, at dommeren svarede igen med et 'hold kæft' eller sådan noget. For hvis du må sige noget til ham, må han også svare igen, men det afhænger selvfølgelig af, hvad det er, vi snakker om.

- Lige nu er racismen oppe og vende, og alle har fokus på det, så det afhænger virkelig af, hvilke ord der er blevet brugt, siger Michael Laudrup på et pressemøde i Swansea.

Gensyn med elsket træner

Cheftræner glæder sig til, hans hold skal møde Liverpool i liga cuppen på onsdag.

- Jeg ser frem til det, fordi Anfield er et fantastisk stadion men et storartet publikum og en skøn atmosfære.

- Det er en stor mulighed for at skabe et godt resultat for vores klub og vinde kampen og spille os i kvartfinalen, siger Laudrup, som ikke vil fokusere på, hvad træneren hedder i Liverpool.

Det er første gang Swansea møder den mand, som trænede holdet sidste sæson med stor succes - Brendan Rodgers.

Facebook
Twitter